Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Konjunkturstatistik, Erhvervsstatistik
Simon B. Halifax
39 17 30 88

sbh@dst.dk

Hent som PDF

Konjunkturbarometer for erhvervene

Der indsamles hver måned konjunkturbarometeroplysninger fra en stikprøve på ca. 800 industrivirksomheder, 900 virksomheder i bygge og anlæg, 1400 virksomheder i detailhandlen og 2900 virksomheder i serviceerhverv. Der indberettes via online blanket på http://www.VIRK.dk eller på papirskema. Oplysningerne er overvejende kvalitative omkring ændringer i omsætning, beskæftigelse, lagre, ordre etc. De indsamlede data opregnes fra stikprøven til den samlede opregningspopulation (oftes svarende til udvalgspopulation) vægtet ud fra beskæftigelsesoplysninger, og fordelt på branche- og størrelsesgrupperinger. Indikatorer med sæsonmønster korrigeres herfor.

Kilder

Statistikken er spørgeskemabaseret. Det Erhvervsstatistiske register anvendes til generering og opdatering af stikprøven af virksomheder.

Undersøgelsen udføres som en panelbaseret stratificeret stikprøve. På industrien dækker de udtrukne virksomheder 83 pct. af den samlede beskæftigelse blandt virksomheder der kan udtrækkes. De tilsvarende tal er for bygge og anlæg på 27 pct., for detailhandel på 57 pct. og for serviceerhverv på 56 pct.

Pga. frafald opdateres stikprøvepanelet typisk to gange årligt. Stikprøven er stratificeret i de branchegrupper der fremgår af statistikbanktabellerne.

Der arbejdes desuden med størrelsesgrupperinger både ved udvælgelse til stikprøven og til opregning. På industrien udtrækkes alle virksomheder med mindst 200 årsværk, mens virksomheder med 20-199 årsværk udvælges tilfældigt. På detailhandel er størrelsegrupperne 5-9, 10-24 og 25+ årsværk, hvoraf virksomheder i de to første udtrækkes tilfældigt, mens alle udtrækkes i den sidste. På bygge og anlæg er størrelsesgrupperne 1-9, 10-49 og 50+ årsværk, hvoraf virksomheder i de to første udtrækkes tilfældigt, mens alle udtrækkes i den sidste. På serviceerhverv er størrelsesgrupperne 10-19, 20-49 og 50+ årsværk, hvoraf virksomheder i de to første udtrækkes tilfældigt, mens alle udtrækkes i den sidste.

Indsamlingshyppighed

Data indsamles månedligt over de første 2-3 uger af tællingsmåneden

Indsamlingsmetode

Data indsamles ved to metoder. Enten ved papirskema der udsendes med svarkuvert, eller der udsendes e-mail med besked om, at det er tid at logge ind på http://www.Virk.dk for at indberette på online-skema. Indberetterne tilskyndes at indberette online, og har man i en måned indberettet online, sendes der ikke papirskema i næste måned, men ovennævnte e-mailbesked.

Såfremt der ikke er indberettet rettidigt, sendes der dagen før fristen en påmindelse ud.

Svarprocenterne er på omkring 77-80 pct. Typisk indløber to tredjedele af besvarelserne før svarfristens udløb, der ligger omkring den anden fredag i måneden. Den resterende tredjedel af besvarelserne, der indløber i de to efterfølgende uger, medregnes i statistikken.

Vejledning i indberetning kan findes på oplysningssiderne fra linket i afsnit 2.1.

Datavalidering

Fejlsøgningen af de indkomne spørgeskemaer er på grund af undersøgelsens karakter, hvor besvarelsen primært er simpel afkrydsning, relativ ukompliceret og alene består af en kontrol vedrørende omfanget af besvarelsen. Ved Online-besvarelse tjekker indberetningssystemet http://www.Virk.dk at alle felter er udfyldt, og advarer indberetteren hvis ikke. Visse spørgsmål kan stå ubesvaret med vilje fra indberetterens side og der foretages ikke yderligere validering. De få indkomne papirskemaer indtastes manuelt.

I statistikopgørelsen undersøges datagrundlaget for eventuelle fejl, hvis der en måned viser sig store ændringer i de overordnede totaler eller branchetotalerne. Men typisk skyldes store ændringer, at flere større virksomheder ændrer vurdering i samme retning, eller at enkelte større virksomheder ikke har svaret den pågældende måned.

Databehandling

Virksomhedernes svar vægtes med deres respektive beskæftigelse målt på fultidsansatte. De indkomne besvarelser inden for et stratum fordeles procentmæssigt på besvarelserne stigende, uændret og faldende således at de summer til 100 pct. Gruppen af virksomheder inden for et stratum som ikke har svaret en given måned tildeles samme procentfordeling som gruppen af virksomheder der har svaret, og tæller altså neutralt med. (Teknisk set er der tale om en imputeringsmetode, hvor man antager at virksomhederne der ikke har svaret, ville have svaret som gennemsnittet af de andre).

Herfra opregnes stikprøvens strata til hele opregningspopulationen vægtet efter antal fuldtidsbeskæftigede inden for hver branchegruppering.

Konjunkturindikatoren for en given variabel beregnes som nettotal, dvs. differencen imellem procentandelen af virksomheder (vægtet med antal ansatte), der har svaret stigende og svaret faldende. Nettotallene siger intet om størrelsen af væksten eller tilbagegangen, men indikerer blot, at der forventes en fremgang eller tilbagegang af en overvægt af virksomheder på så mange procent som nettotallet angiver.

De sammensatte indikatorer beregnes som et simpelt gennemsnit af delindikatorerne. Visse indikatorer indgår med modsat fortegn, fx færdigvarelagre, da for store lagre vurderes som negativt.

Specielt for spørgsmål om produktionsbegrænsninger, hvor hver enkelt faktor, fx arbejdskraftmangel, enten afkrydses eller ikke afkrydses, beregnes procentandelene af virksomheder, der har krydset af. I procentberegningen vægtes de enkelte virksomheder med deres antal ansatte. Som for de øvrige indikatorer opregnes stikprøveresultatet til at gælde for samtlige virksomheder inden for hver branchegruppering.

Korrektion

Sæsonkorrektion: Danmarks Statistik undersøger indikatorerne for sæsonmønster og korrigerer herfor på samlet industri-niveau. Hvis data er udpunktet (..) i statistikbanken betyder det, at der ikke er fundet sæson i serien.

Brudkorrektion: Visse indikatorer for ordre- og lagerbeholdning har brud i dataserierne. Bruddet opstod i anledning af overgang til nye svarformuleringer i spørgeskemaet. Læs videre i dokumentet Brudkorrektion af konjunkturbarometrene pr 2014.