Flere gæstede museerne i 2019
Museer 2019
Landets museumsudstillinger havde i alt 15,6 mio. besøgende i 2019 - en stigning på 3 pct. i forhold til 2018. Lidt over halvdelen (54 pct.) af besøgene var på kulturhistoriske museer, og lidt over en fjerdedel (28 pct.) var på kunstmuseerne. Naturhistoriske museumsudstillinger fik 0,5 mio. besøg, svarende til 3 pct. af alle besøg. I alt blev 17,2 mio. besøg registreret på museernes besøgssteder. Det betyder, at hvert tiende besøg var til museets cafe, restaurant, butik eller foyer, men uden at se museets udstilling. I 2018 var det tilsvarende tal 7 pct. Tallene bygger på besøgstal fra 2019, og altså før de omfattende nedlukninger af museerne pga. COVID-19.
Kilde: www.statistikbanken.dk/mus1.Museumsbesøg er en kulturel oplevelse, de fleste deler med andre
Ifølge Kulturvaneundersøgelsen fra første kvartal 2020 (dvs. før COVID-19 nedlukningen) besøgte ni ud af ti museumsbesøgende altid eller oftest et museum sammen med andre. Resultaterne viser, at kvinder i større grad (33 pct.) delte museumsoplevelsen i selskab med andre sammenlignet med mænd (26 pct.). Besvarelserne fra Kulturvaneundersøgelsen for første kvartal 2020 viser, at det generelt i højere grad er kvinder (34 pct.) end mænd (28 pct.), der gæstede et eller flere museer inden for de seneste tre måneder.
Aldersmæssigt var det hver tredje (34 pct.) fra 16 til 24 år, der oftest eller altid gik på museum sammen med andre, mens det samme gjaldt ca. hver femte (21 pct.) af de 75+ årige. Der var flest 16-24-årige, 65-74-årige og 55-64-årige med hhv. 36, 35 og 34 pct. som besøgte mindst ét museum inden for en tremåneders-periode. Se flere tal på www.statistikbanken.dk/10071 om befolkningens museumsbrug.
Statslige museer havde stor besøgstilvækst
Det var især de statslige museer, der oplevede en besøgsvækst med ca. 300.000 flere registrerede gæster i udstillingen, hvilket udgør næsten to tredjedele af besøgstilvæksten i museumsudstillingerne.
Næsten halvdelen af alle besøg blev registreret i Region Hovedstaden.
Besøgstallet i Hovedstaden udgjorde 46 pct. af det samlede besøgstal i 2019. De 82 museer eller afdelinger i regionen talte 7,3 mio. besøg i udstillingen og 7,6 mio. besøg på besøgsstedet. Næstflest blev registreret i Midtjylland, hvor de 81 museumsafdelinger tilsammen talte 3,2 mio. besøgende i udstillingen og 3,8 mio. besøg på matriklen. Syddanmarks 87 museer eller afdelinger registrerede 3,1 mio. besøg i udstillingerne og 3,1 i besøgsstedet. Sjællands 48 museumsafdelinger havde 1,1 mio. besøgende i udstillingen og Nordjyllands 55 afdelinger registrerede sammenlagt 1 mio. gæster i udstillingen. Med hensyn til besøgende på besøgsstedet dvs. alle der færdedes på matriklen, blev der registreret hhv. 1,5 mio. og 1,2 mio. besøgende på Sjælland og i Nordjylland. Set i forhold til indbyggertallet var der således klart flest besøg i Hovedstaden.
Flest besøg på kunstmuseet Louisiana
De to mest besøgte udstillingssteder var Louisiana og ARoS med hhv. 757.200 og 547.200 besøgende. Herefter fulgte Christiansborg Slot, der er en afdeling under Nationalmuseet, med 523.400 gæster. Den Gamle By i Aarhus blev det fjerde mest besøgte museum med 523.200 gæster. Samlet har de ti mest besøgte steder 31 pct. af det samlede besøgstal i udstillingerne. For de fleste af de ti mest besøgte museer gælder, at gæsterne på besøgsstedet også oplever selve udstillingen. En undtagelse her fra er ARoS, hvor de 718.000 besøg på besøgsstedet svarer til, at ARoS kun havde 39.000 færre gæster på matriklen end Louisiana, men at ca. 170.000 besøgende altså ikke løste billet til udstillingerne.
De ti mest besøgte museer. 2019
Kategori |
Navn |
Besøgstal |
|
|
1.000 |
Kunst |
Louisiana |
757,2 |
Kunst |
ARoS |
547,2 |
Kulturhistorisk |
Christiansborg Slot |
523,4 |
Kulturhistorisk |
Den Gamle By |
523,1 |
Kunst |
Ny Carlsberg Glyptotek |
514,6 |
Kulturhistorisk |
Prinsens Palais |
464,4 |
Kulturhistorisk |
Rosenborgsamlingen |
405,0 |
Kunst |
Statens Museum for Kunst |
390,7 |
Kulturhistorisk |
Moesgaard Museum |
357,1 |
Kunst |
Arken |
345,1 |
Kilde: Detaljeret liste for statslige og statsanerkendte museer 2019 på www.dst.dk/emner/museer. |
Arrangementer uden for museerne adresser
I skemaet spørges museerne også til antal arrangementer, der foregår uden for museets adresse, fx workshops eller byvandringer, som er offentligt tilgængelige. I 2019 indberettede museerne 5.000 offentligt tilgængelige arrangementer, hvor der blev registreret 775.000 deltagere, hvilket svarer til 5 pct. af besøg i udstillingen. Ved spørgsmål om arrangementsdeltagere kan museerne også oplyse børn og unge under 18 år. I 2019 var 10 pct. af de registrerede arrangementsdeltagere i forbindelse med undervisningsbesøg for børn og unge under 18 år, mens 16 pct. ikke var i forbindelse med undervisning.
Deltagere til arrangementer uden for museets adresse. 2019
|
Arrangementer |
Deltagere |
Heraf under 18 år |
|
|
|
|
Ikke undervisning |
Undervisning |
|
antal |
1.000 |
||
I alt |
5144 |
775 |
126 |
76 |
Kulturhistorisk museum |
4294 |
647 |
99 |
41 |
Kunstmuseum |
335 |
55 |
3 |
6 |
Naturhistorisk museum |
435 |
67 |
21 |
29 |
Museumslignende institution |
80 |
6 |
2 |
0,3 |
Kilde: Særudtræk fra Museumsstatistikken. |
Kulturhistoriske museer afholder størstedelen af arrangementerne
I 2019 var det især de kulturhistoriske museer, der afholdt arrangementer uden for adressen med 83 pct. af det samlede antal arrangementer. De kulturhistoriske museer registrerede 647.000 deltagere til fx byvandring, workshop o.l., hvilket svarer til 8 pct. af det samlede besøgstal på kulturhistoriske museumsudstillinger. Det vil sige, at målt på arrangementsdeltagere var otte ud af ti på byvandring eller workshop mv. arrangeret af et kulturhistorisk museum.
Nyt fra Danmarks Statistik
3. juni 2020 - Nr. 212
Hent som PDF
Næste udgivelse: 27. april 2021
Kontakt
- Christian Max Gustaf Törnfelt, tlf. 21 63 60 20
Kilder og metode
Museumsstatistikken omfatter alle statsanerkendte museer (godkendt af Kulturarvsstyrelsen jf. museumsloven) og statsejede museer. Derudover indeholder opgørelsen en række museer, der er ejet af en museumsforening eller i privateje. De zoologiske anlæg, botaniske haver og akvarier indberetter tilsvarende årlige oplysninger.