22 pct. færre indvandringer
Ind- og udvandringer (år) 2020
COVID-19-pandemien har præget antallet af udenlandske statsborgere, der i løbet af 2020 er indvandret til Danmark. I forhold til året før er der et fald på 22 pct. Faldet viser sig i langt de fleste kommuner. Relativt set er det største fald i Ikast-Brande Kommune med 50 pct. Derefter følger Vallensbæk, Odder og Viborg Kommuner, der alle har et fald på mere end 40 pct. Otte kommuner har en stigning og en enkelt kommune har samme antal indvandringer af udenlandske statsborgere som året før.
Antalsmæssigt dog størst fald i København
Københavns Kommune står for det største fald rent antalsmæssigt, nemlig med 4.560 personer, hvilket svarer til et fald i forhold til 2019 på 26 pct. På de efterfølgende pladser kommer Aarhus og Frederiksberg Kommuner, der begge har et fald i antal indvandrede udenlandske statsborgere på omkring 1.000 personer, svarende til fald på hhv. 25 og 34 pct.
Størst fald ses for amerikanske statsborgere
Amerikanske statsborgere står for det største fald i antal indvandringer, nemlig 2.418 personer færre i 2020 i forhold til 2019. Herefter følger indiske statsborgere med et fald på 1.487 personer og argentinske statsborgere med 883 personer.
Flere svenske statsborgere indvandrede i 2020
For enkelte lande ses dog en lille stigning i antal indvandringer i 2020 i forhold til året før. Det drejer sig bl.a. om svenske statsborgere, hvor der i 2020 har været en stigning på 90 personer, svarende til 5 pct.
Indvandring af danske statsborgere er uberørt af COVID-19-pandemien
Antal af danske statsborgere, der i 2020 er indvandret til Danmark ligger stort set på samme niveau, som de tidligere år. I de seneste 25 år har niveauet ligget på mellem 21.000-23.000 personer årligt.
Nyt fra Danmarks Statistik
11. februar 2021 - Nr. 42
Hent som PDF
Næste udgivelse: 11. februar 2022
Kontakt
- Dorthe Larsen, tlf. 23 49 83 26
Kilder og metode
Vi har ændret i opgørelsesmetoden for ind- og udvandringer fra 1. kvt. 2016.