Gå til sidens indhold

Priserne på lejligheder faldt i årets første kvartal

Ejendomssalg (kvt.) 1. kvt. 2023

Fra fjerde kvartal 2022 til første kvartal 2023 blev et enfamiliehus på landsplan i gennemsnit 0,1 pct. dyrere, mens ejerlejligheder i gennemsnit blev 1,1 pct. billigere målt i sæsonkorrigerede tal. Denne lille prisstigning på enfamiliehuse kommer efter en periode med prisfald i de tre forudgående kvartaler, når der tages højde for sæsonmønstret. For ejerlejligheder er det nu tredje kvartal i træk med prisfald. Det er ikke set før siden finanskrisen, hvor ejerlejlighedspriserne faldt i 10 kvartaler i træk.

Prisindeks for enfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse på landsplan, faktisk og sæsonkorrigeret*Kilde: www.statistikbanken.dk/ej12

Priserne på årsbasis for enfamiliehuse faldt mest i Østdanmark

Alle landets fem regioner oplevede et fald i prisen for enfamiliehuse fra første kvartal 2022 til første kvartal 2023. Årsfaldet var størst i Region Sjælland med 8,4 pct. og i Region Hovedstaden med 8,2 pct. og mindst i Region Midtjylland med 3 pct. På landsplan faldt priserne for enfamiliehuse med 5,8 faldt i samme periode.

Procentvis prisudvikling for enfamiliehuse, fordelt på regioner. Fra 1. kvt. 2022 til 1. kvt. 2023*Kilde: www.statistikbanken.dk/ej55

På årsbasis faldt priserne for ejerlejligheder mest i Østdanmark

Alle landets fem regioner oplevede et fald i prisen for ejerlejligheder fra første kvartal 2022 til første kvartal 2023. Årsfaldet var størst i Region Sjælland med 9,0 pct. og i Region Hovedstaden med 7,5 pct. og mindst i Region Nordjylland med 4,5 pct. På landsplan faldt ejerlejlighedspriserne med 6,1 pct. i samme periode.

Procentvis prisudvikling for ejerlejligheder, fordelt på regioner. Fra 1. kvt. 2022 til 1. kvt. 2023*Kilde: www.statistikbanken.dk/ej55

Salget af boliger steg i årets første kvartal, men fra et lavt niveau

På landsplan blev der handlet 10.318 enfamiliehuse i første kvartal 2023 mod 8.851 i fjerde kvartal 2022 i sæsonkorrigerede tal. Det svarer til en stigning på 16,6 pct. Ses der på udviklingen mellem første kvartal 2023 og det tilsvarende kvartal før COVID-19, dvs. udviklingen mellem første kvartal 2019 og første kvartal 2023, er handlen med enfamiliehuse faldet med 16,6 pct.

På landsplan blev der handlet 3.054 ejerlejligheder i første kvartal 2023 mod 2.885 i fjerde kvartal 2022, når man ser på sæsonkorrigerede tal. Det svarer til en stigning på 5,9 pct. Ser man på udviklingen mellem første kvartal 2023 og det tilsvarende kvartal før COVID-19 (første kvartal 2019), er handlen med ejerlejligheder faldet med 30,7 pct.

Antal salg af enfamiliehuse og ejerlejligheder på landsplan, faktisk og sæsonkorrigeretKilde: www.statistikbanken.dk/ej12 og ejen77

Grunddata hentes fremover fra datafordeleren

Ejendomssalgsstatistikken bygger på indberetninger i det digitale tinglysningssystem, hvor bl.a. salgspris og handelsdato registreres. Fra og med denne offentliggørelse kommer grunddata fra Datafordeleren, som er en fælles offentlig udstillingsplatform for grunddataprogrammet, der omfatter en række offentlige data. Danmarks Statistik skal, som alle offentlige myndigheder, hente de offentlige grunddata fra Datafordeleren. Ejendomssalgsstatistikken er den første statistik fra Danmarks Statistik til at hente grunddata fra Datafordeleren og publicere på baggrund heraf.

Tidligere havde Danmarks Statistik en aftale med SKAT om en ugentlig levering af et specialudtræk til brug for Ejendomssalgsstatistikken, hvilket nu er ophørt. Fremover henter Danmarks Statistik selv oplysningerne fra Datafordeleren på månedsbasis. Dette betyder at dataudtræk og datavalidering, herunder afledte variable, nu udelukkende foretages hos Danmarks Statistik, hvor nogle af disse processer tidligere lå hos SKAT.

For brugerne af Ejendomssalgsstatistikken vil der ikke være nogen nævneværdig forskel i tallene, dog med undtagelse af salget af landbrugsejendomme, hvor der fra og med andet kvartal 2022 vil være færre salg (databrud), som skyldes at arealoverførsler ikke registreres på Datafordeleren.

Nyt fra Danmarks Statistik

30. juni 2023 - Nr. 239

Hent som PDF
Næste udgivelse: 29. september 2023

Kontakt

Kilder og metode

Prisudviklingen er beregnet ud fra forholdet mellem den officielle ejendomsvurdering og den faktiske købesum. Metoden er nærmere beskrevet i statistikdokumentationen og på emnesiden.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation