Gå til sidens indhold

Flere ældre presser kommunerne

Befolkningen i Danmark vil være vokset med 100.000 personer i 2015. Men andelen af personer, der er 65 år eller derover, vil være vokset med 210.000 personer. Det viser den seneste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik.

18. januar 2006 kl. 0:00

Som den eneste kommune i landet kommer Lyngby-Taarbæk til at opleve et faldende antal ældre borgere i de næste ti år. Alle andre kommuner vil have fået langt flere ældre, når kalenderbladet viser 2015. I hvert fald hvis udviklingen går som den seneste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik forudser.

I dag er 15 pct. af indbyggerne i en større kommune som fx Roskilde ældre, dvs. 65 år eller derover. Det svarer til gennemsnittet for hele landet. Om ti år vil andelen imidlertid være vokset så meget, at 19 pct. af befolkningen i kommunen er ældre. På landsplan taler tallene deres tydelige sprog: Befolkningen i Danmark vil være vokset med 100.000 personer i 2015. Men andelen af personer, der er 65 år eller derover, vil på samme tid være vokset med 210.000 personer.

Men der er stor forskel på, hvordan udviklingen rammer de enkelte kommuner, og det vil have konsekvenser for, hvilke udfordringer de enkelte kommuner må stå over for i de kommende år. Én ting ser dog ud til at være sikker: De yderliggende kommuner vil i endnu højere grad end i dag være præget af, at den erhvervsaktive del af befolkningen søger derhen, hvor arbejdet er.

De små øer har flest ældre - også om ti år
Tendensen, som vi kender i dag er, at der er forholdsvis flere ældre i yderområderne. Det bliver der ikke ændret på om ti år. Tværtimod. Tranekær på Langeland er den kommune, der i dag har flest ældre med en andel på 28 pct. Om ti år er andelen vokset til 33 pct. På det tidspunkt vil Tranekær dog være overhalet af både Læsø og Marstal kommune. I 2015 vil Læsø være kommunen med den højeste andel af ældre, idet 36 pct. af øens beboere på det tidspunkt vil være 65 år eller ældre.

Ærø vil være en anden "ældre-ø", idet de to kommuner på øen i 2015 begge vil ligge helt i top på listen over kommunerne med de højeste ældreandele. I dag er hver fjerde indbygger i Marstal Kommune ældre, mens andelen i Ærøskøbing Kommune er lidt højere. Om ti år vil niveauet være vokset til, at hver tredje indbygger i begge kommuner er ældre. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at befolkningsfremskrivninger altid er forbundet med en vis usikkerhed. Der er i sagens natur ingen garanti for, at udviklingen rent faktisk forløber i overensstemmelse med befolkningsfremskrivningen fra Danmarks Statistik.

Væksten i andel af ældre rammer kommunerne forskelligt

tørst vækst i Ledøje-Smørum
Kommunerne med de laveste ældreandele i dag er Ishøj, Ledøje-Smørum og Ølstykke, der alle har 9 pct. ældre. Ølstykke og Ishøj får en vækst i ældreandelen på 6 procentpoint hver, hvilket placerer kommunerne blandt dem med den største udvikling i ældreandelen. I Ledøje-Smørum vil andelen af ældre vokse til 17 pct. i 2015. Det er en vækst på 8 procentpoint og er den største stigning blandt alle kommunerne. Udviklingen betyder, at de ældre vil udgøre næsten dobbelt så mange om ti år som i dag.

København bliver en ung kommune
Kommunen med den laveste andel af ældre i 2015 bliver København. I dag har København en ældreandel på lidt over 11 pct. I 2015 vil den være på 12 pct. og vil således være langt under landsgennemsnittet på 19 pct.

Det er åbenbart karakteristisk med en relativ lav andel af ældre i landets største kommuner, for allerede på listens tredjeplads over kommuner med en lav andel af ældre i 2015 finder vi Århus. Århus går fra en andel af ældre på 12 pct. i dag til 14 pct. i 2015. I Odense er der i dag en andel på 14 pct. ældre. Den udvikler sig til 17 pct. i 2015 og ligger dermed stadig lavt i forhold til landsgennemsnittet i 2015. Det peger i retning af, at omfanget af de kommende års ældreproblemer næppe vil være størst i storbyerne, men snarere i de ydre kommuner og de små øer. Forholdene i København, Århus og Odense skal dog på den anden side ses i lyset af, at kommunerne er hjemsted for mange studerende, som ikke bidrager væsentligt til kommunens indtægter.

20 flere ældre om året i Rødovre
Rødovre er en kommune, der næsten ingen ændring vil opleve. Kommunen har i dag en ældreandel på 18 pct. I 2015 stiger den til 19 pct. Det er en forskel på mindre end 200 personer. Samme mønster, men med en lidt højere udviklingstakt, finder vi i kommunerne Gladsaxe, Glostrup og Gentofte, der som Rødovre er relativt store forstadskommuner til København.

Lyngby-Taarbæk får færre ældre
Kun én kommune, nemlig Lyngby-Taarbæk, har udsigt til, at andelen af ældre vil falde over de kommende ti år. Det hænger sammen med, at andelen af ældre i dag er en del over landsgennemsnittet. Andelen af ældre er på 20 pct. i dag, hvilket svarer til, at hver femte indbygger er ældre. Om ti år vil andelen af ældre være faldet til 19 pct. Dermed vil kommunens andel af ældre ligge på niveau med landsgennemsnittet.

Vil du vide mere? Find befolkningsfremskrivningen for din egen kommune i Statistikbanken på www.statistikbanken.dk/prog1.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70