Gå til sidens indhold

Mød en kollega: Nicolai Zangenberg

"Det er fedt at være to"

Nicolai Zangenberg, softwareingeniør i IT
Uddannelse: ingeniør (informatik og matematisk modellering)

Nicolai Zangenberg - Danmarks Statistik

Udvikleren

Lad mig bare indrømme det. Da jeg begyndte i Danmarks Statistik i marts 2009, blev jeg mødt med en del fordomme over for it-miljøer i det offentlige. Lange kaffepauser og folk, der var gået lidt i stå.

Fordommene blev hurtigt gjort til skamme af mine erfaringer. Jeg er en del af et sindssygt fedt team, hvor ingen læner sig tilbage, og hvor alle folk hungrer efter at lære nyt. Og det får vi også lov til - både i projekterne og på de kurser, hvor vi holder os opdaterede.

Tæt samarbejde

I udviklingsteamet i IT er vi 11 mand. Vi arbejder især med .net - et sprog, der bruges til at udvikle applikationer. Til daglig arbejder jeg tæt sammen med en kollega om at integrere Danmarks Statistiks løsninger med erhvervsportalen Virk.dk. Det handler i sidste ende om, hvordan virksomhederne i Danmark indberetter data til Danmarks Statistik.

Det er fedt at være to til den opgave. Det er, som om man bliver skarpere på den måde. Om morgenen gør vi status, og så fordeler vi dagens arbejde. Hvad er det mest presserende på projektet?

Den store toolbox

Vi får lov til at prøve en masse ting, og der er mange små sejre i hverdagen. Lige pludselig er den der, og så er det bare armene i vejret. Vi har travlt, men vi glæder os til at få tid til at arbejde med en stor toolbox - en modulløsning for en række af de programmer, vi bruger i Danmarks Statistik.

Lad mig lige indrømme en ting mere til slut: Jeg har en lille datter, og Danmarks Statistik er en familievenlig arbejdsplads, hvor 37 timer betyder 37 timer. Der er flekstid, og jeg kan af og til arbejde hjemme. Det betød en del, da jeg valgte jobbet.

 

Du er velkommen til at høre mere om mine opgaver.
Kontakt mig på 39 17 39 52 eller niz@dst.dk.

Kontakt

Salma Schou
Telefon: 39 17 35 97