Gå til sidens indhold

Familiens kulturvaner går i arv

Kulturvaner (tillæg) 60 år med kulturvaner

Voksne, der blev taget med til kulturoplevelser uden for hjemmet i deres barndom, er mere tilbøjelige til at tage deres egne børn med til kulturoplevelser. Blandt voksne med hjemmeboende børn, der blev taget med på museum, i teatret eller til koncert som barn, har 71 pct. været på museum med deres børn inden for det seneste år. Blandt dem der ikke blev taget med som barn, er andelen 43 pct. For koncerter og musikfestivaler er det 45 pct., der har været afsted med deres børn, blandt dem der blev taget med som barn. Blandt dem der ikke blev taget med er det 38 pct.

Andel der har været på museum, til koncert eller musikfestival med børn i hjemmet. 2024Kilde: Særkørsel fra Kulturvaneundersøgelsen 2024

Kulturforbrug for forældre er lidt højere end for voksne uden børn

Voksne med hjemmeboende børn deltager lidt mere i kulturelle aktiviteter end voksne uden. Andelen, der har været i biografen, til koncert eller på kunstudstilling inden for det seneste år, er steget fra 1987 til 2024 for både 30-55-årige med hjemmeboende børn og for 30-55-årige uden hjemmeboende børn. Indtil 2012 har der kun været små forskelle mellem de to grupper. Den største forskel var i 2012, hvor 88 pct. af voksne med hjemmeboende børn og 77 pct. af voksne uden havde foretaget sig mindst én af de tre kulturaktiviteter. Det svarer til en forskel på 11 procentpoint. I 2024 var forskellen på 9 procentpoint.

Andel der har været i biografen, til koncert eller på kunstudstilling inden for det seneste årKilde: Særkørsler fra Kulturvaneundersøgelser 1987-2024

Størst forskel i brug af biblioteker

Voksne med hjemmeboende børn har været mere tilbøjelige til at tage på biblioteket end voksne uden gennem perioden 1987-2024. Andelen blandt voksne med hjemmeboende børn har ligget stabilt omkring 70 pct., mens andelen blandt voksne uden hjemmeboende børn er faldet - fra det højeste niveau i 2004 på 59 pct. til 47 pct. i 2024. Forskellen mellem de to grupper er størst i 2024 og 2012, hvor den ligger på 20 procentpoint. Tal fra Kulturvaneundersøgelsen 2024 viser også, at det blandt de 30-55-årige især er voksne med hjemmeboende børn, der bruger biblioteket mindst én gang om måneden. I 2024 gjaldt det 20 pct., mens det blandt voksne uden hjemmeboende børn gjaldt 14 pct.

Andel der er på biblioteket årligtKilde: Særkørsler fra Kulturvaneundersøgelser 1987-2024

Manglende børnevenlighed afholder nogle fra at deltage i kultur

23 pct. af voksne med hjemmeboende børn, der ikke har været til koncert eller musikfestival inden for det seneste år, angiver som årsag, at det ikke er børnevenligt. Dette gør koncerter og musikfestivaler til den kulturaktivitet uden for hjemmet, hvor flest, der slet ikke har deltaget inden for det seneste år, angiver manglende børnevenlighed som en årsag. For biografbesøg var den tilsvarende andel, blandt dem ikke har været i biografen inden for det seneste år, 14 pct. For scenekunst og sceneforestillinger var den 12 pct., og for museer også 12 pct. Omvendt angiver ingen, at de ikke har været på biblioteket inden for det seneste år, fordi det ikke er børnevenligt. Blandt hele gruppen af voksne med hjemmeboende børn siger halvdelen, at de har været på museum med hjemmeboende børn, og 4 ud af 10 siger, at de har været til koncert eller musikfestival med hjemmeboende børn.

Andel der angiver 'Det er ikke børnevenligt' som årsag til ikke at have deltaget i aktiviteten. 2024Kilde: Særkørsel fra Kulturvaneundersøgelsen 2024

Voksne uden hjemmeboende børn går mere på kunstmuseum

Voksne uden hjemmeboende børn har fra 1987 til 2024 været lige så tilbøjelige, eller mere tilbøjelige til at have været på kunstmuseum eller kunstudstilling inden for det seneste år. Forskellen var størst i 2004, hvor 34 pct. af voksne uden hjemmeboende børn havde været på kunstmuseum- eller udstilling inden for det seneste år, mens det gjaldt 25 pct. af voksne med hjemmeboende børn.

Andel der har været på kunstmuseum eller kunstudstilling inden for det seneste årKilde: Særkørsler fra Kulturvaneundersøgelser 1987-2024

Voksne med hjemmeboende børn går mere i biografen

Voksne med hjemmeboende børn er lidt mere tilbøjelige til at gå i biografen. Da forskellen mellem de to grupper var størst i 2012, havde 81 pct. af dem med hjemmeboende børn været i biografen inden for det seneste år, mens det gjaldt 66 pct. af dem uden hjemmeboende børn.

Andel der har været i biografen inden for det seneste årKilde: Særkørsler fra Kulturvaneundersøgelser 1987-2024

Nyt fra Danmarks Statistik

20. marts 2025 - Nr. 74

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Oplysningerne kommer fra Kulturvaneundersøgelsen, som gennemføres hvert kvartal. Det nuværende spørgeskema har været anvendt siden 1. kvartal 2024, men undersøgelsen har været gennemført siden 1964. Der spørges hvert kvartal ca. 15.000 personer blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen over 16 år.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation