Gå til sidens indhold

Nye branchekoder afspejler i højere grad virkeligheden

Danmarks Statistik har indført en ny brancheklassifikation, som trådte i kraft 1. januar 2025. Alle danske virksomheder har derfor fået tildelt nye branchekoder. Det sker for at give et mere retvisende statistisk billede af fx den økonomiske aktivitet i erhvervslivet og af beskæftigelsen.

NyDB25

29. januar 2025 kl. 11:00

Nye brancher erstatter gamle brancher. Andre består. Teknologi og udvikling betyder, at brancher opstår, og andre forsvinder. Alle virksomheder i erhvervslivet har en branchekode, der gør det muligt at måle og fordele den økonomiske aktivitet. Den 1. januar 2025 blev ’branchekataloget’, Dansk Branchekode (DB) fra 2007, opdateret med nytilkomne brancher og fokusområder, der afspejler samfundet i 2025..

Med branchekoderne kan man blandt andet analysere udvikling og fordeling i erhvervslivet. Hver gang branchekoderne opdateres, sker det i samspil og koordination med EU og FN. Der er i alt 738 branchekoder i det nye ’branchekatalog’ Dansk Branchekode 2025 (DB25).

”Branchekoder danner den ramme, hvori vi bl.a. kan måle den økonomiske aktivitet i erhvervslivet og udviklingen i beskæftigelsen. Derfor er det vigtigt, at brancherne med jævne mellemrum gennemgås og revideres, så de i højere grad afspejler virkeligheden. Det sker nu med de nye branchekoder i DB25, som er tilpasset den samfundsudvikling, der har været siden seneste opdatering i 2007,” siger Steen Eiberg-Jørgensen, vicekontorchef i Erhvervsindberetning og –registre i Danmarks Statistik.  

1-2-3-4-5 nybrud

Den største ændring sker inden for bilområdet, som tidligere omfattede både handel og reparation af motorkøretøjer, hvilket bliver splittet op i flere kategorier. Engroshandlen med biler bliver med de nye branchekoder placeret sammen med den øvrige engroshandel. Detailhandel med biler lander under detailhandel, mens reparationer lander under personlige tjenesteydelser.

”Bilbranchen er den branche, som vil opleve den største forandring, og her bliver der flyttet rundt på mange milliarder kroner. Det vil klart kunne ses i de statistikker, der fx indeholder engros-, detailhandel og personlige tjenesteydelser,” siger Steen Eiberg-Jørgensen.  

Energiområdet får også nye branchekoder. Her kommer der for første gang en opsplitning af produktion af såkaldt ”grøn” og ”sort” energi til el og varme. Før lå al salg af produktion af energi fra fx, olie eller vind under den samme kode.

”Opdeling af produktion af energi ud fra kilder er et nybrud, da vi ikke før – eller andre steder i statistikkerne – har haft mulighed for at se disse baggrunde. Her kan vi virkelig se udviklingen i samfundet blive gengivet i de nye koder,” siger Steen Eiberg-Jørgensen.

”Handel med el kommer også til at træde tydeligere frem i de nye koder, hvor det nu bliver muligt at få data for økonomien i ladestandere, strøm til biler og opladning til mobil og computere i fx lufthavne, hvor der er betaling for opladning,” supplerer Birgit Nielsen, specialkonsulent i Erhvervsindberetning og –registre i Danmarks Statistik. 

Ud over bilbranchen og opdeling af ”grøn” og ”sort” energi, så bliver også militærindustri en selvstændig branche. Dermed bliver det muligt at få et bedre overblik over, hvor meget militærindustri der er i Europa.

”Militærindustrien har tidligere været opgjort under forskellige brancher. For eksempel lå krigsskibe under skibe, hvor der ikke blev skelet til, om det var krydstogtsskibe eller krigsskibe. Tidligere var det kun militære kampkøretøjer, der havde sin egen branchekode,” siger Steen Eiberg-Jørgensen.

Event- og restaurantbrancherne kommer også til at opleve ændringer, da der også sker flere opsplitninger her. Det giver bedre muligheder for at opgøre, hvor mange arbejdspladser der er, og hvor meget økonomi der for eksempel er i eventbranchen.   

Faktaboks 1

Dansk Branchekode er en statistisk klassifikation af økonomiske aktiviteter, som danner grundlag for en lang række statistikker. Dansk Branchekode opdateres som led i, at de internationale branchenomenklaturer opdateres på FN og EU niveau.

Før DB07 blev branchekoderne opdateret i DB93, som i mindre grad blev justeret i 1996 og 2003. DB07 indeholdt i alt 736 brancher. EU har inkluderet nogle af de danske branchekoder, hvilket betyder, at der ikke er brug for helt så mange selvstændige danske branchekoder i forhold til den fælleseuropæiske NACE klassifikation. Derfor fastholdes niveauet omkring 730 branchekoder i DB25, selv om der kommer nye branchekoder til, som afspejler områder, hvor der er vurderet en væsentlig økonomisk aktivitet og betydning.

Nye muligheder for kunder

Danmarks Statistik udarbejder statistik til kunder mod betaling i Consulting, og her ser man frem til at kunne forbedre branchefordelingerne af de mange data, som den nye DB25 vil åbne op for i registrene.

”Jeg ser frem til at arbejde med de nye branchekoder og levere data til vores kunder, som i højere grad kommer til at kunne afspejle erhvervslivet anno 2025. Vi kommer til at kunne levere data, som giver et bedre spejlbillede af virkeligheden. Det vil uden tvivl åbne spændende muligheder for vores kunder,” siger datakonsulent i Consulting i Danmarks Statistik, Oliver Wyckoff og fortsætter:

”Nye branchekoder vil dog også medføre databrud, da mange koder ændrer sig. Vi kan dog stadig sammenligne data tilbage til 2018, da det erhvervsstatistiske register vil blive tilbagekodet til 2018 i 1. halvår 2025, og statistikker i 2026 vil blive dobbeltkodet for en årrække.”

Faktaboks 2

Alle virksomheder har en DB25 kode i CVR fra 1. januar 2025 - også selvom kode og titel er magen til DB07. Det bliver dermed DB25 branchekoden, der udstilles i CVR. Alle virksomheder, hvis branchekode ændrer sig, får besked i begyndelsen af 2025. Virksomheder kan derefter selv rette deres branchekode på virk.dk eller ved at kontakte Danmarks Statistik på db@dst.dk.

Har du tidligere fået leveret skræddersyede statistik hvor branchekoder har indgået i leverancen, skal du være velkommen til at tage fat i en af vores datakonsulenter, hvis du har nogle spørgsmål.

Kontaktinfo til Consulting:

Tlf. 3917 3600

E-mail: consulting@dst.dk

Web: www.dst.dk/da/TilSalg/skraeddersyede-loesninger.