Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Konjunkturstatistik, Erhvervsstatistik
Simon B. Halifax
39 17 30 88

sbh@dst.dk

Hent som PDF

Konjunkturbarometer for erhvervene

Konjunkturbarometret måler månedligt erhvervslivets vurdering af udviklingen gennem de seneste tre måneder og forventninger til de kommende tre måneders udvikling. Undersøgelsen belyser den faktiske og den forventede udvikling inden for omsætning/salg/produktion, beskæftigelse, salgs-/tilbudspriser, lager-/ordrebeholdning og produktionsbegrænsninger. Spørgsmålene varierer i frekvens og antal mellem de forskellige erhverv.

Indholdsbeskrivelse

Konjunkturbarometeret er en månedlig tendensundersøgelse, der giver et hurtigt og aktuelt billede af faktiske forhold og forventninger i erhvervslivet. Virksomhederne svarer på en række forskellige spørgsmål der giver indblik i konjunktursituationen. For hvert spørgsmål skal der typiske tages kvalitativ stilling til den umiddelbare vurdering af om forholdene er forringede/faldende, omtrent uændrede eller forbedrede/stigende. Der er variationer i spørgsmålene mellem de forskellige erhverv, men månedligt bliver alle virksomhederne spurgt til faktisk og forventet udviklingsforløb inden for: - omsætning/salg/produktion - beskæftigelse - salgspriser/servicetakster/tilbudspris ved licitation. Detailhandlen spørges ligeledes til ordrebeholdning hos leverandører, mens serviceerhverv spørges til den generelle forretningssituation.

Ud over udviklingsforløbet af ovenstående spørges der også til om følgende vurderes at være (ikke) tilstrækkelige eller mere end tilstrækkelige: Detailhandlens varelagre, bygge og anlægs ordrebeholdning samt industriens færdigvarelagre, samlet ordrebeholdning og eksportordrebeholdning.

Bygge og anlæg, industrien og serviceerhverv bliver spurgt om der er faktorer der i øjeblikket begrænser deres produktion. Her afkrydses så mange der er relevant. Der kan vælges imellem mangel på hhv. efterspørgsel, arbejdskraft og materialer/lokaler/udstyr, finansielle begrænsninger eller andre årsager. Bygge og anlæg kan desuden vælge dårligt vejr.

Månedligt spørges desuden i serviceerhverv om produktionen kan øges hvis efterspørgslen skulle kræve det og i så fald hvor mange procent. Dette tal bruges til at beregne en indirekte kapacitetsudnyttelse.

Kvartalsvis skal industrien tage stilling til yderligere spørgsmål i udviklingsforløbet om samlet ordreindgang og konkurrencesituationen på hhv. eksport- og hjemmemarkedet. De bedes desuden vurdere om produktionskapaciteten er for lille, passende eller for stor og give et procenttal for kapacitetsudnyttelsen.

Halvårligt (april og oktober) bedes virksomhederne i industrien og serviceerhverv vurdere om deres investeringer er faldende, uændrede eller stigende og fordele dem på formål og påvirkende forhold.

De præcise formuleringer i spørgeskemaerne kan findes under fanen "Hvilke oplysninger skal I indberette" på oplysningssiderne for Bygge og anlæg, Industri, Detailhandel og Serviceerhverv.

Grupperinger og klassifikationer

Brancherne i statistikken følger Dansk Branchekode 2007 (DB07), der stort set svarer til den internationale NACE rev.2 nomenklatur. Offentliggørelsesniveauerne er typisk 2- eller 3-cifrede branchegrupper samt sammenlægninger af disse.

Sektordækning

Bygge og anlæg, industri, detailhandel (inkl. bilhandel) og serviceerhverv.

Begreber og definitioner

CVR: Det Centrale Virksomhedsregister. Et lovfæstet centralt, landsdækkende grundregister om alle registrerede virksomheder. Også foreninger og offentlige myndigheder er registrerede. Formålet er at have en entydig nummerering (CVR-nummer) af juridiske enheder og de dertil knyttede produktionsenheder. Det er herudover et formål at stille grunddata til rådighed for offentlige myndigheder og institutioner samt private. Oprettet i 1999.

Enheder

Enhederne i Konjunkturbarometeret er virksomheder bestemt ved juridisk enhed. I Danmarks Statistiks Erhvervsstatistiske Register bestemmes de juridiske enheder ved CVR-nummer.

Population

Målpopulationen for statistikken er virksomheder, som har hovedaktivitet inden for de dækkede erhverv. Der er tale om følgende hovedgrupper i Dansk Branchekode 2007 (DB07). Industri (C Fremstillingsvirksomhed) : 10 - 33 (Til den danske offentliggørelse hører også B Råstofindvinding dog uden olieudvinding), Bygge- og anlægssektoren: 41 - 43, Detailhandel: 45 og 47 Serviceerhverv: 49 - 95 (Undtaget 59-60, 66, 75 samt 84-88 (offentlige tjenester))

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

Bygge og anlæg: 1998 - Industri: 1990 - Detailhandel: Maj 2011 - Serviceerhverv: Maj 2011 -

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Procent, nettotal og antal måneder.

Referencetid

Konjunkturbarometret spørger til udviklingen de seneste tre måneder og forventningerne til de kommende tre måneder. For investeringsforventninger spørges der til sidste, nuværende og kommende investeringsår. Referencedatoen er den første dag i tællingsmåneden.

Hyppighed

Konjunkturbarometeret offentliggøres månedligt, men visse spørgsmål er kvartalsvise. Investeringsforventningerne offentliggøres i april og oktober.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Undersøgelsen er frivillig og kræver derfor ikke indsamlingshjemmel. Undersøgelsen udarbejdes efter aftale med EU Kommissionen. Rammerne for denne type undersøgelser er beskrevet i kommissionsbeslutningen af 12 July 2006 COM (206)379, "The Joint Harmonised European Union Programme on Business and Consumer Surveys".

Indberetningsbyrde

Der er i princippet ingen indberetningsbyrde, da undersøgelsen er frivillig. Vælger man at deltage, er det meningen, at spørgeskemaet skal kunne afkrydses af en ledende person i virksomheden i løbet af et minut. Virksomheder med fællesadministration af flere CVR-numre inden for samme branchegruppering tilbydes at foretage fællesindberetning over kun et CVR-nummer. Små virksomheder (undtaget bygge og anlæg) udtrækkes ikke, hvis de har under en bestemt grænse årsværk ansat. For industrien er grænsen 20. For detailhandel er grænsen 5. For serviceerhverv er grænsen 10.

Øvrige oplysninger

Se oplysninger på emnesiderne. Se også EU-kommissionens Guidelines, der ligger til grund for konjunkturbarometerstatistikkerne.