Indhold
Kontaktinfo
Privatøkonomi og Velfærd, PersonstatistikHege Susanne Hauglund
Hent som PDF
De implicitte indeks er baseret på lønoplysninger for stort set samtlige ansatte i offentlig forvaltning og service. Indeksene offentliggøres fordelt på 36-standardgrupperingen i Dansk Branchenomenklatur 2007 (DB07), og viser udviklingen i forhold til basisperioden (1. kvartal 2005) og i forhold til samme kvartal året før.
Indholdsbeskrivelse
Det implicitte lønindeks for offentlig forvaltning og service viser udviklingen i en samlet løn pr. time i statslige, kommunale og regionale virksomheder og organisationer fordelt på branchegrupper. Lønindeksets lønbegreb er fortjenesten i alt inklusive såvel lønmodtagers som arbejdsgivers andel af eventuelle pensionsbidrag, men ekskl. ferie- og andre uregelmæssige betalinger. Den samlede fortjeneste sættes i princippet i forhold til de præsterede timer.
Indekset beregnes på basis af totalpopulationen af offentligt ansatte inklusive elever og unge under 18 år. Visse særlige personalegrupper er dog udeladt såsom ansatte i henhold til forskellige beskæftigelsesordninger for unge og arbejdsløse. Endvidere er honorar- og vederlagslønnede og beskyttede stillinger i forbindelse med revalidering udeladt. Herudover er også en række særlige grupper som værnepligtige, byrådsmedlemmer, valgtilforordnede o.l. fjernet.
Når det gælder de statslige lønindeks for 1. og 2. kvartal 2015, samt 1. og 2. kvartal 2018, kan det oplyses, at data fra Folkekirken ikke har været med i beregningerne, da der har været problemer med datakvaliteten.
Grupperinger og klassifikationer
Til offentliggørelse af lønindeks benyttes branchenomenklaturen Dansk Branchekode 2007 (DB07) som er en dansk branchenomenklatur baseret på EU's nomenklatur (NACE). DB07 er delt op i 10-, 19- og 36-standardgrupperingerne. For nærmere beskrivelse se DB07.
Sektordækning
Sektoren offentlig forvaltning og service omfatter ansatte i staten, kommuner og regioner som producerer ikke-markedsmæssige tjenester, der hovedsageligt finansieres via skatter. Tjenesterne de ansatte yder, stilles således helt eller delvist gratis til rådighed for husholdningerne og virksomhederne (fx daginstitutioner, uddannelse og sygehuse). Det er dog værd at bemærke, at sektoren offentlig forvaltning og service ikke indeholder oplysninger om ansatte i offentlige selskaber og selskabslignende virksomheder, såsom fx DSB, Statens Serum Institut og Movia. Disse selskabslignende virksomheder drives på markedsvilkår, og hører dermed under sektoren virksomheder og organisationer som har sit eget lønindeks. Denne opdeling af sektorer følger Nationalregnskabets definitioner og er for lønindeksene gældende fra 1. kvartal 2013.
Begreber og definitioner
A-indkomst: Løn og andet pengevederlag, der ydes i ansættelsesforhold og som er A-skattepligtig indkomst.
Feriebetalinger: Løn i forbindelse med ferie.
Lønoplysninger: En samlebetegnelse for løndata for det enkelte ansættelsesforhold eller på et mere overornet niveau for en hel gruppe.
Samlet pensionsbidrag: Lønmodtagers og arbejdsgivers pensionsbidrag.
Uregelmæssige betalinger: Bonus, lønregulering, kompensation for ikke afholdte feriedage mv.
Virksomhed: En organisation der udfører økonomisk aktivitet ved fx at producere og sælge varer.
Enheder
Tællingsenheden er det individuelle ansættelsesforhold i institutioner inden for offentlig forvaltning og service (stat, kommune eller region).
Population
Alle lønmodtagere i staten, regionerne og kommunerne.
Geografisk dækning
Lønindeksene dækker lønmodtagere som er ansat i statslige, regionale eller kommunale virksomheder eller organisationer inden for offentlig forvaltning og service, som er placeret i Danmark.
Tidsperiode
Statistikken dækker tidsperioden fra første kvartal 2005 og frem.
Basisperiode
Første kvartal 2005 er referancekvartalet (basiskvartalet), hvor indeksværdien således er lig med 100.
Måleenhed
Måleenheden er indeksværdi samt procentvis ændring fra samme kvartal året før. Indeksværdien og den procentvise ændring vises i to forskellige tabeller for de forskellige sektorer i Statistikbanken.
Referencetid
En lønperiode i den midterste måned hvert kvartal, svarende til månederne februar, maj, august og november.
Hyppighed
Statistikken udkommer kvartalsvist, ca. 8 uger efter sidste dag i kvartalet som måles.
Indsamlingshjemmel og EU regulering
Lov om Danmarks Statistik § 6 og § 8. Oplysninger fra den kvartalsvise indsamling af oplysninger om løn og arbejdstimer anvendes desuden til indberetning til EU's forskellige kvartalsvise statistikker om løn- og arbejdsomkostninger. I særdeleshed kan nævnes EU-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2003 af 27. februar 2003 om lønomkostningsindekset.
Indberetningsbyrde
Dataudtrækkene til statistikken foretages i lønanvisningssystemerne. De indberettende institutioner, kommuner og regioner berøres stort set ikke af indberetningen, bortset fra vedligeholdelse af enkelte statistikvariable i lønanvisningssystemet.
Øvrige oplysninger
Øvrige oplysninger kan fås under emnesiden om Løn-og arbejdsomkostninger eller ved henvendelse til Danmarks Statistik.