Antallet af ph.d.-studerende fordoblet på ti år
Forskeruddannelse 2014, hovedtal
I alt var 9.700 studerende i gang med at tage en ph.d.-grad ved udgangen af 2014. Ti år forinden, 31. december 2004, var der 4.700 ph.d.-studerende. Antallet er således blevet mere end fordoblet i perioden. Kvinderne udgjorde i 2014 51 pct. af samtlige ph.d.-studerende, mens der for ti år siden var en overvægt af mandlige studerende. Kvinder udgjorde dengang 45 pct. af de studerende.
Stabilt optag siden 2010
I 2014 blev 2.500 personer optaget på en ph.d.-uddannelse, hvilket er lidt færre end i 2013, hvor optaget var på 2.600. I 2004 blev 1.300 indskrevet på ph.d.-uddannelsen, og i årene frem til 2010 steg det årlige optag, hvorefter det har ligget på et næsten uændret niveau. Udviklingen kan ses i lyset af Globaliseringsaftalen fra 2006, som bl.a. resulterede i, at flere midler blev afsat til at øge ph.d.-optaget. Målet var et årligt optag på 2.400 i 2010.
Større andel ph.d.-studerende forsker i sundhed og færre i humaniora
I perioden fra 2004 til 2014 er der sket en stigning i antallet af studerende inden for alle hovedområder, men fordelingen mellem områderne har forskubbet sig. Andelen, der forsker i sundhedsvidenskab, er således steget fra 25 til 30 pct. af de studerende, mens andelen, der forsker inden for det humanistiske hovedområde, er faldet fra 15 til 9 pct.
Flest ph.d.-studerende på KU - men størst andel på DTU
3.400 var i gang med at tage en ph.d.-uddannelse på Københavns Universitet (KU) ved udgangen af 2014, mens 1.900 var i gang på Aarhus Universitet (AU) og 1.500 på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). IT-universitetet (ITU) havde færrest ph.d.-studerende.
Fordelingen mellem universiteterne afspejler i høj grad universiteternes meget forskellige størrelser. Ser man på andelen af ph.d.-studerende i forhold til øvrige studerende på universiteterne udgør de ph.d.-studerende i gennemsnit 6 pct. I top ligger DTU, hvor 15 pct. er ved at tage en ph.d., herefter kommer KU med 9 pct. Relativt færrest tager en ph.d.-uddannelse på Copenhagen Business School (CBS), hvor ph.d.-studerende udgør under 2 pct. af de øvrige studerende.
Størst stigning i antal ph.d.-studerende på SDU og DTU
Samlet for alle universiteterne er antallet af ph.d.-studerende som sagt fordoblet på ti år. Den største stigning finder man på Syddansk Universitet (SDU) (141 pct.) og DTU (138 pct.), mens RUC (54 pct.) og ITU (45 pct.) har haft den laveste stigning.
Nyt fra Danmarks Statistik
14. oktober 2015 - Nr. 491
Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt
Kontakt
- Christian Vittrup, tlf. 24 46 89 90