Stor fremgang i industrien siden 2008
Industriens salg af varer (år) 2017
Industriens omsætning målt i løbende priser går frem. Den samlede omsætning for råstofindvinding, herunder råolie og naturgas, og industri i 2017 var 786 mia. kr. Det er en stigning på 23 mia. kr. i forhold til 2016, svarende til 3,0 pct. Sammenlignes der med 2008, som var toppen i højkonjunkturen før sidste finanskrise, er den samlede omsætning gået 5,1 pct. frem. Omsætningen i industrien alene steg med 19 mia. kr. fra 2016 til 2017 til 759 mia. kr., svarende til 2,5 pct. Set i forhold til 2008 er der sket en fremgang på 12,3 pct. Den samlede omsætning omfatter salg af egne varer, salg af handelsvarer (dvs. varer fremstillet af andre) samt opstillingsarbejde, reparationsarbejde og lønarbejde for andre mv.
Omsætningen i branchegruppen råstofindvinding er steget i 2017
Omsætningen i branchegruppen råstofindvinding gik frem med 16,6 pct. fra 2016 til 2017. Omsætningsfremgangen hænger i høj grad sammen med stigende pris for råolie fra 2016 til 2017 (se fx www.eia.gov/dnav/pet/pet_pri_spt_s1_d.htm). Samtidig er det markante fald på 62,3 pct. fra 2008 til 2017 bl.a. et udtryk for, at råolieprisen er cirka halveret sammenlignet med niveauet i 2008.
Fremgang i 9 ud af 12 industribranchegrupper
Fra 2016 til 2017 var der omsætningsfremgang i 9 ud af 12 branchegrupper, hvoraf de største stigninger var i branchegrupperne kemisk industri og olieraffinaderier mv. med 10,3 pct. og medicinalindustri med 9,4 pct. I de to branchegrupper med omsætningsfald fra 2016 til 2017 var det største fald i branchegruppen maskinindustri, der bl.a. omfatter vindmølleindustrien, med 5,1 pct.
Meget markant fremgang i medicinalindustrien siden 2008
Ses der på udviklingen i industriens brancher fra 2008 til 2017, var det branchegruppen medicinalindustri, som havde langt den største stigning i omsætningen. I absolutte tal gik omsætningen fra 43 mia. kr. til 98 mia. kr. Markant fremgang ses også i branchegrupperne møbel og anden industri mv., elektronikindustri samt maskinindustri, som alle havde en fremgang på mere end 20 pct. Modsat faldt omsætningen i branchegrupperne træ- og papirindustri, trykkerier med 35,7 pct. og transportmiddelindustri med 31,2 pct. i samme periode.
Råstofindvinding og industriens samlede omsætning efter branche
|
Faktiske tal |
Ændring |
||||
|
2008 |
2015 |
2016 |
2017 |
2016-2017 |
2008-2017 |
|
mia. kr. |
pct. |
||||
Råstofindvinding og industri i alt |
748,4 |
750,6 |
763,7 |
786,5 |
3,0 |
5,1 |
Råstofindvinding |
72,4 |
31,8 |
23,4 |
27,3 |
16,6 |
-62,3 |
Industri i alt |
676,0 |
718,8 |
740,4 |
759,2 |
2,5 |
12,3 |
Føde-, drikke- og tobaksvareindustri |
165,0 |
171,4 |
168,4 |
173,0 |
2,7 |
4,8 |
Tekstil- og læderindustri |
9,7 |
8,0 |
8,2 |
8,9 |
9,0 |
-8,5 |
Træ- og papirindustri, trykkerier |
41,4 |
27,6 |
26,6 |
26,6 |
0,0 |
-35,7 |
Kemisk industri og olieraffinaderier mv. |
74,1 |
74,1 |
67,7 |
74,7 |
10,3 |
0,7 |
Medicinalindustri |
42,8 |
86,6 |
89,6 |
98,0 |
9,4 |
129,0 |
Plast-, glas- og betonindustri |
50,0 |
38,9 |
40,9 |
43,2 |
5,7 |
-13,6 |
Metalindustri |
58,5 |
50,9 |
51,3 |
55,0 |
7,3 |
-6,0 |
Elektronikindustri |
26,0 |
30,7 |
31,6 |
33,0 |
4,3 |
27,0 |
Fremstilling af elektrisk udstyr |
19,1 |
20,0 |
19,7 |
20,1 |
1,7 |
5,0 |
Maskinindustri |
128,7 |
141,4 |
163,7 |
155,4 |
-5,1 |
20,8 |
Transportmiddelindustri |
17,4 |
10,4 |
11,5 |
12,0 |
4,2 |
-31,2 |
Møbel og anden industri mv. |
43,3 |
58,9 |
61,1 |
59,4 |
-2,8 |
37,2 |
Kilde: www.statistikbanken.dk/OMS6. |
Føde-, drikke- og tobaksvareindustri samt maskinindustri er størst
De to branchegrupper føde-, drikke- og tobaksvareindustri samt maskinindustri var i 2017 de to største branchegrupper målt på andelen af omsætning og antal beskæftigede i industrien. De to grupper stod i alt for 43,3 pct. af den samlede omsætning og for 36,0 pct. af de ansatte i industrien.
Forhold mellem omsætning og beskæftigelse i industribranchegrupperne
Især branchegruppen kemisk industri og olieraffinaderier mv. tegnede sig for en relativt større andel af industriens omsætning end af de beskæftigede i industrien i 2017. Branchen havde en omsætningsandel på 9,8 pct., men stod kun for 4,2 pct. af de beskæftigede. De tre branchegrupper med størst omsætning havde alle en relativt større andel af industriens omsætning end af de beskæftigede. I modsatte ende af spektret lå metalindustri, som stod for 7,3 pct. af industriens omsætning, men 13,3 pct. af de beskæftigede.
Størst varesalg i maskiner og transportmidler, kemikalier og fødevarer i 2017
Virksomheder inden for industri og råstofindvinding solgte i 2017 egne varer for 650 mia. kr. Maskiner og transportmidler udgjorde den største del af varesalget med 22,2 pct. Herefter fulgte varegrupperne kemikalier og kemiske produkter, som bl.a. omfatter medicin, der udgjorde 21,5 pct. og føde-, drikke- og tobaksvarer, der udgjorde 20,5 pct. af det samlede varesalg i 2017.
Størst udvikling i brændsel og kemikalier mellem 2008 og 2017
Virksomhedernes salg af egne varer i 2008 lå på samme niveau, 649 mia. kr., som i 2017. Sammenlignes fordelingen af varer i 2017 med fordelingen i 2008, er der især sket en udvikling inden for varegrupperne brændsels- og smørestoffer samt ikke-spiselige råstoffer og kemikalier og kemiske produkter.
I 2008 stod varegruppen brændsels- og smørestoffer samt ikke-spiselige råstoffer for 18,9 pct. af salget af egne varer inden for industri og råstofindvinding. Denne andel faldt til 10,0 pct. i 2017. Da rå mineralolier og produkter i 2017 repræsenterede hele 77,3 pct. af dette salg af egne varer, hænger faldet mellem 2008 og 2017 dermed også sammen med udviklingen i råolieprisen siden 2008.
Modsat udviklingen i ovenstående stod varegruppen kemikalier og kemiske produkter for 11,9 pct. af salget af egne varer i 2008, hvilket er steget til 21,5 pct. i 2017. 68,7 pct. af de solgte egne varer i denne varegruppe var i 2017 medicinske og pharmaceutiske produkter. Fra 2008 til 2017 steg salget af medicinske og pharmaceutiske produkter fra 42 mia. kr. til 96 mia.kr., dvs. mere end en fordobling siden sidste højkonjunktur. Denne store stigning ses også i eksporten, som primært er drevet af fremgang til USA og Kina (se www.statistikbanken.dk/UHV7).
Nyt fra Danmarks Statistik
1. marts 2018 - Nr. 76
Hent som PDF
Næste udgivelse: 1. marts 2019
Kontakt
- Heidi Sørensen, tlf. 24 79 86 81
- Morten Skovrider Kollerup, tlf. 24 52 61 68