Stabil tendens i byggeriet
Konjunkturbarometer for bygge og anlæg oktober 2015
Den sammensatte konjunkturindikator for bygge og anlæg er minus 13 i oktober - ligesom i september. Vurderingen af den forventede beskæftigelse er steget lidt, mens vurderingen af ordrebeholdningen er faldet - det er de to komponenter, der indgår i indikatoren. Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving. Mangel på arbejdskraft bliver angivet som en produktionsbegrænsende faktor af 17 pct. af virksomhederne, hvilket er den højeste andel siden maj 2008.
Stabil udvikling i ordrebeholdning
Ordrebeholdningen vurderes som ikke tilstrækkelig med et nettotal på minus 28. Det er et fald i forhold til september, hvor tallet var minus 25, men omtrent på niveau med juli og august. Set over de seneste 15 år har gennemsnittet ligget på minus 16. Nettotallet udtrykker forskellen mellem procentandelene af virksomheder, vægtet efter beskæftigelse, der har angivet hhv. positive og negative forventninger.
Sammensat konjunkturindikator for bygge og anlæg, sæsonkorrigeret
|
|
Beskæftigelses- |
Ordre- |
Sammensat |
2014 |
Oktober |
0 |
-24 |
-12 |
2015 |
Maj |
-5 |
-26 |
-16 |
|
Juni |
3 |
-30 |
-14 |
|
Juli |
3 |
-29 |
-13 |
|
August |
-1 |
-27 |
-14 |
|
September |
0 |
-25 |
-13 |
|
Oktober |
2 |
-28 |
-13 |
1 Vurdering af ordrebeholdningens størrelse i forhold til det normale er opgjort ultimo foregående måned. |
Mangel på arbejdskraft på højeste niveau siden 2008
Andelen af virksomheder, der melder om mangel på arbejdskraft som en produktionsbegrænsende faktor, er steget fra 16 pct. i september til 17 pct. i oktober. For anlægsentreprenørerne drejer det sig om 42 pct. Herefter kommer vvs- og blikkenslagerforretninger med 19 pct. samt anden specialiseret bygge- og anlægsvirksomheder med 18 pct. Manglen formodes især at gælde faglært og specialiseret arbejdskraft, hvilket bl.a. underbygges af bemærkninger på spørgeskemaerne.
Ordrebøgerne rakte i august til arbejde i 4,5 måneder og i september til 4,6 måneder. I oktober er tallet 4,4 måneder. Her tegner anlægsentreprenørerne sig med det højeste tal blandt brancherne, nemlig 7,7 måneders arbejde i ordrebøgerne. Herefter kommer byggeentreprenører med 6,4 måneders arbejde og el-installation mv. med 4,6 måneders arbejde.
Mindre negative beskæftigelsesforventninger end i oktober sidste år
Overordnet er der svagt negative forventninger til både omsætning og beskæftigelse. I ikke-sæsonkorrigerede tal ligger bygge- og anlægssektorens forventninger til de kommende tre måneders beskæftigelse på nettotallet minus 2 i oktober mod minus 4 i oktober sidste år. Negative forventninger til beskæftigelsen ses i halvdelen af branchegrupperne, og af disse har murere de laveste forventninger med et nettotal på minus 22, hvilket er noget under oktober sidste år, hvor tallet var minus 16.
Omsætningsforventningerne er omtrent som i oktober sidste år
Forventninger til omsætningen ligger på minus 1 i oktober mod 0 i oktober sidste år. Negative forventninger til omsætningen ses i seks ud af otte brancher, og af disse er det også her murere, der har de mest negative forventninger med minus 24. I oktober sidste år var tallet minus 9.
Forventningerne til tilbudspriser ved licitation er på minus 10 mod minus 12 i oktober 2014. På nær i vvs- og blikkenslagerforretninger er der negative forventninger i de øvrige brancher - igen mest negative hos murerne.
Nyt fra Danmarks Statistik
29. oktober 2015 - Nr. 507
Hent som PDF
Næste udgivelse: 27. november 2015
Kontakt
- Simon Bolding Halifax, tlf. 51 29 21 91
- Bo Eriksen, tlf. 61 50 41 27
Kilder og metode
Nettotal er forskellen imellem procentandelene af virksomheder, der angiver positiv og negativ udvikling.