Hver anden 70-74-årig var ambulant på sygehus
Sygehusbenyttelse 2015
I 2015 fik 50,2 pct. af de 70-74-årige ambulant behandling på offentlige somatiske sygehuse, dvs. psykiatriske kontakter ikke indgår. I Odense Kommune fik 58,3 pct. af aldersgruppen ambulant behandling, mens det var 42,8 pct. i Læsø Kommune og 43,3 pct. i Syddjurs Kommune. I gennemsnit havde de 70-74-årige, som fik ambulant behandling, 5,6 sygehusbesøg. For befolkningen som helhed fik tre ud af ti ambulant behandling på offentlige somatiske sygehuse. Denne andel har været stigende gennem årene, fx havde 27,6 pct. ambulante besøg i 2010. Fra 2010 til 2015 er andelen af befolkningen, der er indlagt på sygehus, faldet fra 11,6 pct. til 11,3 pct.
Enlige er oftere indlagt
Enlige mænd er indlagt 15 pct. oftere end gennemsnittet af alle mænd, hvorimod gifte mænd er indlagt 8 pct. mindre end gennemsnittet. For kvinder er der en lignende forskel mellem enlige og gifte kvinder, idet enlige kvinder er indlagt 10 pct. oftere og gifte kvinder 9 pct. sjældnere end gennemsnittet. Mønstret er uændret i forhold til tidligere. Det skal bemærkes, at man af figuren ikke kan sammenligne indlæggelser mellem kvinder og mænd.
4,1 pct. flere ambulante behandlinger
I 2015 steg antallet af ambulante behandlinger med 306.700 svarende til 4,1 pct., og der var 3,2 pct. flere ambulante patienter. Antallet af indlæggelser faldt med 1,1 pct. i forhold til året før, mens antallet af sengedage faldt med 5,7 pct. I 2015 var der mere end 1,3 mio. indlæggelser på offentlige somatiske sygehuse, og antallet af indlagte patienter var 701.000. I samme periode var der næsten 7,9 mio. ambulante behandlinger til næsten 1,8 mio. patienter. I 2015 havde 819.000 patienter mere end 1,1 mio. besøg på skadestuer eller akutmodtagelser, hvortil det skal bemærkes, at registreringen af patienttyper fra 2014 er ændret, hvilket gør afgrænsningen mellem ambulante patienter og skadestuepatienter mindre klar.
Hovedtal for sygehusaktivitet
|
2009 |
2010 |
2011 |
2012 |
2013 |
2014 |
2015 |
|
tusinde |
||||||
Indlæggelser |
1247 |
1288 |
1294 |
1326 |
1329 |
1363 |
1348 |
Indlagte patienter |
702 |
710 |
703 |
702 |
698 |
707 |
701 |
Sengedage |
4765 |
4537 |
4377 |
4346 |
4270 |
4312 |
4067 |
Ambulante behandlinger |
6454 |
6659 |
6920 |
7183 |
7500 |
7553 |
7860 |
Ambulante patienter |
1551 |
1587 |
1615 |
1652 |
1706 |
1716 |
1770 |
Skadestuebesøg |
978 |
955 |
948 |
906 |
876 |
1148 |
1140 |
Skadestuepatienter |
747 |
735 |
728 |
694 |
670 |
823 |
819 |
Anm. 1: Omfatter udover befolkningen pr. 1. januar i året også personer, som er født eller indvandret i løbet af året. |
Nyt fra Danmarks Statistik
20. juni 2016 - Nr. 274
Hent som PDF
Næste udgivelse: 11. oktober 2017
Kontakt
- Line Neerup Handlos, tlf. +45 26 64 03 00
Kilder og metode
Statistik om sygehusbenyttelse er baseret på Landspatientregisteret fra Sundhedsdatastyrelsen koblet med baggrundsdata fra andre registre fra Danmarks Statistik. Statistikken omfatter indlæggelser og ambulante ophold på offentlige og private sygehuse.