Gå til sidens indhold

Indkomsten varierer efter opholdsgrundlag

Indvandrere i Danmark 2017

I 2016 havde indvandrere, der opholder sig i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed, og som havde erhverv som opholdsgrundlag, en årlig gennemsnitlig indkomst på 294.000 kr. før skat. Heraf udgjorde erhvervsindkomsten 274.000 kr., hvilket svarer til 93 pct. af deres samlede indkomst, mens offentlige overførsler udgjorde 7 pct. Det er mindre end personer af dansk oprindelse, hvor offentlige overførsler udgjorde 11 pct. af den samlede indkomst før skat i 2016.

20-59-årige indvandreres indkomst før skat efter opholdsgrundlag. 2016

Også høj indkomst blandt indvandrere uden for EU/EØS med erhvervsophold

Erhvervsindkomsten var endnu højere blandt indvandrere med erhverv som opholdsgrundlag, der er indvandret fra et land uden for EU/EØS-området. De havde en erhvervsindkomst på ca. 300.000 kr. i 2016. Det vigtigt at være opmærksom på, at personer, der er statsborgere i et land uden for Norden/EU/EØS, ikke er omfattet af reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed og derfor skal søge om opholds- og arbejdstilladelse. I den forbindelse findes der en række ordninger eksempelvis beløbsordningen og positivlisten, som gør det lettere for højt kvalificerede udlændinge med høj løn at få adgang til det danske arbejdsmarked.

Blandt studerende udgør erhvervsindkomst mere end offentlige overførsler

Studerendes indkomstniveau er relativt ensartet, uanset om de er indvandret fra EU/EØS-landene eller resten af verden, med indkomster på hhv. 130.000 kr. og 100.000 kr. Desuden udgjorde erhvervsindkomsten 76 pct. for studerende fra EU/EØS-landene og 89 pct. for studerende fra øvrige lande. Erhvervsindkomst var dermed den primære indkomst, mens offentlige overførsler udgjorde 24 pct. blandt studerende fra EU/EØS-landene og 9 pct. for øvrige indvandrere.

Offentlige overførsler fylder meget blandt flygtninge og familiesammenførte

Familiesammenførte indvandrere havde en årlig indkomst før skat på 155.000 kr. i 2016. Heraf udgjorde offentlige overførsler 61.000 kr. Det svarer til 40 pct. af deres indkomst. Blandt indvandrere med asyl som opholdsgrundlag var den samlede indkomst i 2016 ca. 153.000 kr. før skat. Heraf udgjorde erhvervsindkomsten 30 pct., mens offentlige overførsler tegnede sig for 70 pct. af den samlede indkomst.

Fordeling af opholdsgrundlag varierer mellem forskellige lande

Der er stor variation i fordelingen af opholdsgrundlag mellem indvandrere fra forskellige oprindelseslande. Det er vigtigt at være opmærksom på, når indkomstsammensætningen blandt indvandrere fra forskellige oprindelseslande skal fortolkes. Eksempelvis har halvdelen af indvandrerne fra Bulgarien, Litauen, Storbritannien og Rumænien, der er indvandret til Danmark siden 1997, erhverv som opholdsgrundlag. Og blandt indvandrere fra Polen og Indien er andelene hele 60 og 76 pct. Desuden udgør uddannelse mellem 9 og 23 pct. for alle landene.

Indvandrere efter udvalgte oprindelseslande og opholdsgrundlag. 2017

Asyl og familiesammenføring dominerer blandt flere ikke-vestlige lande

Asyl og familiesammenføring er de primære opholdsgrundlag blandt indvandrere fra mange ikke-vestlige lande. Eksempelvis har halvdelen af de indvandrere fra Afghanistan, Irak, Iran og Somalia, der er kommet til Danmark siden 1997, asyl som opholdsgrundlag. Hertil har ca. 45 pct. af indvandrerne fra Afghanistan, Irak og Somalia familiesammenføring som opholdsgrundlag, mens det gør sig gældende for 25 pct. af indvandrerne fra Iran.

Tyrkiet skiller sig ud, idet kun 1 pct. er indvandret med asyl som opholdsgrundlag siden 1997. Til gengæld er andelen med familiesammenføring meget høj, idet 74 pct. er indvandret med familiesammenføring som opholdsgrundlag siden 1997.

Indkomst fordelt på oprindelsesland

Den skæve fordeling af opholdsgrundlag mellem forskellige oprindelseslande er vigtig at holde sig for øje, når indkomsten mellem indvandrere fra forskellige lande skal fortolkes. Der er nemlig stor variation i indkomsten før skat mellem indvandrere fra forskellige oprindelseslande. Eksempelvis udgør erhvervsindkomst en markant større andel blandt indvandrere fra EU/EØS-landene, men offentlige overførsler fylder mere blandt mange ikke-vestlige lande, hvor asyl og familiesammenføring udgør de primære opholdsgrundlag. Læs mere om dette i publikationen Indvandrere i Danmark 2017, der i år sætter fokus på indvandrernes indkomst, ulighed og formue.

Nyt fra Danmarks Statistik

27. november 2017 - Nr. 456

Hent som PDF
Næste udgivelse: 27. november 2018

Kontakt

Statistik­dokumentation