Mere vold mod privatpersoner
Kriminalitet (kvt.) 4. kvt. 2018
Der blev anmeldt 3.215 tilfælde af vold mod privatperson i fjerde kvartal mod 3.186 i tredje kvartal, når der er korrigeret for sæsonudsving. Det er en stigning på 1 pct. Efter et lille fald i første kvartal 2018 var der en lille stigning i de efterfølgende tre kvartaler. Vold mod privatperson omfatter simpel vold, alvorligere vold og særlig alvorlig vold, som straffes efter §§ 244, 245 og 246 i straffeloven.
Færre anmeldelser af vold og lignende mod offentlig myndighed
Der blev anmeldt 1.622 tilfælde af vold og lignende mod offentlig myndighed i fjerde kvartal mod 1.671 i tredje kvartal. Det er et fald på 3 pct. Niveauet ser nu ud til at have stabiliseret sig efter en stigning fra 2015 til 2017. Stigningen skal nok ses i forbindelse med ændringer i Erstatningsnævnets procedurer, se Nyt fra Danmarks Statistik 2016:350. Tal for vold og lignende mod offentlig myndighed sæsonkorrigeres ikke, da der indtil videre ikke har vist sig at være sæsonudsving i denne type forbrydelse.
Halvering af lomme- og tasketyverier siden 2013
Mere end hvert fjerde tyveri er et lomme- eller tasketyveri. De faldt for ottende kvartal i træk til 7.136 anmeldelser i fjerde kvartal. Det er 48 pct. lavere end i 2013, hvor de toppede med 13.639 anmeldelser korrigeret for sæsonudsving. Faldet viser sig bredt i det meste af landet, men særligt omkring de store byer og på Sjælland.
Færre registrerede anmeldelser af voldtægt
Fra tredje til fjerde kvartal faldt antallet af anmeldte voldtægter 14 pct. Tallene for anmeldte voldtægter sæsonkorrigeres ikke, da der tilsyneladende ikke er sæsonudsving i dem. Efter en stigende tendens ser det nu ud til at have fundet et leje omkring 250 anmeldelser i kvartalet. Stigningen i 2016 og 2017 skal ses i sammenhæng med en ændret registreringspraksis i Rigspolitiet. Det er altså ikke nødvendigvis tegn på, at flere voldtægter anmeldes.
Nyt fra Danmarks Statistik
4. februar 2019 - Nr. 31
Hent som PDF
Næste udgivelse: 6. maj 2019
Kontakt
- Iben Pedersen, tlf. 39 17 36 03
- Jonas Ellemand, tlf. 39 17 31 08