Normeringsstatistik viser kommunernes prioritering af børnepasning, men siger ikke noget om virkeligheden på blå stue
Mangler der pædagoger i de danske daginstitutioner? Det spørgsmål hverken kan eller vil Danmarks Statistik besvare. Det lader vi andre om at diskutere.
5. april 2019 kl. 9:10
Det, vi kan sige noget om ud fra vores normeringsstatistik, er, hvor mange ressourcer kommunerne i gennemsnit tildeler børnepasningsområdet hen over et år opgjort som antal fuldtidsansatte og i forhold til ”fuldtidsbørn”. Normeringsstatistikken inddrager ikke økonomi i form af lønninger, husleje mv., og derfor er normeringsstatistikken et godt grundlag for at sammenligne prioriteringen af ressourcer på tværs af kommuner, hvor huslejer m.v. ellers varierer meget. Normeringsstatistikken er altså en ressourcestatistik, der sætter indsatsen af ressourcer i forhold til den opgave, der skal løses – at passe børnene.
Men det er vigtigt at holde sig for øje, at statistikken er udtryk for et gennemsnit for de enkelte kommuner hen over et helt år. Det betyder, at der kl. 10 på blå stue kan være færre børn pr. voksne, end hvad statistikken viser, mens der kl. 15 kan være flere. Der kan også være flere voksne ansatte i ”Mariehønen” end i ”Stjernehimlen” på trods af, at de to institutioner ligger i samme kommune og har lige mange børn, der skal passes. På den måde afspejler normeringsstatistikken ikke den virkelighed, man oplever i en enkel institution på et givent tidspunkt, og det er heller ikke meningen. Det kan sammenlignes med, at gennemsnitstemperaturen i Danmark hen over året ikke siger noget om, hvor mange grader der er i Horsens 4. april kl. 07.00 eller i Slagelse 10. november kl. 14.30. Den siger noget mere generelt om klimaet i Danmark sammenlignet med andre lande.
Personalets tilstedeværelse opgøres som sagt ud fra deres ugentlige arbejdstid og omregnes til fuldtidsansatte. Børnenes tilstedeværelse opgøres ud fra, om de er tilmeldt en fuldtids- eller deltidsplads og omregnes på samme måde til fuldtidsbørn. I normeringsstatistikken indgår lederne som en del af det samlede billede for ressourcetildelingen. Kritikere af statistikken har fremført, at det ikke er retvisende for normeringen, idet lederne sjældent bruger særligt meget tid sammen med børnene. Det er muligvis rigtigt i nogle institutioner, mens det ikke er rigtigt i andre. Men uanset, hvordan det konkret ser ud i en given institution, regnes lederne med, fordi lederne er en del af de ressourcer, der i forskelligt omfang indgår i opgaveløsningen i en daginstitution.
Rammen for normeringsstatistikken er i øvrigt udarbejdet af en tværministeriel arbejdsgruppe med deltagelse af KL. Forskellige interessenter på området som FOLA, BUPL, FOA og DLO har desuden deltaget i den faglige dialog og givet deres input. Når lederne er inkluderet i den statistiske opgørelse, så er det fordi, det er det, arbejdsgruppen er blevet enige om, giver mest mening i forhold til statistikkens formål; nemlig at skabe et grundlag for tværkommunal sammenligning på overordnet niveau, og ikke at afdække en faktisk normering i en given institution hen over en dag. Hvis man ønsker at udelade lederne fra regnestykket, er det muligt selv at beregne ud fra vores opgørelse over ledere.
Da normeringsstatistikken blev defineret, har det også været drøftet, hvordan vi i statistikken skal håndtere fravær. Ferie- og sygdomsfravær anses for parallelt for henholdsvis personale som børn, hvorfor dette forhold forventes at udligne hinanden. Der foretages dog systematisk korrektion for barsel. Sygdom blandt personalet korrigeres også i det omfang, den enkelte kommune foretager korrektion i den faktiske kontering.
Normeringsstatistikken er som andre statistikker afhængig af de valgte definitioner og forbundet med en vis usikkerhed. Men det er helt overordnet Danmarks Statistiks opfattelse, at statistikken er en retvisende og meget nyttig indikator for ressourcetildelingen på børnepasningsområdet. Men normeringsstatistikken kan ikke forklare, hvordan dagligdagen ser ud i en konkret institution på en given dag. Her er der behov for andre blik på hverdagen som supplement, og det er vigtigt at huske på, når statistikken bliver brugt i debatten om minimumsnormeringer og hvem og hvor mange, der skal passe børnene i landets daginstitutioner.