Gå til sidens indhold

Formidlingspolitik

Danmarks Statistik skal levere den officielle statistik om samfundet og samfundsudviklingen til brugerne. For at sikre dette følger Danmarks Statistik de internationale principper for troværdig officiel statistik, som er vedtaget i henholdsvis EU og FN.

Danmarks Statistiks formidlingspolitik er med det udgangspunkt bygget op omkring principper om: Uafhængighed, tilgængelighed, troværdighed og fortrolighed - og med målsætning om at skabe mest mulig sammenhæng og relevans for brugerne. Medierne er en særlig prioriteret målgruppe for formidlingen.

Uafhængighed

Statistikken skal være upartisk. Tal, analyser og kommentarer udarbejdes på et objektivt grundlag uafhængig af politiske og økonomiske særinteresser.

Dette sikres bl.a. ved, at Danmarks Statistik er en selvstændig institution under Digitaliserings - og Ligestillingsministeriet.
 
Statistikken udarbejdes på et fagligt grundlag, dvs. at det udelukkende er faglige hensyn, der afgør valget af metoder for dataindsamling, bearbejdning, opbevaring og formidling.

Dato for offentliggørelse forudannonceres i offentliggørelseskalenderen på hjemmesiden. Dette er med til at garantere, at der ikke er nogen politisk påvirkning af offentliggørelsestidspunktet.

Tilgængelighed

Al offentliggjort statistik er frit tilgængelig på Danmarks Statistiks hjemmeside og i Statistikbanken. Visse publikationer udkommer også i papirform som betalingspublikationer. Statistikken kan frit anvendes og citeres, blot Danmarks Statistik nævnes som kilde.

Statistikken skal offentliggøres uden forsinkelse, når den er færdig. Alle brugere skal kunne se statistikkens resultater på samme tid. Statistikken publiceres kl. 8.00.

Fra alle statistikkerne er der adgang til dokumentation af metode, kvalitet og begreber i statistikdokumentationen.

Troværdighed

Statistikkens billede af samfundsudviklingen skal være troværdigt og pålideligt. Når der konstateres fejl i publicerede statistikker, offentliggøres rettelserne hurtigst muligt. Information om fejl annonceres på hjemmesiden, hvor rettelserne også lægges ud.

I tilfælde hvor medier mistolker statistik fra Danmarks Statistik, tages kontakt og hjælp med at korrigere eventuelle fejl tilbydes. Alvorlige fejltolkninger kan korrigeres ved et indlæg fra Danmarks Statistik.

Fortrolighed

Statistikken publiceres, så ingen oplysninger kan føres tilbage til enkelte virksomheder eller personer.

Danmarks Statistik stiller mikrodata, dvs. data på person- og virksomhedsniveau, til rådighed for autoriserede forskningsinstitutioner og analysemiljøer. Det er ikke er muligt at identificere enkeltpersoner eller virksomheder i de udleverede mikrodata.

Sammenhæng

Danmarks Statistik benytter en række forskellige formidlingskanaler til publicering af statistik: Nyhedsbreve, publikationer, Statistikbanken, emnesider, sociale medier, mv. For at sikre sammenhæng på tværs af formidlingskanalerne anvendes en emnestruktur, som gør det muligt at linke fra det overordnede indhold til de detaljerede tabeller og dokumentationen og videre til relaterede statistikker i et emne.

Relevans

For at sikre, at statistikken formidles på en måde, der svarer til brugernes behov, foretages løbende brugertilfredshedsundersøgelser. Brugernes ønsker inddrages desuden gennem brugerudvalg og fokusgruppeinterviews.