Gå til sidens indhold

Der blev solgt 8,3 mio. bøger i styksalg i 2023

Bogsalg 2023

Bogsalg er en ny årlig statistik, der opgør styksalget af bøger i Danmark. Der blev i 2023 solgt 8,3 mio. bøger fra de fysiske bogforhandlere og via websalg. Der blev solgt klart flest i fjerde kvartal med 3,1 mio. bøger, hvilket var mere end det dobbelte af andet kvartal, hvor der blev solgt færrest (1,5 mio.). I fjerde kvartal blev der desuden købt omkring 1 mio. flere bøger end i tredje kvartal, hvor styksalget, som er eksklusiv streaming af bøger, var næsthøjest. Det høje salg i fjerde kvartal hænger sammen med julesalget.

Styksalg af bøger efter hovedgenreKilde: www.statistikbanken.dk/bogs01

Fagbøger, fx kogebøger og biografier, er mest populære op til jul

I fjerde kvartal 2023 var 35 pct. af bøgerne faglitterære, mens andelen af skønlitteratur udgjorde 27 pct. I tredje kvartal var det omvendt, da 31 pct. af salget var skønlitteratur, mens 26 pct. var fagbøger. Fagbøger, der bl.a. omfatter kogebøger og biografier, er dermed mere populært at købe op til jul, mens der i perioden juli-september blev købt mest skønlitteratur - måske til sommerferielæsning?

Bøger til de mindste og krimier hitter mest

Bøger til de helt små, billedbøger, aktivitetsbøger mv., var den kategori af bøger, som der blev solgt flest af. Med omkring 1,1 mio. solgte eksemplarer udgjorde kategorien 14 pct. af det samlede salg. Den næstmest sælgende kategori var Krimier, thrillere og spændingsromaner, som der blev solgt omkring 1 mio. af, svarende til 12 pct. af bogsalget i 2023.

De ti mest solgte boggenrer i 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/bogs01

Særlige forhold ved denne offentliggørelse

Statistikken om bogsalg er en ny årlig statistik, som belyser styksalget af bøger efter format, genre, udgivelsessprog og originalsprog. Der er tale om en ny statistik, hvor datakilder og dækning fortsat er under udvikling. Revisioner af tallene kan derfor forekomme.

Statistikken vil frem mod næste offentliggørelse blive søgt udvidet med data om streaming af bøger og lydbøger. Det vil også bliver undersøgt, om statistikken kan nuanceres med flere opdelinger, bl.a. i forhold til Det fælles klassifikationssystem for de danske folke- og skolebiblioteker DK5.

Nyt fra Danmarks Statistik

5. december 2024 - Nr. 352

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Bogsalgsstatistikken er baseret på transaktionsdata fra de største forhandlere af fysiske bøger, der er beriget med metadata fra DBK (Bogportalen) og Publizon. Kategorierne i Statistikbanken er dannet ved hjælp af disse metadata. Læs mere om kilder og metoder vedrørende undersøgelsen i statistikdokumentationen om bogsalg og på emnesiden om litteratur.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation