Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


Indlæg skrevet af ABN

Vis alle blogindlæg


1. december 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Hvor mange ryger hash?

Sundhedsstyrelsen udgiver hvert år rapporten "Narkotikasituationen i Danmark", som bl.a. indeholder oplysninger om udbredelsen af illegale stoffer, herunder hash.

41,5 pct. af unge i aldersgruppen 16-24 år har prøvet hash. Det er i denne aldersgruppe, at den aktuelle brug af stoffer er størst; 23,9 pct. oplyser at have brugt hash inden for det seneste år, hvilket er en stigning sammenlignet med i 2010, hvor 19 pct. angav et aktuelt forbrug.

Til gengæld er der blandt 15-16 årige skolebørn sket et fald i det eksperimenterende brug af illegale stoffer – herunder et signifikant fald i brug af hash. 13 pct. af de unge 15-16-årige angiver i 2015 at have prøvet cannabis nogensinde, mod 18 pct. i 2011.

Rapporten indeholder også et skøn over omfanget af antal personer, som har et stofmisbrug. Baseret på seneste tal fra 2009, skønnes der at være 33.000 personer med et stofmisbrug. Knap 11.000 af disse skønnes alene at være personer med et hashmisbrug.

Læs mere i "Narkotikasituationen i Danmark 2015" som også har oplysninger om stofmisbrugsbehandling, sundhedsrelaterede konsekvenser og narkotikakriminalitet. Find andre rapporter om misbrug i denne FAQ fra Danmarks Statistiks Informationsservice.


Tags: narkotika, hash
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


27. november 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Arbejder jyder mere sort end andre i landet?

"Det der med moms er aldrig rigtig slået igennem her" er en stående joke i Vestjylland. Det er en kendt myte, at jyderne skulle arbejde mere sort end folk i resten af landet. Rockwool Fondens Forskningsenhed har undersøgt om det rent faktisk er tilfældet. De finder, at den sorte deltagelsesfrekvens er 23,2 pct. i Jylland, 22,3 pct. på Fyn og 21,8 pct. på Sjælland udenfor region Hovedstaden. Disse forskelle er så små, at det konkluderes at jyderne ikke er mere tilbøjelige til at arbejde sort end fynboerne og kun marginalt mere tilbøjelige end sjællænderne udenfor region Hovedstaden. Faktisk er det Region Hovedstaden, der skiller sig markant ud, ved at færre udfører sort arbejde, her er deltagelsesprocenten 18 pct..

Undersøgelsen er lavet på baggrund af 33 spørgeskemaundersøgelser udført i perioden 1994 til 2014. Til undersøgelsen hører også et interaktivt danmarkskort, hvor man kan sammenligne den sorte deltagelsesgrad kommunerne imellem.

Rockwool Fondens Forskningsenhed har gennem flere år udgivet analyser af sort arbejde, hvoraf mange findes gratis på deres hjemmeside.


Tags: sort arbejde
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik


11. november 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Hvordan er det gået de bosniske flygtninge fra 1990'erne?

For 20 år siden var det krigen på Balkan, der skabte flygtningestrømme i Europa. En antologi "Og Balkan kom til Danmark" om Danmarks håndtering af de 20.000 flygtninge er netop udkommet med daværende indenrigsminister Birthe Weiss som en af redaktørerne.

Til bogen har Ankestyrelsens Analyseenhed, Danmarks Statistik og Udlændingestyrelsen leveret tal om de bosniske flygtninges status i dag. Det drejer sig bl.a. om statistik over nuværende bopæl, civilstatus, igangværende uddannelse, fuldførte danske uddannelser, beskæftigelse og danskkundskaber.

"Kommunen" bragte 1. november et interview med Birthe Weiss om antologien. Den statistiske analyse "Bosniske krigsflygtninge fra medio 90’erne: Fakta om integration, 2014" kan ses på Ankestyrelsens hjemmeside.  

(Opdateret 27. maj 2020: Interviewet med Birthe Weiss er nu bag betalingsmur)


Tags: flygtninge, indvandrere, integration
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik


29. oktober 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Samlet overblik over statistik om det danske bogmarked

Bog- og Litteraturpanelet har i deres første årsrapport "Bogen og litteraturens vilkår 2015" sat sig for at kortlægge den eksisterende statistik, der belyser udviklingen på bogmarkedet. Rapporten giver et overblik over kilderne til belysning af en bogs forskellige faser: produktionen, distributionen og forbruget.

Et overblik over kilderne til belysning af en bogs forskellige faser: produktionen, distributionen og forbruget 
Bog- og Litteraturpanelet blev nedsat i 2014, og panelets formål er bl.a. årligt at samle tilgængelig statistisk viden om bogmarkedet, men også at kortlægge mangler ved statistikken. Rapporten indeholder derfor også oversigt over tallenes mangler og forbedringspotentialer fordelt på produktions-, distributions- og forbrugsfasen.

Læs mere på Kulturstyrelsens hjemmeside.


Tags: bøger, medier, forbrug
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


23. september 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Hvorfor og hvor ofte går vi til psykolog?

KORA og Implement Consulting Group har for Sundhedsstyrelsen udført og offentliggjort en analyse af tilskudsordningen for psykologbehandling i praksissektoren. Analysen indeholder bl.a. statistik over udviklingen i antallet af patienter, psykologydelser og samlede omkostninger fordelt på køn og henvisningsårsag over en tiårig periode.

Analysen viser at udviklingen af antallet af psykologer (ydernumre) under ordningen er steget 60 procent fra 2003 til 2013. Af undersøgelsen ses også, at i 2013 var ca. 55 procent af dem, som modtog tilskudsberettigede psykologydelser, i behandling for depression eller angst.

I den nyligt offentliggjorte rapport "Sygdomsbyrden i Danmark" fra Sundhedsstyrelsen fremgik det, at knap 140.000 danskere lider af angst, og at angst er den tredje hyppigste diagnose, der stilles, når danskerne går til lægen.


Tags: sundhed, sygdomme
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


11. september 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Danskerne har ondt i ryggen og i livet

Statens Institut for Folkesundhed har for Sundhedsstyrelsen har i undersøgelsen "Sygdomsbyrden i Danmark" sammenlignet 21 sygdomsgrupper ud fra forskellige parametre som forekomst, dødelighed, behandling, sygefravær, førtidspensionering, sundhedsøkonomi og produktionstab. Data stammer fra 12 forskellige registre og spørgeskemaundersøgelsen "Den Nationale Sundhedsprofil 2010" og dækker et årligt gennemsnit for 2010-2012.

De 21 sygdomsgrupper er lungekræft, tyk- og endetarmskræft, brystkræft, prostatakræft, diabetes, misbrug, depression, Alzheimers og anden demenssygdom, angst, skizofreni, migræne, iskæmisk hjertesygdom, apopleksi, KOL, nedre luftvejsinfektioner, astma, kronisk leversygdom, lænderygsmerter, nakkesmerter, artrose og osteoporose.

 

Læs mere »


Tags: sundhed, sygdomme
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


26. august 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Madspild i EU

EU-Kommissionens Joint Research Center har i Environmental Research Letters offentliggjort en undersøgelse, hvor de med data fra 6 EU-lande, heriblandt Danmark, estimerer madspildet i hele EU. I undersøgelsen skønner de at i gennemsnit 123 kg mad pr. EU-borger går til spilde om året. For alle EU-borgere svarer det til 67 mio. tons om året.

Undersøgelsen kigger også på de miljømæssige konsekvenser af madspildet, idet der regnes på tab af kvælstof og vand. Læs mere i Environmental Research Letters.

Find link til danske undersøgelser i Informationsservice og Biblioteks FAQ om spisevaner og madspild.


Tags: madspild, miljø
Emne: Økonomi
Geografi: Dansk statistik, International statistik


12. juni 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Mæslingetilfælde og vaccinationstilslutning i Danmark

Stort set hvert år er der udbrud af mæslinger i Danmark. Det største udbrud inden for de sidste 20 år var i 1996 med 119 tilfælde. I 2015 er der indtil videre anmeldt 9 tilfælde. Det er Statens Serum Institut (SSI), der modtager anmeldelserne, og på deres hjemmeside kan man løbende følge med i antallet af mæslingetilfælde.

Historiske oplysninger om mæslingeudbrud kan ses på SSI's temaside om mæslinger, hvor der bl.a. findes en grafik over antal tilfælde og dødsfald 1862-2014.

Fra temasiden er der også link til søjlediagram over andel vaccineret med MFR 2, fødselsår 1986-2010. Statistik over tilslutning til andre typer af vaccinationer kan findes via SSI's side om "Overvågning i tal, grafer og kort".


Tags: mæslinger, vaccinationer, sundhed
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


22. maj 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Ny måling af fattigdom i Danmark

Den generelle fattigdom er faldet med omkring 3000 personer fra 2011 til 2013. Det fastslår den nye fattigdomsredegørelse udgivet af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Ministeriet har nu for 2. år i træk udgivet redegørelsen "Familiernes økonomi - fordeling, fattigdom og incitamenter". Det anvendte fattigdomsbegreb bygger på anbefalinger til måling af økonomisk fattigdom, som et ekspertudvalg nedsat af regeringen har fundet frem til og offentliggjort i "En dansk fattigdomsgrænse - analyser og forslag til opgørelsesmetoder"

"Familiernes økonomi - fordeling, fattigdom og incitamenter" indeholder i år også oplysninger om unges vej til uddannelse og job, mens sidste års udgave havde særskilte afsnit om lønmobilitet i Danmark, pensionsopsparing og ældres økonomiske vilkår.


Tags: fattigdom
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik


1. april 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Danmark har 1. pladsen i affaldsproduktion i EU

Ifølge Eurostats affaldsstatistik producerer Danmark hele 747 kg affald pr. person i forhold til gennemsnittet på 481 kg pr. borger i EU. Rumænien producerer den mindste mængde affald pr. person med 272 kg.

I Danmark bliver 28 pct. af affaldet genbrugt, 17 pct. komposteret, mens hele 54 pct. går op i flammer på forbrændingsanlæg. Tyskland forbrænder kun 35 pct. af deres affald, mens hele 65 pct. bliver enten genbrugt eller komposteret.

Eurostat gør dog opmærksom på at statistikkens kvalitet er forskellig fra land til land, og at det forklarer noget af forskellen mellem landene.

Se tallene og læs mere om statistikken i Eurostats pressemeddelelse (pdf), hos Eurostat Environmental Data Centre on Waste og i Statistics Explained.


Tags: affald, genbrug, miljø, eu
Emne: Miljø og energi
Geografi: International statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek