Gå til sidens indhold

Priserne på huse stiger mest i Syddanmark

Ejendomssalg (md.) januar 2019

På landsplan steg priserne for enfamiliehuse med 2,2 pct. i januar 2019 i forhold til samme måned 2018. Dette dækker imidlertid over regionale forskelle, idet priserne i Region Syddanmark steg dobbelt så meget (4,1 pct.) som landgennemsnittet, mens priserne i Region Midtjylland var uændret (minus 0,1 pct.). I modsætning til priserne på landsplan for enfamiliehuse faldt priserne for ejerlejligheder i samme periode med 0,7 pct.

Procentvis prisudvikling over 12 måneder for enfamiliehuse, fordelt på regioner

Hurtigere og mere detaljerede tal for ejendomssalg

Fra og med denne offentliggørelse vil formidlingen af ejendomssalgsstatistikken komme hurtigere. Det er også nyt, at månedstallene fremover bliver udvidet med en regionalfordeling for enfamiliehuse, mens tallene for ejerlejligheder i Region Hovedstaden ligeledes offentliggøres månedligt.

Samtidigt vil månedstal, kvartalstal og årstal blive offentliggjort på samme tidspunkt hver måned. De endelige tal for en periode vil foreligge et år efter første offentliggørelse. Dette betyder også, at der nu offentliggøres foreløbige årstal mod tidligere kun endelige årstal. De historiske tal er ligeledes blevet beregnet med samme metode. Vær opmærksom på, at grundet denne tilpasning (harmonisering af månedstal, kvartalstal og årstal) kan de historiske prisindeks være justeret. Derudover har Skat foretaget en årlig opdatering af de tinglyste handler, som kan medføre mindre ændringer i tallene.

Priserne på enfamiliehuse i Syddanmark uændret de seneste ti år

Selvom priserne for enfamiliehuse er steget mest i Region Syddanmark de seneste tre måneder, har priserne over en 10-årig periode været uændret for denne region. I denne 10-årige periode er priserne på landsplan steget med 15,4 pct., mens priserne i Region Hovedstaden er steget mere end dobbelt så meget som landsgennemsnittet over de seneste ti år. I samme periode er priserne på ejerlejligheder på landsplan steget med 54,6 pct.

Prisudvikling for enfamiliehuse og ejerlejligheder

 

Ændring

 

3. kvt. 2018*
- 4. kvt. 2018*

4. kvt. 2017
- 4. kvt. 2018*

4. kvt. 2013
- 4. kvt. 2018*

4. kvt. 2008
4. kvt. 2018*

 

pct.

Enfamiliehuse. Hele landet

-0,5

3,3

22,4

15,4

Hovedstaden

0,0

4,2

30,8

36,2

Sjælland

-0,6

3,3

24,4

7,2

Syddanmark

0,5

6,0

18,5

0,5

Midtjylland

-1,4

2,1

16,0

8,1

Nordjylland

-1,4

0,3

15,7

8,0

Ejerlejligheder. Hele landet

-1,7

1,7

40,1

54,6

Hovedstaden

-2,6

1,1

44,7

65,3

Sjælland

-2,0

3,8

31,4

12,4

Syddanmark

3,6

9,9

27,8

21,0

Midtjylland

-2,6

0,2

25,1

31,9

Nordjylland

-1,4

0,3

28,7

40,3

*Foreløbige tal.

Færre handlede boliger i 2018

I fjerde kvartal 2018 var der 11.820 handler med enfamiliehuse mod 12.016 i samme kvartal året før, hvilket er et fald på 1,6 pct. Dette dækker imidlertid over regionale forskelle, fx faldt antallet af handlede enfamiliehuse 10,8 pct. i Region Nordjylland, mens de steg 3,8 pct. i Region Sjælland. I samme periode faldt antallet af handler med ejerlejligheder på landsplan 14,8 pct. Der var færre handlede ejerlejligheder i alle regioner. I Region Nordjylland faldt antallet af handler med ejerlejligheder 17,5 pct. og 16,6 pct. i Region Hovedstaden, mens de faldt 2,9 pct. i Region Syddanmark.

Beregnet antal salg, almindelig fri handel, enfamiliehuse og ejerlejligheder, fordelt på regioner

Antallet af ejendomshandler ligger stadig historisk i den høje ende

For 2018 er det kvartalsvise gennemsnitlige antal handler med enfamiliehuse indtil videre på 12.441 i kvartalet, mens det tilsvarende tal er 4.655 for ejerlejligheder. Det laveste antal handler siden statistikkens start i sin nuværende form i 1992 var i 2011, hvor der blev handlet 8.050 enfamiliehuse og 2.966 ejerlejligheder. Antallet af handler toppede i 2005, hvor det kvartalvise gennemsnit var 14.972 for enfamiliehuse og 6.327 for ejerlejligheder.

Antal handler i almindelig fri handel

Nyt fra Danmarks Statistik

29. marts 2019 - Nr. 123

Hent som PDF
Næste udgivelse: 30. april 2019

Kontakt

Kilder og metode

Prisudviklingen er beregnet ud fra forholdet mellem den officielle ejendomsvurdering og den faktiske købesum. Metoden er nærmere beskrevet i statistikdokumentationen og på emnesiden.

Danmarks Statistik vil i løbet af 2022 igangsætte en undersøgelse, der har til formål at undersøge om den nuværende særlige beregningsmetode for de foreløbige prisudviklinger er den mest optimale at anvende ved at undersøge alternative metoder. I juli 2021 udgav Danmarks Statistik en analyse: Pålideligheden af de foreløbige tal for boligprisudviklingen. Af analysens hovedkonklusioner fremgik det blandt andet, hvilke størrelsesordener statistikkens revisioner kan forventes at have.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation