Gå til sidens indhold

Befolkningen er tæt på 6 mio.

Befolkningens udvikling (år) 2024

Efterhånden som befolkningstallet i Danmark nærmer sig 6 mio. stiger også opmærksomheden på, hvornår milepælen mon rundes. I løbet af 2024 er befolkningen vokset med 0,53 pct., således at befolkningstallet den 1. januar 2025 var 5.992.734 personer. Det er en stigning på 31.485 personer. Tilvæksten i det samlede befolkningstal afgøres af antallet af fødte og døde samt ind- og udvandring i løbet af året, og da alle fire bevægelser ikke er jævnt fordelt over årets måneder, er tilvæksten heller ikke. Den største befolkningstilvækst i 2024 var fra 1. august til 1. september, hvor befolkningstallet steg med 0,13 pct. Dette er også en måned, hvor indvandringen typisk er høj på grund af studiestart. I løbet af december 2024 faldt befolkningstallet endda med 2.894 personer; et fald på 0,05 pct. i forhold til befolkningstallet den 1. december 2024.

BefolkningstalletKilde: www.statistikbanken.dk/folk1am

Befolkningens bevægelser i 2024

I løbet af 2024 blev der født 57.079 børn, hvilket var 390 færre nyfødte end i 2023, svarende til 0,7 pct. I 2024 døde 57.071 personer. Det var 1.313 færre end i 2023, eller et fald på 2,2 pct. Den naturlige befolkningstilvækst (fødte minus døde) var i 2024 meget tæt på 0, nemlig med et fødselsoverskud på 8 personer. Dermed var det nettoindvandringen (indvandringer minus udvandringer), der gav årets befolkningstilvækst. I løbet af 2024 var der 101.724 indvandringer, hvilket er en stigning på 3,4 pct. i forhold til 2023. I 2024 steg antallet af udvandringer til 69.467, en stigning på 1,9 pct. i forhold til 2023.

Befolkningens udviklingKilde: www.statistikbanken.dk/bev107

Fortsat fald i den samlede fertilitet

Den samlede fertilitet faldt i 2024 til 1.466 pr. 1.000 kvinder, hvilket er et lille fald i forhold til 2023, hvor den samlede fertilitet var 1.496. Fra 2023 til 2024 faldt den samlede fertilitet for samtlige herkomstgrupper (dansk oprindelse, indvandrer og efterkommer), med undtagelse af kvindelige efterkommere fra vestlige lande. Fordelt på alder er fertiliteten faldet mest fra 2023 til 2024 for kvinder i aldrene 25-28 år.

Den samlede fertilitet<span data-footnoteref='NoteId1'><span class='oppetekst'>1</span></span> pr. 1.000 kvinder (15-49 år) fordelt efter herkomstKilde: www.statistikbanken.dk/fert1

Lille stigning i middellevetiden for begge køn

Efter en periode med stagnerende middellevetid er middellevetiden igen på vej op. I 2023/2024 var middellevetiden 79,9 år for mænd og 83,7 år for kvinder. Det er en stigning på 0,3 år for både mænd og kvinder i forhold til opgørelsen for 2022/2023. I forhold til opgørelsen fra 2003/2004 er det mændene, der har opnået den største stigning i middellevetiden på 4,7 år fra 75,2 år i 2003/2004 til 79,9 år i 2023/2024. Kvindernes middellevetid er i den samme periode steget med 3,8 år fra 79,9 år i 2003/2004 til 83,7 år i 2023/2024.

Middellevetid for 0-årigeKilde: www.statistikbanken.dk/hisb7

Nyt fra Danmarks Statistik

11. februar 2025 - Nr. 31

Hent som PDF
Næste udgivelse: 12. februar 2026

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken baseres på oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR).

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation