Gå til sidens indhold

Unge findes oftere skyldige i vold end andre

Domme for kriminalitet 2017

Der var desværre fejl i datagrundlaget fra Rigspolitiet ved offentliggørelsen. Strafferetlige domme i alt i 2017 er ændret fra 180.801 til 200.381. Berørte tal er blevet revideret og markeret med rødt.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Der blev i 2017 truffet 6.869 domme vedrørende vold mod privatperson. Af disse var 3.792, svarende til 55 pct., fældende, dvs. at den tiltalte blev fundet skyldig. Andelen af fældende domme er størst blandt de helt unge på 15-19 år. Her var det blandt både mænd og kvinder 62 pct. af dommene, der var fældende. For mændene falder andelen herefter jævnt med stigende alder, og blandt mænd på 50 år og derover var det 50 pct. af dommene, der var fældende. Vold mod privatperson omfatter overtrædelse af straffelovens §§ 244-246. Ikke fældende domme omfatter opgivelse af påtale i henhold til retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2 samt frifindelser.

Domme vedrørende vold mod privatperson

De fleste fældende domme for vold er frihedsstraffe

Af de i alt 3.792 fældende domme for vold mod privatperson var de 33 pct. ubetingede frihedsstraffe, 53 pct. betingede frihedsstraffe og de resterende 14 pct. er andre typer domme, herunder især tiltalefrafald og foranstaltningsdomme.

Størst andel ubetingede frihedsstraffe blandt 20-24-årige mænd

Blandt de 20-24-årige mænd, der blev fundet skyldige i vold mod privatperson i 2017, fik de 47 pct. en ubetinget frihedsstraf. Det er mere end dobbelt så høj en andel som blandt de 15-19-årige mænd, hvor 22 pct. af de dømte fik en ubetinget frihedsstraf. Blandt mænd på 50 år og derover var 20 pct. af dommene for vold mod privatperson af en anden type end frihedsstraf.

Fældende domme for vold mod privatperson

Tre ud af fire frihedsstraffe for vold er på seks måneder eller mindre

Af de i alt 1.246 ubetingede frihedsstraffe for vold mod privatperson havde de 76 pct. en varighed på seks måneder eller derunder. For domme for simpel vold, dvs. overtrædelse af straffelovens § 244, var andelen på 89 pct., mens den kun var på 60 pct. for alvorlig og særlig alvorlig vold (straffelovens §§ 245, 245a og 246). Hhv. 3 pct. og 14 pct. af straffene for simpel vold og alvorlig/særlig alvorlig vold havde en varighed over et år.

Ubetingede frihedsstraffe for vold mod privatperson

Færre domme totalt set

Der var i alt 200.381 strafferetlige domme i 2017, når alle domme for overtrædelse af straffeloven, færdselsloven og særlovene medtages. Heraf var de 184.924 fældende, hvor den tiltalte blev fundet skyldig. For domme i alt og for fældende domme er det hhv. 5 pct. og 6 pct. færre end i 2016. Antallet af fældende domme for overtrædelse af straffeloven faldt med 3.433, svarende til 11 pct. Faldet skyldes bl.a. færre domme for butikstyverier. Også antallet af fældende domme for overtrædelse af færdselsloven og særlovene faldt. I 2017 var der 5.881, eller 5 pct., færre domme for overtrædelse af færdselsloven i forhold til 2016. Faldet skyldes for en stor dels vedkommende færre domme for hastighedsovertrædelser. Faldet i domme for overtrædelse af særlovene var på 2.265, svarende til 4 pct. Her skyldes faldet primært færre domme vedrørende køretøjer, hvor syn ikke er efterkommet. Antallet af denne type domme faldt med 25 pct.

Nyt fra Danmarks Statistik

21. marts 2018 - Nr. 116

Hent som PDF
Næste udgivelse: 1. april 2019

Kontakt

Statistik­dokumentation