Prisstigning på ejerlejligheder igen i førertrøjen
Ejendomssalg (md.) oktober 2020
På landsplan var den årlige prisstigning på ejerlejligheder i oktober på 8,0 pct., mens priserne på enfamiliehuse steg 7,4 pct., når prisudviklingen måles i forhold til samme måned året før. Der har været årlige prisstigninger på både ejerlejligheder og enfamiliehuse i alle årets første ti måneder, dog med undtagelse af uændrede priser på enfamiliehuse i marts. For enfamiliehuse skal vi helt tilbage til september 2012 for at finde det seneste årlige prisfald, mens priserne på ejerlejligheder senest faldt i august 2019.
Kilde: www.statistikbanken.dk/ej14Salget af enfamiliehuse har slået rekord under COVID-19
Salget af enfamiliehuse har slået rekord under COVID-19. Set i et historisk perspektiv er der aldrig før blevet handlet så mange enfamiliehuse i en enkelt måned som i juni 2020, hvor salget rundede 6.000. Der er hele seks måneder under COVID-19, der ligger på top-10 listen over måneder med flest salg af enfamiliehuse, siden opgørelsens start i januar 2006, selv uden at medregne månederne november og december 2020.
Kilde: www.statistikbanken.dk/ej13Godt gang i salget af ejerlejligheder
Der har også været godt gang i salget af ejerlejligheder under COVID-19. Månederne juni, juli, september, oktober 2020 er blandt de ti højeste siden 2006. Det største antal salg fandt sted i marts 2006, hvor der blev solgt 2.303 ejerlejligheder.
Kilde: www.statistikbanken.dk/ej13Nyt fra Danmarks Statistik
7. januar 2021 - Nr. 2
Hent som PDF
Næste udgivelse: 29. januar 2021
Kontakt
- Annette Nielsen, tlf. 20 37 79 11
- Jakob Holmgaard, tlf. 24 87 64 56
Kilder og metode
Prisudviklingen er beregnet ud fra forholdet mellem den officielle ejendomsvurdering og den faktiske købesum. Metoden er nærmere beskrevet i statistikdokumentationen og på emnesiden.
Danmarks Statistik vil i løbet af 2022 igangsætte en undersøgelse, der har til formål at undersøge om den nuværende særlige beregningsmetode for de foreløbige prisudviklinger er den mest optimale at anvende ved at undersøge alternative metoder. I juli 2021 udgav Danmarks Statistik en analyse: Pålideligheden af de foreløbige tal for boligprisudviklingen. Af analysens hovedkonklusioner fremgik det blandt andet, hvilke størrelsesordener statistikkens revisioner kan forventes at have.