Færre 25-årige indvandrere med uddannelse
Fuldførte ungdomsuddannelser 2019/2020
Blandt 25-årige indvandrere, der har gået i grundskole i Danmark, var det i 2020 58,1 pct., der havde fuldført en ungdomsuddannelse. Det er den laveste andel i den gruppe siden 2013. Hos de 25-årige efterkommere med grundskoleeksamen fra Danmark er andelen til gengæld den højeste i den periode, statistikken dækker (siden 2005) med 70,4 pct.
Kilde: www.statistikbanken.dk/status22Fire ud af fem 25-årige opvokset i Danmark har en ungdomsuddannelse
Andelen af 25-årige i Danmark med en fuldført ungdomsuddannelse taget i Danmark steg i 2020 med 1 procentpoint fra 71,6 pct. til 72,6 pct. Det skyldes dog sandsynligvis COVID-19-pandemien, der har betydet, at færre indvandrede til Danmark i 2020. Når der er færre indvandrere i befolkningen, vil der alt andet lige også være færre, der har taget en ungdomsuddannelse i Danmark, da de så eksempelvis har taget uddannelsen i deres hjemland. For at få et mere ensartet billede af udviklingen, kan man i stedet se på de 25-årige, der har fuldført grundskolen i Danmark. Her har andelen af personer med en fuldført ungdomsuddannelse de seneste fem år stabilt ligget på omkring 80 pct. og i 2020 var den 79,9 pct. Dette er efter en stigning i begyndelsen af 10'erne, hvor andelen gik fra 75,7 pct. i 2010 til 80 pct. i 2017.
Flest unge med ungdomsuddannelse kommer fra Region Midtjylland
Hvis man laver en geografisk opdeling efter hvor personerne har gået i grundskole, ses det, at Region Midtjylland har den største andel af 25-årige med en fuldført ungdomsuddannelse. I 2020 var det 81,6 pct. af de 25-årige, der har gået i grundskole i Region Midtjylland, der havde fuldført en ungdomsuddannelse. Regionen med den laveste andel var Region Sjælland med 77,7 pct. Det er ikke nogen ny tendens. Også for ti år siden var det Midtjylland og Sjælland, der var i hhv. top og bund.
Kilde: www.statistikbanken.dk/status22STX fortsætter med at stige i popularitet, men erhvervsuddannelser falder
Af de 25-årige kvinder, der har fuldført en ungdomsuddannelse, har 52,9 pct. fuldført en STX. Det er en fortsættelse af en konstant udvikling gennem de sidste 15 år, hvor STX har udgjort en større og større andel af fuldførte ungdomsuddannelser. Dette gælder også for mændene, selv om andelen her kun er 34,7 pct. Udviklingen modsvares af en tilsvarende negativ udvikling for erhvervsuddannelser.
Kilde: www.statistikbanken.dk/status10Medbragte uddannelser og kurser indgår ikke i opgørelsen
Opgørelsen bygger på Elevregistret. En andel af befolkningen er udlændinge, hvoraf en del har taget en uddannelse i deres hjemland. Uddannelser taget i udlandet indgår ikke i Elevregistret og indgår derfor ikke i denne opgørelse. Åbne uddannelser og enkeltfag taget i Danmark indgår heller ikke.
Nyt fra Danmarks Statistik
6. april 2021 - Nr. 122
Hent som PDF
Næste udgivelse: 5. april 2022
Kontakt
- Asger Bromose Langgaard, tlf. 21 59 96 46
Kilder og metode
Elevregistret er et forløbsregister, hvor den enkelte studerende kan følges gennem uddannelseskarrieren.