Læsning af skønlitteratur på højeste niveau i 30 år
Kulturvaner (tillæg) 60 år med kulturvaner
Andelen af befolkningen, der læser skønlitteratur dagligt eller næsten dagligt, er steget fra 14 pct. i 1993 til 23 pct. i 2024. Det ses, når de nyeste tal fra Danmarks Statistik sammenlignes med tidligere resultater fra Kulturvaneundersøgelsen, der nu har været gennemført i 60 år. I perioden 2012 til 2024 har andelen, der læser skønlitteratur, været stabil. Andelen, der læser faglitteratur dagligt eller næsten dagligt, er i perioden 1993 til 2024 steget fra 10 pct. til 14 pct. Mellem 1987 og 1993 ses et fald for både andelen, der læser skønlitteratur (6 procentpoint) og faglitteratur (2 procentpoint) dagligt eller næsten dagligt.
Kilde: Særkørsler fra Kulturvaneundersøgelser 1987-2024Hver fjerde, der ikke læser, kan ikke koncentrere sig om læsning
40 pct. af dem, der ikke har læst eller lyttet til bøger inden for tre måneder, angiver manglende interesse som årsag. Det viser nye tal fra Kulturvaneundersøgelsen 2024. De to næstmest almindelige årsager til ikke at læse er ikke at have tid (33 pct.) og ikke at kunne koncentrere sig om at læse eller lytte til bøger (28 pct.). Til gengæld er der færre, der siger, at det skyldes, at det er svært at finde ud af, hvad de skal læse eller lytte til (12 pct.), eller at de har sproglige eller læsemæssige udfordringer (5 pct.).
Kilde: Særkørsel fra Kulturvaneundersøgelsen 1.-3. kvt. 2024Fald i andelen der læser trykte aviser
Andelen af befolkningen, der læser trykte aviser, er faldet kraftigt de sidste 12 år. Næsten alle læste trykte aviser mellem 1964 og 2012, hvorefter andelen er faldet med 70 procentpoint til blot 21 pct. i 2024.
Kilde: Særkørsler fra Kulturvaneundersøgelser 1964-2024Fra trykte til digitale nyheder
Det kraftige fald i andelen, der læser trykte aviser, betyder ikke, at befolkningen er holdt op med at interessere sig for nyheder. Tal fra Kulturvaneundersøgelsen 2024 viser, at 97 pct. har læst, lyttet til eller set nyheder inden for de seneste 12 måneder. Mens læsningen af trykte aviser er faldet til 21 pct., benytter mange adgangen til nyheder gennem digitale medier i stedet. 77 pct. får adgang til nyheder gennem TV, pc, tablet eller smartphone, mens 46 pct. får adgang gennem radio.
Kilde: Særkørsel fra KulturvaneundersøgelsenFlere går til koncert i dag end i 1987
I perioden fra 1987 til 2024 er andelen der har været til rytmisk koncert inden for det seneste år steget fra 22 pct. til 33 pct. Andelen var størst i 2004, hvor 42 pct. af befolkningen havde været til rytmisk koncert. Andelen, der har været til klassisk koncert, har ligget stabilt omkring 15 pct. gennem hele perioden med den højeste andel i 2012, hvor det var 19 pct., der havde været til klassisk koncert inden for det seneste år. Når det kommer til afspillet musik, var det lige under 80 pct. af befolkningen, der lyttede til musik dagligt eller næsten dagligt i 2024, hvilket er uændret fra 2012.
Kilde: Særkørsler fra Kulturvaneundersøgelser 1987-2024Digitale formater mest udbredt til musikforbrug
Den høje andel, der i dag lytter til musik dagligt eller næsten dagligt, kan ses i lyset af udviklingen i tilgængeligheden af musik. 52 pct. af befolkningen streamer i 2024 musik mod betaling, mens 23 pct. streamer musik gratis. Det digitale salg af musik oversteg det fysiske salg for første gang i 2012, se emnesiden Køb og salg af musik. I 2024 lytter 26 pct. af befolkningen til musik via fysiske formater som fx CD, mens flest får adgang via radio. 63 pct. af befolkningen får adgang til musik gennem radio.
Kilde: Særkørsel fra KulturvaneundersøgelsenFærre synger eller spiller selv
Mens det er blevet mere udbredt at lytte til musik, er andelen af befolkningen, der selv spiller musik eller synger, faldet fra 25 pct. i 1987 til 16 pct. i 2024. Andelen, der spiller et instrument, er faldet fra 15 pct. i 1987 til 11 pct. i 2024, mens andelen, der synger, er faldet fra 17 pct. til 8 pct. i samme periode.
Kilde: Særkørsler fra Kulturvaneundersøgelser 1975-2024Mest udbredt at spille et instrument
Blandt dem, der sang eller spillede et instrument, var det i 2024 mest udbredt at spille et instrument. Som det fremgår af afsnittet ovenfor, var det 11 pct. af befolkningen, der i 2024 spillede et instrument. Kulturvaneundersøgelsen fra 2024 spørger også ind til andre måder at udøve musik på. 5 pct. sang i kor, 3 pct. sang som solist eller forsanger, og 2 pct. sang i band eller ensemble. 2 pct. skabte eller producerede musik på computer e.l., og 1 pct. rappede.
Kilde: Særkørsel fra KulturvaneundersøgelsenNyt fra Danmarks Statistik
6. februar 2025 - Nr. 23
Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt
Kontakt
- Anders Yde Bentsen, tlf. 40 33 68 81
Kilder og metode
Oplysningerne kommer fra Kulturvaneundersøgelsen, som gennemføres hvert kvartal. Det nuværende spørgeskema har været anvendt siden 1. kvartal 2024, men undersøgelsen har været gennemført siden 1964. Der spørges hvert kvartal ca. 15.000 personer blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen over 16 år.