Gå til sidens indhold
Publikation

Indkomster 2012

Publikationen tegner et bredt og nuanceret billede af indkomstforholdene i Danmark. Det gør den ved både at belyse forskelle mellem grupper i samfundet her og nu og beskrive, hvorledes disse forskelle har udviklet sig i løbet af de seneste ti år.

Indkomster 2012 beskæftiger sig både med personers og familiers indkomst.

Fokus på parforhold
Årets temakapitel belyser en række centrale spørgsmål om indkomstforhold, der har betydning i og for mange danske familier. Hvor mange kvinder tjener mere end deres partner i parforhold, og påvirker dette sandsynligheden for at par går fra hinanden? Spiller indkomsten en rolle i forhold til, hvem der flytter sammen med en partner?

Særligt for unge enlige mænd ser der ud til at være en sammenhæng mellem indkomstens størrelse og andelen, som flytter sammen med en partner. 24 pct. af enlige mænd på 25-29 år, som havde en indkomst før skat over 400.000 kr., flyttede i 2012 sammen med en partner. Blandt deres jævnaldrende med en indkomst under 125.000 kr. var det kun 11 pct.

Også for de enlige unge kvinder er der en tendens til at dem med en høj indkomst oftere flytter sammen med en partner - dog mindre end for de jævnaldrende mænds vedkommende. 23 pct. af de 25-29-årige kvinder med de højeste indkomster flyttede sammen med en partner i 2012 mod 15 pct. af dem med lavest indkomst.

Blandt andre interessante konklusioner om indkomst og parforhold finder man disse oplysninger:

  • Par, hvor kvinden tjener mere end manden, flytter oftere fra hinanden end par, hvor indkomsten er ligeligt fordelt, eller hvor manden tjener mest.
  • Par med lav indkomst flytter oftere fra hinanden end par med høj indkomst. Effekten af indkomstniveauet er stor blandt de unge, men mindskes kraftigt med alderen.
  • I 31 pct. af alle par af blandet køn tjener kvinden mere end manden. I 24 pct. af par med børn under 7 år tjener kvinden mest.

Flere konklusioner
Blandt mange andre interessante konklusioner fra publikationen er disse:

  • Den gennemsnitlige indkomst før skat var 292.200 kr. i 2012.
  • Kvinders realindkomst er steget mere end mænds siden 2000. I 2012 udgjorde kvindernes realindkomst 78,0 pct. af mændenes indkomst mod 70,4 pct. i 2000.
  • 64.600 personer (eller 1,4 pct. af skattepligtige danskere over 15 år) havde i 2012 en indkomst før skat på mere end en million kr.
  • 12,3 pct. af befolkningen var i risiko for fattigdom. Det vil sige, at de havde en indkomst under 60 pct. af medianindkomsten.
  • Indkomstuligheden er vokset siden årtusindskiftet. Siden år 2000 er gini-koefficienten vokset fra 24,1 gini-point i år 2000 til 27,7 i 2012.

Indkomster

Hent som pdf

Indkomster 2012

Kolofon

Indkomster
Arbejde og indkomst
ISBN: 978-87-501-2140-4
Udgivet: 12. september 2014 kl. 09:00
Antal sider: 141
Kontaktinfo:
Jarl Christian Quitzau
Telefon: 23 42 35 03

tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig