Privatlivs- & Cookiepolitik

Vi bruger cookies for at give dig som bruger den bedst mulige oplevelse på dst.dk. Ved at fortsætte på siden accepterer du vores brug af cookies.

OK

Læs mere om vores Privatlivs- & Cookiepolitik her

Hvilke erhvervsuddannelseselever finder en praktikplads hos en virksomhed, og hvilke gør ikke?

I den offentlige debat diskuteres det, hvordan erhvervsuddannelserne kan gøres mere attraktive, så Danmark også i fremtiden har tilstrækkeligt med faglært arbejdskraft. En af udfordringerne er, at nogle elever ikke finder en praktikplads efter grundforløbet.

I denne analyse undersøges det, hvad der karakteriserer de elever, som efter grundforløbet ikke får indgået en praktikpladsaftale med en virksomhed. De sammenlignes med elever, der finder virksomhedspraktik, og i den forbindelse analyseres det også, hvordan sandsynligheden for at finde en praktikplads påvirkes af elevernes baggrundskarakteristika.

Analysens hovedkonklusioner:

  • Blandt de 32.000 elever uden forhåndsaftale med en virksomhed ved erhvervsuddannelsens start, som afsluttede deres grundforløb i skoleåret 2016/2017, havde 16.900 elever (53 pct.) fundet en praktikplads på en virksomhed inden for seks måneder. 
  • Lidt over 7.100 elever havde seks måneder efter afslutningen af grundforløbet i skoleåret 2016/2017 ikke fundet virksomhedspraktik og var hverken i gang med skolepraktik eller anden ordinær uddannelse. Det svarer til 22 pct. af de 32.000 elever, som afsluttede grund-forløbet i 2016/2017. Denne andel er faldet i forhold til de seneste år. 
  • Mænd finder i højere grad end kvinder praktikplads hos en virksomhed, ligesom personer af dansk oprindelse i højere grad end efterkommere finder praktikplads. Elever i virksomhedspraktik har generelt højere karakterer i dansk og matematik fra folkeskolens afgangsprøve end elever uden en praktikplads. 
  • Mange elever kommer fra faglærte hjem, hvor forældrenes højeste uddannelse er en erhvervsuddannelse. Disse elever er i højere grad i virksomhedspraktik end elever fra ufaglærte hjem, mens elever med forældre med en lang videregående uddannelse har sværere ved at finde en praktikplads end elever fra ufaglærte hjem, når der korrigeres for elevernes baggrundkarakteristika.
Hvilke erhvervsuddannelseselever finder en praktikplads hos en virksomhed, og hvilke gør ikke?

Kolofon

Hvilke erhvervsuddannelseselever finder en praktikplads hos en virksomhed, og hvilke gør ikke?

Emnegruppe: Uddannelse og viden

Udgivet: 21. maj 2019 kl. 08:00

Nr. 2019:6

ISSN pdf: 2446-0354

Kontaktinfo:

Kasper Marc Rose Nielsen
Telefon: 39 17 33 13