8.500 amerikanere i Danmark kan potentielt stemme ved amerikansk præsidentvalg
Det amerikanske præsidentvalg er lige om hjørnet, og herhjemme bor der ca. 8.500 amerikanske statsborgere over 18 år. Læs her udvalgte fakta om Danmark og USA samt en række sammenligninger mellem de to lande.
30. oktober 2024 kl. 7:30
Om få dage er der valg af den næste amerikanske præsident, hvilket er et valg, som mange i Danmark følger med i. For at stemme til det danske folketingsvalg skal man som hovedregel have adresse i landet, men det er ikke et krav i USA. Der er derfor lige over 8.500 amerikanske statsborgere over 18 år med folkeregisteradresse i Danmark pr. 1. juli 2024, der potentielt kan stemme ved det amerikanske præsidentvalg. Har man både dansk statsborgerskab og amerikansk statsborgerskab, bliver man i Danmark kun registreret som dansk statsborger og indgår derfor ikke i denne artikels antal af potentielle amerikanske vælgere.
Ved det seneste præsidentvalg i USA stemte 67 pct. af den amerikanske befolkning over 18 år ifølge United States Census Bureau. I Danmark lå stemmeprocenten på 84 pct. ved det seneste folketingsvalg i 2022.
USA er en af Danmarks største samhandelspartnere
I 2023 løb værdien af Danmarks import fra USA op i 174,4 mia. kr., mens eksporten udgjorde 292,1 mia. kr. USA er dermed en af vores største samhandelspartnere og udgjorde 13 pct. af Danmarks samhandel med udlandet i 2023. En meget stor del af eksporten udgøres af varer, der ikke krydser den danske grænse og dernæst tjenesteydelser. Hovedparten af importen fra USA er tjenesteydelser, hvilket i høj grad udgøres af søtransport af gods og licens for brug af resultater fra forskning og udvikling. Ser man nærmere på varerne, der krydser grænsen, importerer vi især ’rå mineralolier og produkter heraf’, hvilket blandt andet er benzin og petroleum. Medicin er den vare, vi eksporterer mest af til USA.
Der var lidt over 1.100 amerikanske datterselskaber i Danmark i 2022. Selskaberne beskæftigede lige over 40.700 ansatte i Danmark omregnet i årsværk. Vi havde omvendt 900 danske datterselskaber i USA med sammenlagt 86.500 ansatte. De danske datterselskaber i USA er især inden for handel og transport.
Lavere offentligt forbrug og større ulighed i USA
Selvom USA er en af vores største samhandelspartnere, er det et land, der er markant forskelligt fra Danmark på en række punkter. For eksempel havde vi i Danmark et skattetryk på 41,9 pct. i 2022, mens det i USA var på 27,7 pct. Hvis man ser på BNP pr. indbygger og korrigerer for forskelle i prisniveau, så udgjorde det 76.700 amerikanske dollars i 2023 i Danmark og 81.700 amerikanske dollars i USA. I Danmark udgjorde det offentlige forbrug 22,6 pct. af BNP sidste år, mens det i USA udgjorde 13,9 pct. Til gengæld var gini-koefficienten, som måler indkomstulighed i landet og vil være 0 ved fuldstændig lighed, 28,8 i Danmark i 2022 og på 39,1 i USA.
USA har også umiddelbart været hårdere ramt, når det kommer til inflation. I 2023 var inflationen på 4,1 pct. i forhold til året før, mens vi i Danmark havde en inflation, der lød på 3,3 pct. i samme periode. Da inflationen var højest i 2022, nåede vi en årlig stigning på 7,7 pct., mens USA nåede op på 8,0 pct.
Når det gælder beskæftigelsesgraden, ligger vi lidt højere i Danmark med 76,6 pct. af de 15-64-årige i 2023. I USA var 72,0 pct. af denne aldersgruppe beskæftiget på samme tidspunkt.
Den amerikanske befolkning er, ud over at være noget større med 337 mio. mod vores knap 6 mio. i september i år, også en befolkning, der i gennemsnit lever kortere end i Danmark. Den forventede levetid for nyfødte i USA var således 77 år i 2022, mens en nyfødt i Danmark i 2022 kunne se frem til at leve 81 år. Vores fertilitet var 1,6 børn pr. kvinde i 2022, hvor den i USA var 1,7 børn.
I 2022 udledte danskere 4,9 ton CO2 i gennemsnit, når man udelukkende ser på produktionen inden for landets grænser, mens amerikanere udledte 14,9 ton i gennemsnit.
Mange amerikanske turister i Danmark
Ud over de amerikanere, der bor i Danmark, får vi også en del amerikanske turister på besøg hvert år. I alt stod amerikanere for 970.000 turistovernatninger på de danske hoteller, feriecentre, vandrerhjem mm. i 2023. Indtil videre har de foretaget samlet set 794.000 overnatninger til og med august i år. Turisterne fra USA bor især på hoteller, når de er i Danmark, og de er primært at finde i København. De er faktisk den mest hyppige turist af udenlandsk nationalitet at møde på et hotel i Region Hovedstaden, hvor de i 2023 stod for næsten 13 pct. af de udenlandske hotelovernatninger.
Når danskere rejser til udlandet, gik 2 pct. af ferierejserne til USA i 2023. 1.500 danske statsborgere udvandrede til USA sidste år. Det kan fx være personer, der flytter dertil for at arbejde eller for at studere. Deres ophold i USA kan derfor spænde fra kortere ophold til permanent varighed.
Vi er gladest for amerikanske film
USA og Hollywood er kendt for at producere mange film, og vi er også glade for at se amerikanske film, når vi går i biografen i Danmark. I 2023 var 210 af de 555 film, der blev vist i biografen, amerikanske. Vi købte tilsammen over 6 mio. billetter til disse 210 film, hvilket indbragte billetindtægter for lige knap 550 mio. kr. Billetsalget til amerikanske film udgjorde hermed 62 pct. af de solgte billetter og 69 pct. af biografernes billetindtægter.
Den anden vej rundt bliver danske film fra tid til anden nomineret til den amerikanske Academy Award, bedre kendt som en Oscar. Sidste år blev to film nomineret, men ingen af dem vandt. Sidste gang en dansk film vandt en Oscar var i 2021, da filmen ’Druk’ tog prisen for bedste ikke-engelsksprogede film. Rettighederne til filmen er blevet solgt til en amerikansk genindspilning, der endnu ikke er produceret.
Herunder er 10 sammenligninger mellem Danmark og USA:
Danmark | USA | |
Befolkningstal, 1. september 2024 | 5.982.117 | 337.032.412 |
Fertilitet, 2022 | 1,6 børn pr. kvinde | 1,7 børn pr. kvinde |
Forventet levetid for nyfødte, 2022 | 81 år | 77 år |
Beskæftigelsesfrekvens, 15-64-årige, 2023 | 76,6 pct. |
72,0 pct. |
Inflation, 2023 | 3,3 pct. | 4,1 pct. |
BNP pr. indbygger, købekraftskorrigeret, 2023 | 76.688 USD | 81.695 USD |
Offentligt forbrug i pct. af BNP, 2023 | 22,6 pct. | 13,9 pct. |
Skattetryk, 2022 | 41,9 | 27,7 |
Gini-koefficient, 2022 | 28,8 | 39,1 |
CO2-udledning pr. person, 2022 | 4,9 ton | 14,9 ton |
Om Tallene
Befolkningstal er trukket pr. 1. september fra henholdsvis www.statistikbanken.dk/folk1am og United States Census Bureau.
Fertilitet opgøres som det antal levendefødte børn, en kvinde i den fertile alder (15-49 år) forventes at sætte i verden. Tallene er fra Statistisk Tiårsoversigt 2024.
Forventet levetid for nyfødte findes i Statistisk Tiårsoversigt 2024.
Beskæftigelsesfrekvensen er fra OECD.
Tallene for inflationen er fra Worldbank.
BNP pr. indbygger er landenes købekraftsjusterede BNP i amerikanske dollar divideret med antallet af indbyggere. Ved at købekraftsjustere BNP tages der højde for forskelle i prisniveau og leveomkostninger mellem landene. Tallene er fra Worldbank.
Offentligt forbrug i pct. af BNP er fra Worldbank.
Skattetrykket er fra OECD.
Gini-koefficienten er et mål for indkomstuligheden i et samfund. Den angivne Gini-koefficient er ulighe-den i den disponible indkomst. Gini-koefficienten er 0, hvis indkomstfordelingen er helt lige, og 100, hvis hele indkomsten i et land tilfalder et enkelt individ. Tallene er fra Luxembourg Income Study (LIS).
CO2-udledning pr. person er fra Our World in Data.