Gå til sidens indhold

Julemassagen hitter

De danske husstande bruger næsten ni gange så mange kroner på massage i måneden op til jul sammenlignet med gennemsnittet i årets øvrige måneder.

4. december 2013 kl. 15:00

Hvis du døjer med ondt i lænden, nakkesmerter eller bare trænger til en times luksusforkælelse, så kan du godt begynde at glæde dig til jul. For ifølge Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse 2011 var de danske husstandes forbrug på massage i gennemsnit 50 kr. i måneden op til jul, mens gennemsnittet for årets øvrige måneder var 6 kr. Mon ikke en del af disse kroner går til gavekort, som kommer til at ligge under de mange juletræer.

Om juleopgørelsen:

Danmarks Statistiks juleopgørelse er en specialkørsel baseret på Forbrugsundersøgelsen.

Juleopgørelsen er baseret på et mere spinkelt datagrundlag end den traditionelle forbrugsundersøgelse.

Læs hele juleopgørelsen

For julen er faktisk ikke en tid, hvor der umiddelbart bliver brugt specielt mange penge på personlig pleje. Husstandene bruger cirka halvt så mange kroner på skønhedspleje sammenlignet med årets øvrige måneder, og hos damefrisørerne bliver der lagt 115 kr. mod 130 kr. i årets øvrige måneder. Der er dog en minimal stigning hos herrefrisørerne fra 41 til 45 kr.

And og gås storsælger
På madfronten holdes der i de danske hjem fast i traditionerne. Således ryger salget af hele ænder og gæs i vejret i måneden op til juleaften. Her bruges der i gennemsnit 9 kr. - i årets øvrige måneder er gennemsnittet mindre end 1 kr. - mens udgifterne til den dybfrosne udgave af de to juletravere stiger fra 3 til 18 kr. Med til den traditionelle julemad hører også rødkål, som der i måneden op til jul bruges tre gange så mange kroner på sammenlignet med de øvrige måneders gennemsnit, og grønkål, hvor især den frosne udgave hitter med en femdobling på husstandenes udgifter. I reelle kroner er det dog småpenge, der lægges på rødkål og grønkål.

Som hovedret til julefrokosten er flæskestegen en sand klassiker sammen med alverdens tænkelige typer pålæg. Stigningen i forbruget på flæskesteg, rullesteg og pålæg er dog begrænset til mindre end 1 kr., og det samme gælder for udgifterne til leverpostej.

En relativt stor stigning er der derimod i husstandenes udgifter til sylte og syltede grisetæer med fra 2 kr. til 6 kr. Også snapsens bedste juleven, silden, bliver der brugt flere kroner på op til jul. En flad tier lægges der i gennemsnit i løbet af årets øvrige 11 måneder på den marinerede udgave, men i julemåneden ganges udgifterne med tre og ender på 33 kr.

Når tænderne er færdige med at gnave fisk, fjerkræ og svin, er det tid til dessert, og her holdes der tilsyneladende fast i den traditionelle mandeljagt. I hvert fald stiger husstandenes udgifter til ris a la mande og risengrød fra 2 kr. til 9 kr. i måneden op til jul. Til gengæld får is lov til at blive i supermarkedernes frysebokse. Her mere end halveres udgifterne nemlig i forhold til årets øvrige måneder.

Fed jul, god jul
Til en rigtig jul hører sig god mad, smukt indpakkede gaver og hygge med de nærmeste. Men naturligvis skal maverne også fyldes med slik, slik og atter slik. Og det kunne tyde på, at der her i landet bruges masser af tid i køkkenet på selv at kreere små marcipannisser. I hvert fald stiger husstandenes udgifter til rå marcipan og konfektmasse fra 3 kr. til 16 kr., mens udgifterne til chokolade hopper fra 85 til 117 kr. Julen er også småkagernes tid. Her stiger udgifterne fra 16 til 28 kr.

Der er dog også dem, der midt i mad- og sukkerorgiet vælger at være lidt fornuftige og spise en appelsin, mandarin eller klementin, som der bruges to en halv gang flere kroner på. Det er dog en udtagelse fra det generelle billede, for udgifterne til frugt er bare ikke i højsædet i den søde juletid:

Bananer falder med 3 kr., ferskener og nektariner med 4 kr., blommer og mirabeller med 2 kr., kirsebær med 1 kr. (dog stiger udgifterne til konserverede kirsebær og kirsebærsauce fra 1 kr. til 5 kr. i måneden op til jul!), jordbær falder fra 14 til 2 kr., ananas med 2 kr. og melonudgifterne halveres fra en tier til en femmer.

Til gengæld oplever andre af naturens fødevarer deres højsæson, når de andre går på julepause. Således fordobles udgifterne til svesker fra 2 kr. til 4 kr., mens udgifterne til nødder mere end fordobles fra 10 til 22 kr. Udgifterne til dadler og figner ganges med fem i forhold til gennemsnittet i årets øvrige måneder: fra 2 kr. til en tier.

Skååål!
Jul betyder også julefrokost, og så tyes der til de små, bitre. Men det er ikke den traditionelle iskolde snaps, der står for den mest markante stigning. Det er derimod alkoholfri vin. For i måneden op til jul bruger husstandene hele syv gange så mange kroner på alkoholfri vin end i årets øvrige måneder. Dog er udgifterne beskedne 7 kr. Til portvin, sherry og madeira tredobles husstandenes udgifter og kommer dermed også op på 7 kr. i gennemsnit.

På den bitre snaps - af nogen elsket, af andre frygtet - ryger udgifterne fra 13 til 21 kr., og også vodka tager et fint hop opad fra 5 til 8 kr. Når der puttes øl i indkøbsvognen, står den ofte på en mere speciel type end normalt. Således falder husstandenes udgifter til let og lys pilsner, men der er en stigning i udgifterne til både stærk øl og hvidtøl, skibsøl og maltøl.

Julen varer længe...
Og julen koster da også mange penge.

For i måneden op til jul bruger en gennemsnitlig husstand 11.139 kr. på regnskabsvarer, mens gennemsnittet i årets øvrige måneder er 9.912 kr.

Så er det godt, at januarudsalget lurer lige om hjørnet.


Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse:

Over tre år indsamles data, som omregnes til det midterste år. Fx består 2011 af data fra perioden 2010 – 2012. Læs mere om danskernes forbrug.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70