Gå til sidens indhold

Statistisk Tiårsoversigt 2018

Statistisk Tiårsoversigt fejrer 60 års jubilæum i 2019. Årets udgave udkommer 15. august med et temakapitel, der dykker ned i historien og ser tilbage til ændringer på tværs af samfundet siden 1948, det første år, der indgik i den første udgave af bogen i 1959.

Statistisk Tiårsoversigt giver et årligt overblik over de seneste ti års samfundsudvikling. I tabeller, grafik og tekster belyser bogen udviklingen inden for områder som arbejdsmarkedet, befolkningen og økonomien, og bogen er derfor meget velegnet til undervisning.

Mere urbanisering på 10 år – både lokalt og regionalt

Årets temaartikel belyser urbaniseringen af jobs og indbyggere det seneste tiår. Urbaniseringen er dobbelt ved det, at bevægelsen fra land til by både foregår på landsplan og lokalt. I de fleste kommuner er befolkningen vokset mere i den største by end i kommunen som helhed. Også arbejdspladserne er koncentreret mere i byerne. Det skyldes blandt andet, at der har været mest fremgang for erhverv, der typisk ligger i byerne, mens der fx er færre beskæftiget i industrien end for ti år siden. Urbaniseringen foregår internationalt, og fx i Storbritannien og Tyskland bor en noget mindre del af befolkningen på landet end i Danmark.

Tiårets tendenser

Bogens store udvalg af tabeller og figurer tegner billeder af udviklingen på mange forskellige områder i samfundet gennem de seneste ti år. De viser blandt andet, at:

  • Færre flytter til Danmark fra Færøerne. 933 flyttede hertil i 2017, og det var 33 pct. færre end i 2007.
  • Stadigt færre må klare sig med etagevask. 69.000 boliger har ikke bad i boligen i 2018, og det er 19 pct. færre end i 2010.
  • 175 personer mistede livet i trafikken i 2017, og det er mindre end halvt så mange som i 2007. 57 pct. blev dræbt i uheld med personbiler.
  • Selv om 38 pct. flere europæiske film havde premiere i 2017 end 2007, solgte de 27 pct. færre billetter. Omvendt solgte amerikanske film med 7,2 mio. billetter 13 pct. flere end i 2007 trods 19 pct. færre premierer.

Ti års økonomisk-politisk overblik

I Statistisk Tiårsoversigt er der en omfattende kalender, hvor du finder de vigtigste begivenheder inden for politik og økonomi fra 2008 og frem. Her kan du bl.a. læse, at det er ti år siden den store finanskrise ramte USA og resten af verden i efteråret 2008. Det var også i foråret 2008, en større strejke inden for det offentlige ramte bl.a. ældre- og børnepleje samt sundhedsområdet. Endvidere findes en begrebs- og ordforklaring, som gør bogen meget velegnet til undervisning.

Gratis gamle tiårsoversigter tilbage til 1964

Du kan kigge tilbage i tiden og se, hvordan Danmark har udviklet sig. Det kan du med de gamle udgaver af Statistisk Tiårsoversigt.


Statistisk Tiårsoversigt

Kolofon

Statistisk Tiårsoversigt
Tværgående
ISBN: 978-87-501-2300-2
Udgivet: 16. august 2018 kl. 08:00
Antal sider: 228
Kontaktinfo:
Marianne Kjær Mackie
Telefon: 39 17 31 69

tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig