Gå til sidens indhold

9,5 pct. af boligejerne har en gæld på mere end fire årsindkomster (Rettet 27. oktober 2017)

Fra 1. januar 2018 træder nye retningslinjer for nye boliglån i kraft. Andelen af boligejerne i 2015 med en gæld på mere end 400 pct. af deres årsindkomst var størst langs Øresund og omkring Aarhus.

26. oktober 2017 kl. 13:30

26. oktober 2017: Der var fejl i tallene i den tidligere udgave af denne artikel. Fejlen vedrører samtlige tal, figurerne og konklusioner i teksten. Artiklen er opdateret med de korrekte tal og figurer, og teksten er justeret. Artiklen var offline mellem 26. okt. 2017 kl. 15.30 og 27. okt. 2017 kl. 10:00.

125.600 familier, der ejede en bolig, havde i 2015 en gæld, der oversteg 400 pct. af deres indkomst før skat. Det svarer til 9,5 pct. af de 1,3 mio. boligejere i Danmark.

Andelen med stor gæld var størst blandt enlige under 30 år, mens andelen blandt familier med to voksne generelt lå lavere end blandt enlige.

boliggrafKilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik

De nye retningslinjer gælder for nye boliglån og træder i kraft 1. januar 2018. Denne artikel ser på samtlige boligejere – uanset hvornår de har købt deres bolig, og hvordan den er finansieret. Gælden er her opgjort som summen af al gæld fratrukket finansielle aktiver, fx indeståender i banken. Ud fra denne definition er andelen af samtlige boligejere med en gæld på mere end fire årsindkomster 9,5 pct.

Andel størst omkring København og Århus

Andelen af boligejere, der i 2015 havde gæld på 400 pct. af deres årlige indkomst, var størst i kommunerne Gentofte (17,8 pct.), Hørsholm (16,6 pct.) og Dragør (15,7 pct.), og andelen var generelt høj langs Øresund og omkring Aarhus. I Lolland (5,9 pct.), Sønderborg (6,0 pct.) og Bornholm (6,0 pct.) var andelen lavest i 2015.

Blandt de største provinsbyer var andelen af boligejere med stor gæld i 2015 lavest i Esbjerg (7,5 pct.), efterfulgt af Odense (7,8 pct.), Aalborg (8,4 pct.) og Aarhus (13,4 pct.).

boliglandkort NYKilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik.

Gæld og indkomst

I denne artikel er gæld beregnet som gæld fratrukket finansielle aktiver, som er de værdier, man umiddelbart kan indfri gælden med. Det er fx penge i banken, mens værdien i boligen ikke indgår som et aktiv.

Indkomsten er defineret som personindkomst i alt ekskl. beregnet lejeværdi af egen bolig og før fradrag af renteudgifter

Kontakt

Chefkonsulent Laust Hvas Mortensen,  39 17 32 18, lhm@dst.dk

Kontakt

Laust Hvas Mortensen
Telefon: 39 17 32 18