Gå til sidens indhold

Næsten fordobling af digitalt udlån siden 2014

Biblioteker 2016 og 2017

Digitalisering har ændret brugeradfærd på biblioteksområdet. E-materialer er blevet populært, og danskerne benytter sig i stigende grad af bibliotekernes digitale løsninger som fx eReolen. Antallet af e-bogs-visninger er næsten fordoblet fra omkring 1,6 mio. i 2014 til næsten 3,0 mio. i 2017. Visninger af e-bøger omfatter her alle digitale udlån, dvs. både antal downloads, online læseadgang til e-bøger og digitale lydbøger. Ifølge undersøgelsen It-anvendelse i befolkningen 2016 er det ca. hver femte dansker, der læser eller downloader e-bøger.

Udlån af e-bøger (visninger)

E-bøger er mere populære blandt de yngre

Biblioteksstatistikken indeholder ikke oplysninger om, hvem der bruger de digitale materialer, men ifølge undersøgelsen It-anvendelse i befolkningen 2016 er andelen af danskere, der læser eller downloader e-bøger, 21 pct. E-bøger er mere populære blandt de yngre; omkring 30 pct. af internetbrugere fra 16-39 år læser e-bøger, i modsætning til 18 pct. blandt de 40-59-årige. Der er ikke stor forskel på mænd og kvinders brug af e-bøger. Det er 20 pct. af de kvindelige internetbrugere, der læser e-bøger, mens det tilsvarende tal for mænd er 22 pct.

Begrænset biblioteksstatistik for årene 2016 og 2017

Bibliotekernes overgang til fælles Bibliotekssystem, har givet betydelige udfordringer med at levere data til statistikken om folkebibliotekerne for 2016 og 2017. I det år, hvor kommunen er konverteret til det nye bibliotekssystem, er data om de enkelte biblioteker behæftet med for stor usikkerhed til, at de indsamlede data kan offentliggøres som en del af den officielle statistik. For 2016 og 2017 vil tal om udlån, bestand, tilvækst og afgang af materiale, samt antal aktive lånere og fjernlån derfor ikke blive offentliggjort. Biblioteksstatistikken for 2018 forventes at udkomme i sin helhed næste sommer.

Besøgstal stiger

Folkebiblioteker i Danmark havde i alt over 38 mio. besøgende i 2017, hvilket svarer til, at hver dansker besøgte biblioteket 6,6 gange. Besøgstallet er steget siden 2010 og er i 2017 det hidtil højeste. I forhold til 2010 er antallet af besøgende på folkebibliotekerne i 2017 steget med over 2 mio., hvilket er en stigning på 6 pct. Bibliotekerne i Region Hovedstaden havde flest besøg, i alt 15,6 mio. Det svarer til, at hver person i regionen besøgte biblioteket 8,6 gange i 2017. Der skal tages forbehold for, at i omkring 40 kommuner deler nogle af bibliotekerne i et vist omfang lokaler med borgerservice. Dette betyder, at besøgstallene også kan dække over henvendelser, der ikke er relateret til biblioteksaktiviteter.

Flere arrangementer og udstillinger på bibliotekerne

Folkebibliotekerne er mere end bare bøger, og der ses en stigning i afholdelse af forskellige arrangementer og udstillinger på bibliotekerne. I 2017 var der lidt over 22.000 arrangementer, og det er knap 2.000 flere arrangementer end i 2015. Det samme gør sig gældende med antallet af udstillinger, hvor der i 2017 var mere end 3.300 udstillinger, hvilket er over 400 flere udstillinger på bibliotekerne end i 2015. Ud over arrangementer og udstillinger har bibliotekerne også aftaler om biblioteksbetjening med over 11.000 institutioner, heriblandt sygehuse, fængsler, gymnasier og skole.

Markant stigning i bibliotekernes åbningstid

De fleste folkebiblioteker tilbyder de besøgende mere fleksibilitet, da den ubetjente åbningstid er steget markant de seneste år. I 2017 var et bibliotek i løbet af en uge i gennemsnit åbent 57 timer uden betjening og 26 timer med betjening.

Åbningstid pr. uge

Nyt fra Danmarks Statistik

3. december 2018 - Nr. 455

Hent som PDF
Næste udgivelse: 3. juli 2019

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken bygger på spørgeskemaer udsendt til alle folkebiblioteker, filindberetninger fra bibliotekernes administrationssystemer samt supplerende informationer fra Slots- og Kulturstyrelsen. Formålet med folkebiblioteksstatistikken, der er blevet offentliggjort siden 2009, er at belyse bibliotekernes aktiviteter

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation