Gå til sidens indhold

Begge parter bliver gift for første gang i to ud af tre bryllupper

I 13 pct. af de par, der blev gift i 2023, havde begge parter været gift før, og i 67 pct. af tilfældene fik begge parter en vielsesring på for første gang. Ca. halvdelen af årets skilsmisser var af ægteskaber, der havde varet under 10 år.

10. oktober 2024 kl. 7:30

Når vi gifter os i Danmark, er det for mange folk ikke første gang, de skal svare på, om de vil dele deres liv med et andet menneske. Ved 13 pct. af bryllupperne i 2023 havde begge ægtefæller allerede et ægteskab med i bagagen.

”Ser vi på vielser, hvor mindst én af ægtefællerne har været gift før, er det tilfældet i mere end hver fjerde vielse i 2023. Andelen af brude og brudgomme, der har været gift før, stiger med alderen. Blandt de viede 50-69-årige er det to ud af tre, som har været gift før, mens det kun gælder 3 pct. af de viede, der ikke har rundet 35 år på bryllupsdagen,” uddyber Annemette Lindhardt Olsen, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Ved 67 pct. af vielserne i 2023 havde ingen af parterne været gift før.

Gennemsnitsalderen for gommen var 39,8 år i 2023, mens den var 37,4 år for bruden. Ser man udelukkende på dem, der fik en vielsesring på for første gang, var mændene i gennemsnit 35,9 år, mens kvinderne var 33,7 år. Hvert tredje brudepar består af to jævnaldrende eller med kun et års aldersforskel. Samlet set er der for 74 pct. af parrene højst en aldersforskel på fem år.

Gennemsnitsalder for brud og gom ved vielser, 1973-2023

Bryllup_figur1

Kilde: www.statistikbanken.dk/vie1

I alt blev 31.582 par viet i 2023. Af disse var 220 mellem to mænd og 294 mellem to kvinder. 65 pct. af vielserne var borgerlige, mens 29 pct. var kirkelige vielser. I 2003 udgjorde de kirkelige vielser 47 pct.

Flest bliver gift i august.

Skilsmisseraten falder med ægteskabets varighed

I disse dage kan man følge med i 10 nygifte danskeres liv på skærmen. Vil de ikke være sammen, efter programmet slutter, må de lade sig skille. Det vil være et kort ægteskab, men det er ikke kun på tv, at nogle ægtefolk ender med at tage ringen af fingeren, før de har vænnet sig til, at den sidder der. Ved næsten 4 pct. af skilsmisserne i 2023, svarende til 465 par, havde ægteparret været gift i mindre end et år.

”Der er flest skilsmisser i starten af ægteskaberne, mens de bliver mindre hyppige, jo længere tid ægteskabet har varet. Hver fjerde af skilsmisserne i 2023 var blandt ægtepar, der havde været gift under fem år, mens knap halvdelen var blandt ægteskaber, der havde varet under 10 år,” siger Annemette Lindhardt Olsen.

I Danmark ender 41 pct. af alle ægteskaber i skilsmisse inden for de første 50 års ægteskab, hvis man ser på skilsmisseopgørelserne i 2023.

Ægteskabets varighed ved skilsmisser i 2023

Bryllup_figur2

Kilde: Særkørsel

 

Kontakt

Annemette Lindhardt Olsen
Telefon: 39 17 30 13