Gå til sidens indhold

Flest indvandrede fra USA i første kvartal

Ind- og udvandringer 1. kvt. 2017

For første gang i de seneste ti kvartaler er det ikke syriske statsborgere, der ligger i top blandt indvandrede udenlandske statsborgere i et enkelt kvartal. I første kvartal 2017 indvandrede der nemlig flest statsborgere fra USA. USA har dog traditionelt et højt antal indvandrede i første og tredje kvartal, da uddannelsesinstitutionerne starter deres semestre på disse tidspunkter, og de fleste statsborgere fra USA, der indvandrer til Danmark, kommer for at studere.

Indvandring for de ti største indvandringslande

Indvandring af syriske statsborgere ligger på fjerdepladsen

Syriske statsborgere, der i de seneste ti kvartaler har ligget i top blandt indvandrede udenlandske statsborgere, tegner sig for 876 indvandrede i første kvartal 2017, hvilket svarer til det fjerde højeste antal blandt indvandrede udenlandske statsborgere. Antallet er nu på samme niveau som i andet kvartal 2014.

Indvandring af syriske statsborgere

Hver tredje indvandrede udenlandsk statsborger er fra et ikke-vestligt land

Ser man på samtlige udenlandske statsborgere, der indvandrede i første kvartal 2017, udgør personer fra vestlige lande 63 pct. og ikke-vestlige lande 37 pct. Denne andel varierer fra kvartal til kvartal. Inden for de seneste seks år har andelen af personer fra ikke-vestlige lande svinget fra 27 pct. i tredje kvartal 2012 til 55 pct. i fjerde kvartal 2015.

Indvandring af udenlandske statsborgere

Hver femte indvandrede var dansk statsborger

I alt indvandrede 21.992 personer til Danmark i første kvartal 2017. Af dem var 4.588 danske statsborgere og 17.404 udenlandske statsborgere. Antallet af indvandrede danske statsborgere har de seneste mange år ligget stabilt med omkring 21.000-22.000 personer årligt.

Nyt fra Danmarks Statistik

11. maj 2017 - Nr. 202

Hent som PDF
Næste udgivelse: 14. august 2017

Kontakt

Kilder og metode

Vi har ændret i opgørelsesmetoden for ind- og udvandringer fra 1. kvt. 2016. Se mere på www.dst.dk/doku/flytninger-til-og-fra-udlandet.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation