Vallensbæk har størst andel småbørn
Befolkningens udvikling 1. kvt. 2019
De 0-5-årige udgør 6,3 pct. af Danmarks befolkning pr. 1. april 2019. I Vallensbæk Kommune er andelen af småbørn størst. Der udgør aldersgruppen 8,0 pct., mens kun 3,6 pct. af Langeland Kommunes befolkning er mellem 0 og 5 år. I alle de fem ø-kommuner er det kun mellem 3,3 og 4,7 pct., der er småbørn. Otte ud af ti kommuner med størst andel af småbørn ligger i og omkring Hovedstaden, mens Skanderborg og Rebild kommer ud på hhv. anden- og sjettepladsen med 7,8 og 7,4 pct. For fem år siden udgjorde de 0-5-årige 6,5 pct. af Danmarks befolkning.
Kilde: www.statistikbanken.dk/folk1a.Både færre fødte og færre døde
I første kvartal 2019 blev der født 14.230 børn, hvilket er 558 - eller 3,8 pct. - færre fødte end i første kvartal sidste år. 1.285 - eller 8,2 pct. - færre personer døde i første kvartal dette år i forhold til sidste år. Dermed var der et meget lille fødselsunderskud på 90 personer mod et fødselsunderskud på 817 personer i første kvartal sidste år.
Lavere ind- og udvandring
20.318 indvandrede og 14.769 udvandrede i årets første kvartal. Det resulterer i en nettoindvandring på 5.549 personer, hvilket er 3,3 pct. lavere end første kvartal sidste år. Antallet af indvandrede er faldet med 6,5 pct. og antal udvandrede er faldet med 7,6 pct., i forhold til samme kvartal året før.
17 pct. flere på 80+ år end for ti år siden
Andelen af personer over 80 år er steget med 17,3 pct. siden 2009. 160.704 kvinder og 104.708 mænd - eller 4,6 pct. af hele befolkningen - har rundet de 80 år 1. april 2019. Det er 3,1 pct. flere end samme tidspunkt sidste år. Antallet af mænd mellem 90-99 år er steget 43,8 pct. de seneste ti år, mens antallet af kvinder i denne aldersgruppe kun er steget med 18,4 pct.
Kilde: www.statistikbanken.dk/folk1a.5 pct. flere på 100+ år end for fem år siden
931 kvinder og 154 mænd havde 1. april 2019 rundet de 100 år. Der er 0,6 pct. flere over 100 år end april sidste år og 5,2 pct. flere end for fem år siden. De to ældste kvinder er 110 år, og den ældste mand er 107 år.
Færre kommuner har stigende indbyggertal
58 kommuner har fået flere indbyggere siden 1. april sidste år, hvor det året forinden (fra 1. januar 2017 til 1. januar 2018) var 64 kommuner, der havde fået flere indbyggere. Solrød Kommune er vokset mest det seneste år med 2,6 pct. svarende til 583 personer, mens Københavns Kommune er vokset med 1,7 pct. eller 10.357 personer. Norddjurs Kommune er den kommune, der er gået mest tilbage med minus 1,0 pct. svarende til 388 færre indbyggere.
Nyt fra Danmarks Statistik
9. maj 2019 - Nr. 180
Hent som PDF
Næste udgivelse: 9. august 2019
Kontakt
- Connie Østberg, tlf. 23 60 19 14
- Lisbeth Greve Harbo, tlf. 20 58 64 08
Kilder og metode
Statistikken baseres på oplysninger i Det Centrale Personregister (CPR).