Gå til sidens indhold

Social og sundhedsområdet brugte flest vikarer

Serviceydelser for serviceerhverv 2023

I 2023 solgte virksomheder inden for Arbejdsformidling med mindst 20 ansatte over 42 mio. vikartimer. Det svarende til næsten 22.000 årsværk. Sammenlagt udgjorde vikartimer relateret til social-og sundhedsområdet næsten 15 mio. i alt. Inden for produktion, der bl.a. dækker over maskinarbejdere og maskinoperatører i industrien, blev der solgt næsten 8 mio. vikartimer. Bemærk, at som noget nyt dækker statistikken kun virksomheder med mindst 20 ansatte.

Antal solgte vikartimer, fordelt på personalekategorier. 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/serv2511

Bygge- og anlægsopgaver fylder mest blandt Rådgivende ingeniører mv.

I 2023 omsatte virksomheder med mindst 20 ansatte inden for Rådgivende ingeniørvirksomhed og anden teknisk rådgivning for næsten 52 mia. kr. Serviceydelserne, der relaterer sig til bygge- og anlægsopgaver, er opgjort til næsten 18 mia. kr. Det drejer sig om hhv. ingeniørtjenester ifm. byggeopgaver for over 10 mia. kr. og ingeniørtjenester ifm. anlægsopgaver for 5,5 mia., samt projektstyring ifm. bygge- og anlægsopgaver for 1,7 mia. kr. Serviceydelserne salg af varer og ingeniørtjenester ifm. energi udgjorde hver især ca. 10 mia. kr. Ingeniørtjenester i forbindelse med energi består af vedvarende energi, andre energiopgaver og energiplanlægning, hvoraf vedvarende energi og andre energiopgaver begge udgjorde ca. 4,5 mia. kr.

Omsætning i Rådgivende ingeniørvirksomhed og anden teknisk rådgivning fordelt på serviceydelser. 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/serv2509

Computerprogrammering fyldte mest i IT-servicevirksomhed

Blandt IT-servicevirksomheder med mindst 20 ansatte blev der i 2023 omsat for i alt 111 mia. kr. På serviceydelserne Computerprogrammering og It-konsulentbistand blev der omsat for hhv. 26 og 24 mia. kr. Computerprogrammering dækker over udvikling af computerspil, applikationer (apps) og anden computer software, hvoraf den sidste udgjorde næsten 22 mia. kr. Der blev omsat for næsten 21 mia. kr. på udgivelse af computerspil, software og salg af licenser, hvoraf salg af licenser udgjorde over 13 mia. kr. og udgivelse af online software udgjorde næsten 4 mia. kr.

Omsætning i IT-servicevirksomhed fordelt på serviceydelser. 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/serv2501

Nyt fra Danmarks Statistik

22. januar 2025 - Nr. 16

Hent som PDF
Næste udgivelse: 30. oktober 2025

Kontakt

Kilder og metode

Serviceydelser for serviceerhverv er en stikprøvebaseret årlig spørgeskemaundersøgelse, hvor virksomhederne bliver bedt om at angive fordeling af omsætningen og eksporten på de enkelte serviceydelser.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation