Gå til sidens indhold

Danske ældre er de mest digitale i EU

Danske ældre er de seneste 10 år blevet markant mere digitale og bruger internettet mere end deres jævnaldrende i EU’s øvrige 28 medlemslande. De danske ældre er dog ikke uden digitale udfordringer.

24. april 2019 kl. 8:00

Den digitale udvikling blandt danske ældre mellem 65 og 74 år har de seneste 10 år taget fart. Fra 2009-2018 er andelen af danske ældre, som aldrig har brugt internettet faldet fra 44 til 6 pct., mens andelen, der har brugt internettet inden for de seneste tre måneder er steget fra 52 til 92 pct.

Internetbrug er dermed mere udbredt blandt danske ældre end blandt ældre i EU’s øvrige medlemslande, hvor kun 56 pct. af de ældre generelt har brugt internettet inden for de seneste tre måneder. Ud over Danmark er Nederlandene, Sverige, Luxembourg og Storbritannien også at finde i den digitale top fem for ældre, som jævnligt bruger internettet. I alle fem lande er andelen på over 80 pct.

Denne opgørelse dækker kun ældre mellem 65 og 74 år, da der for denne aldersgruppe findes sammenlignelige tal på tværs af EU. Tal for danskere over 74 år, og deres brug af internet, kan findes i IT-anvendelse i Befolkningen og i bunden af denne artikel.

65-74 åriges brug af internettet i 2018. EU-28

ITanvend1

Kilde: Danmarks Statistik & Eurostat, database on digital economy and society

Hver sekstende ældre har aldrig brugt internettet

I 2009 havde 44 pct. af de danske ældre aldrig brugt internettet, en andel som i 2018 var faldet til 6 pct.  I den danske befolkning som helhed havde 4 pct. aldrig brugt internettet i 2018. De 6 pct. ældre, som aldrig har brugt internettet, er den laveste andel i EU, hvor 37 pct. af de ældre i gennemsnit aldrig har brugt internettet.

På denne parameter indtager Nederlandene, Sverige, Luxembourg og Storbritannien igen den digitale top fem, mens befolkningerne i Grækenland og Bulgarien er at finde blandt de mindst digitale.  

65-74 åriges brug af internettet i 2018. EU-28

itanv23

Kilde: Danmarks Statistik & Eurostat, database on digital economy and society

Danske ældre er bedst til e-mail og netbank og næstbedst til informationssøgning

Kigger man på, hvilke formål ældre anvender internettet til, så ligger de danske ældre også i top eller nær toppen af EU. Anvendelsen af netbank, internettelefoni og e-mail er mere udbredt blandt danske ældre, end i resten af EU, mens de danske ældre indtager en andenplads, når det kommer til at finde informationer om varer og services samt om at søge helbredsinformation på internettet.

Ældre fra Nederlandene er en smule bedre end de danske til at søge information om varer og produkter, søge helbredsinformation og til at sælge varer og services på internettet.

65-74 åriges internetanvendelse, udvalgte lande EU28

ITanvend2

Kilde: Danmarks Statistik & Eurostat, database on digital economy and society

De ældste er de mindst digitale

Ældre i aldersgruppen 75-89 år er den befolkningsgruppe i Danmark, som bruger internettet mindst. I denne gruppe har 23 pct. aldrig været på internettet, hvilket er en markant højere andel end befolkningsgennemsnittet på 4 pct. De 75-89 årige har dog også gjort digitale fremskridt de senere år, og fra 2010-2018 er andelen af denne gruppe, som aldrig har været på internettet, faldet fra 66 pct. til 23 pct. De 23 pct. ældre, som aldrig har brugt internettet, svarer til ca. 100.000 personer

Personer der aldrig har været på internettet

itanven4

Kilde: Danmarks Statistik, IT-anvendelse i Befolkningen 2018 

Selvom de ældre i højere grad bruger internettet i dag, så er de stadig den gruppe, som har sværest ved at bruge det. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viste i 2017, at 29 pct. af de 65-89 årige nogle gange har brug for andres hjælp, når der skal kommunikeres digitalt med det offentlige. Dette var tilfældet for 13 pct. af befolkningen som helhed.

I samme undersøgelse svarede 27 pct. af de ældre, at de ’i mindre grad’ eller ’slet ikke’ følte sig rustet til at bruge internettet med egne it-færdigheder, hvilket kun var tilfældet for 13 pct. af befolkningen som helhed. Bemærk at aldersgruppen i 2017-undersøgelsen er anderledes sammensat end aldersopgørelsen i denne artikel.

Her kan du finde andre artikler og undersøgelser fra Danmarks Statistiks om ældre og IT:

Ældre handler på nettet som aldrig før

Ældre og IT-sikkerhed samt brug af smartphones

Ældres brug af digital selvbetjening og kontakt med det offentlige

Samt publikationerne IT-anvendelse i befolkningen 2016 og 2017

Har du spørgsmål til tallene i denne artikel, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent ved Danmarks Statistik Agnes Tassy på tlf.: 3917 3144 eller ata@dst.dk

Kontakt

Agnes Tassy
Telefon: 39 17 31 44