Gå til sidens indhold

Vi betaler fortsat mindre i grønne afgifter

Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte 2023

Statens indtægter fra de samlede grønne afgifter faldt med 12 pct. fra 65 mia. kr. i 2022 til 57 mia. kr. i 2023. Det største fald er i energiafgifter, som faldt med 7 mia. kr. (18 pct.). Blandt energiafgifterne faldt især statens indtægter fra elafgiften med 63 pct. svarende til 6 mia. kr. Det skyldes den midlertidige lempelse af elafgiften til EU's minimumssats i første halvår af 2023. Fra 2014 til 2023 er statens samlede indtægter fra grønne afgifter faldet. Indtægterne fra transportafgifter er fra 2014 til 2023 faldet med 19 pct. fra 30 mia. kr. til 23 mia. kr. Det er især indtægter fra registreringsafgifter af motorkøretøjer, som er faldet med 5 mia. kr.

Grønne afgifter fordelt på energi-, transport-, forurenings- og ressourceafgifterKilde: www.statistikbanken.dk/mreg21

Husholdningerne betalte 55 pct. af de grønne afgifter

Husholdningerne bidrog med 31 mia. kr. mest til statens indtægter fra grønne afgifter i 2023, svarende til 55 pct. De resterende 45 pct. (26 mia. kr.) blev betalt af erhvervene, hvor branchen Handel og transport mv. stod for den største andel med 7 mia. kr. Husholdningerne betalte 5 mia. kr. mindre end i 2022, mens erhvervene betalte 3 mia. kr. mindre. Tilbagegangen skyldes primært førnævnte fald i indtægten fra energiafgifterne.

Grønne afgifter fordelt på husholdninger og brancher. 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/mrs1

Faldende støtte til vedvarende energi og energibesparelser

Støtten til vedvarende energi og energibesparelser faldt med 21 pct. fra 5,6 mia. kr. i 2022 til 4,4 mia. kr. i 2023. Især subsidier til havvind er faldet, da en række tilskudssatser er afhængige af elprisen og 2022 bød på ekstraordinært høje elpriser. Støtten til øvrige miljøformål steg med 79 pct. fra 1,6 mia. kr. til 2,8 mia. kr. Øvrige miljøformål omfatter bl.a. aktiviteter inden for luft og klima, affaldshåndtering og andre miljøbeskyttelsesaktiviteter. Det er især tilskud inden for fiskerisektoren, der driver udviklingen inden for andre miljøbeskyttelsesaktiviteter. Udviklingen i den samlede støtte var uændret fra 2022 til 2023.

Miljøstøtten fordelt på vedvarende energi og øvrige miljøformålKilde: www.statistikbanken.dk/mms2

Revision af opgørelsen over grønne afgifter og miljøstøtte

I forbindelse med denne offentliggørelse er der blevet foretaget en hovedrevision af de grønne afgifter tilbage til 1995. Hovedrevisionen har primært haft betydning for selskabsskat af kulbrintevirksomhed. Det er dog ikke i et omfang, som grundlæggende ændrer billedet af de grønne afgifter. Hovedrevisionen af grønne afgifter er sket som en del af hovedrevisionen af nationalregnskabet. Læs mere på siden Hovedrevision af nationalregnskabet - 2024.

Nyt fra Danmarks Statistik

24. juni 2024 - Nr. 187

Hent som PDF
Næste udgivelse: 24. juni 2025

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken benytter samme udgifts- og indtægtsbegreber, som anvendes for den offentlige sektor i nationalregnskabet. Tallene er opgjort i løbende priser. I statistikdokumentationen er der en mere omfattende beskrivelse af kilder og metoder. Beregningerne er baseret på de enkelte identificerede udgifts- og indtægtsposter og klassificeret efter nationalregnskabsprincipper i henhold til ESA 2010 via oplysningerne i statsregnskabet samt kommunale og regionale regnskaber.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation