En ud af tre bor i etagebolig
Boligopgørelsen 1. januar 2019
Hver tredje person i Danmark bor i en etagebolig. Da der er stor geografisk forskel på, hvor etageboligerne findes, varierer andelen dog meget fra kommune til kommune. I Frederiksberg og Københavns Kommuner bor hhv. 94 og 86 pct. af befolkningen i en etagebolig. På tredje- til femtepladsen ligger Brøndby med 57 pct., Ishøj med 52 pct. og Gentofte med 49 pct. af befolkningen boende i etageboliger. Blandt top-10 er det kun Aarhus, der ligger uden for Københavns omegn
Kilde: www.statistikbanken.dk/bol201.Mindst plads i etageboligerne
Etageboligerne er i gennemsnit 79 kvadratmeter store og beboet af 1,8 personer, hvilket giver et gennemsnitlig areal pr. person på 44 kvadratmeter. Dem, der bor i rækkehuse, har 49 kvadratmeter i gennemsnit, mens dem, der bor i parcel-/stuehuse, har mest plads med 59 kvadratmeter. Størrelsen på boligerne og antal personer pr. bolig varierer meget fra kommune til kommune.
Personer, der bor i etageboliger i Region Nordjylland, har flest kvadratmeter med 49 kvadratmeter pr. person i gennemsnit, og mindst plads har dem, der bor i Region Hovedstaden med 42 kvadratmeter. Region Sjælland og Region Midtjylland har et gennemsnit på 46 kvadratmeter pr. person, mens Region Syddanmark har et gennemsnit på 48.
Kilde: www.statistikbanken.dk/bol201.Boligmønsteret for børn og unge
Ved at se på aldersprofilen blandt dem, der bor i etageboliger, kan det ses, at mange fødes ind i en etagebolig, men flytter derfra, når de bliver teenagere eller før. Kun hver femte 10-17-årig bor i etagebolig. Derefter sker der en stigning i andel af personer i etageboliger, når børnene flytter hjemmefra. Blandt de unge voksne mellem 23 og 27 år bor cirka to ud af tre i etageboliger.
Indvandrere og efterkommere bor oftere i etageboliger
65 pct. af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande bor i etageboliger, mens det kun gælder for 48 pct. af indvandrere og efterkommere fra vestlige lande. Til sammenligning bor 28 pct. af personer med dansk oprindelse i etageboliger.
Kilde: www.statistikbanken.dk/bol201.Nyt fra Danmarks Statistik
24. maj 2019 - Nr. 202
Hent som PDF
Næste udgivelse: 17. april 2020
Kontakt
- Annika Klintefelt, tlf. 39 17 36 78
Kilder og metode
Opgørelsen over boligbestanden er foretaget ved udtræk fra Bygnings- og Boligregistret (BBR). Statistikken vedrørende opvarmning viser registreret opvarmningskilde i BBR for beboede boliger.