Gå til sidens indhold

Bibliotekerne på vej mod normalisering

Individbaserede biblioteksudlån kvt. 2. kvt. 2021

Folkebibliotekerne har været lukket fra december 2020 til april 2021. I ugen, hvor de genåbende, blev der udlånt 252.000 fysiske materialer. Sammenlignes udlånene i genåbningsugen med en gennemsnitlig uge før nedlukningerne, blev der lånt 55 pct. færre materialer. Bibliotekerne var også lukket fra marts til maj 2020. Ved genåbningen i maj 2020, blev der udlånt 408.000 materialer den første uge, hvilket er 27 pct. lavere sammenlignet med en gennemsnitlig uge før nedlukningerne. Det tyder på, at lånerne ved den første nedlukning hurtigere kom tilbage til det samme udlånsniveau som før pandemien, mens det har taget længere tid efter den seneste genåbning. Det kan hænge sammen med krav om brug af mundbind eller visir samt kontrol af coronapas efter den seneste genåbning.

Fysiske udlån fra folkebibliotekerne fordelt på uger. 2020 og 2021Kilde: Særkørsel baseret på data fra bibliotekernes administrationssystem (FBS).

Øget udlånsaktivitet under den seneste nedlukning af folkebibliotekerne

Under den første nedlukning var udlånsaktiviteten meget begrænset, mens den har været betydeligt højere under den anden nedlukning. Dette kan forklares ved, at flere biblioteker har implementeret et "Click & Collect" system, hvor lånerne har haft mulighed for at reservere og afhente materiale.

Fysiske udlån er fordoblet siden første kvartal, mens digitale er faldet 10 pct.

Fra første kvartal til andet kvartal 2021 steg de fysiske udlån fra folkebibliotekerne fra 1,8 mio. til 3,8 mio. svarende til en stigning på 111 pct. Modsat faldt antallet af udlån fra eReolen med 230.000 materialer svarende til et fald på 10 pct. Samlet er der en stigning i antallet af digitale og fysiske udlån fra folkebibliotekerne på 1,8 mio. materialer eller 44 pct. sammenlignet med kvartalet før. Udlånstallene ligger dog fortsat 21 pct. under niveauet fra første kvartal 2020.

Udlån af fysiske og digitale materiale fra folkebibliotekerne. 2020 og 2021Kilde: www.statistikbanken.dk/ibib1

Lånerne skifter over til digitale udlån under nedlukningsperioderne

I månederne, hvor folkebibliotekerne har holdt åbent, ligger andelen af fysiske udlån fra folkebiblioterken på 76 pct. i gennemsnit. De resterende 24 pct. af udlånene var digitale materialer fra eReolen. Under nedlukningsperioderne, hvor adgangen til lån af fysiske materialer har været begrænset, steg andelen af digitale udlån fra eReolen. Den mest markante effekt var under den første nedlukning i april 2020, hvor 91 pct. af alle udlån fra folkebibliotekerne var digitale. I månederne efter de to genåbninger er andelen af digitale udlån ikke faldet tilbage til niveauet før nedlukningerne, som lå på 16-17 pct. I stedet ligger andelen af digitale udlån på 25 pct. i gennemsnit i månederne efter første og anden genåbning af folkebibliotekerne. Det tyder på, at lånerne i starten af pandemien substituerede deres forbrug over på eReolen og er fortsat med at benytte denne adgangsmulighed i højere grad end tidligere, selvom bibliotekerne har holdt åbent.

Nyt fra Danmarks Statistik

24. august 2021 - Nr. 298

Hent som PDF
Næste udgivelse: 24. november 2021

Kontakt

Statistik­dokumentation