Gå til sidens indhold

Statistisk Tiårsoversigt 2006

Tiårsoversigten er Danmarks Statistiks mest populære værk. Bogen er specielt udformet med henblik på undervisningsbrug og udkommer hvert år med en ny temaartikel.

Tema: De videregående uddannelser
Temaet i Statistisk Tiårsoversigt 2006 er frafald og fuldførelse på de videregående uddannelser. Hvem falder fra, hvem gennemfører, og hvor lang tid bruger de studerende?

Temaartiklen konkluderer bl.a., at frafaldet på bachelorstudierne er højere end på andre lange og mellemlange videregående uddannelser. En ud af tre dropper at gøre deres bacheloruddannelse færdig, mens det kun gælder for en ud af fem på mellemlange videregående uddannelser.

Læs flere af temaartiklens konklusioner i Nyt fra Danmarks Statistik.

Ti års udvikling
Statistisk Tiårsoversigt 2006
redegør i øvrigt for det danske samfunds struktur og udvikling de seneste ti år, fx inden for miljø, kultur, uddannelse, befolkning og udenrigshandel.

Bogen indeholder - ligesom de foregående år - masser af tabeller og figurer. Desuden rummer bogen detaljerede ordforklaringer, der kan bruges som et samfundsøkonomisk minileksikon.

Tiårsoversigten er velegnet til undervisningsbrug, bl.a. i gymnasiet og på de videregående uddannelser.

Snapshot af et samfund i udvikling
Ud over temaartiklen tegner bogens tabeller billeder af små og store sider af vores tilværelse siden midten af 1990'erne. Det var for eksempel perioden, hvor:

  • vi for alvor tog mobiltelefonerne til os. Hvor hver fjerde dansker i 1996 havde et mobilabonnement, havde vi sidste år lige over ét pr. dansker.
  • vi rundede 1 million pensionister.
  • vi blev lidt bedre til at håndtere parforholdets kriser. I 2005 standsede væksten i skilsmisser siden 1997.
  • vi blev lidt mere globale. Vi fløj 50 procent mere udenrigs, mens antallet af indenrigsflyvninger dykkede.
  • vi oftere måtte bøde for farten.
  • vi blev indlagt langt flere gange på en psykiatrisk afdeling, men i kortere tid. I 1994 blev danskerne indlagt 13.325 gange, hvor tallet i 2004 var 18.290.
  • vi fik endnu flere hvidevarer i køkkenet til at lette dagligdagen. Hvor fire ud af ti familier i 1996 havde opvaskemaskine, har mere end seks ud af ti det i 2006. Og syv ud af ti har mikrobølgeovn mod fire ti år tidligere.

Statistisk Tiårsoversigt

Hent som pdf

Hele publikationen

Kolofon

Statistisk Tiårsoversigt
Tværgående
ISBN: 87-501-1552-9
Udgivet: 10. august 2006 kl. 09:30
Antal sider: 212
Kontaktinfo:
Marianne Kjær Mackie
Telefon: 39 17 31 69

tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig