Informationsspecialisternes blog
Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen.
Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.
Du kan kontakte os via "Spørg om statistik" eller info@dst.dk.
tilfredshed
Vis alle blogindlæg
13. oktober 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
TIP: Ensomheden rammer bredt
Ensomhed kan være en svær størrelse at lave statistik om. Ensomhed er en individuel oplevelse, der ikke let lader sig måle.
I Danmarks Statistiks livskvalitetsundersøgelse har man alligevel gjort forsøget ved at stille spørgsmålet: ”Hvor ofte sker det, at du er alene, selvom du har mest lyst til at være sammen med andre?” Man kan fordele svarene på bl.a. køn, alder, indkomst, uddannelse og område i de tabeller i Statistikbanken, der omhandler ”Livskvalitet efter dagligdag”.
Undersøgelsen af livskvalitet fra Danmarks Statistik dækker personer over 18 år. I rapporten "Børn og unges mentale helbred" fra Vidensråd for Forebyggelse gennemgås forskellige undersøgelser, der er foretaget om især de 10-24 åriges oplevelse af ensomhed. I Skolebørnsundersøgelsen, der gennemføres hvert 4. år, belyses omfanget af ensomhed blandt børn i femte, syvende og niende klasse.
De ældres oplevelse af ensomhed er belyst i rapporten ”Ældres ressourcer og behov i perioden 1997-2012” fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Ensomhed har ikke bare stor betydning for menneskets fysiske og psykiske helbred, men har også samfundsøkonomiske konsekvenser. I analysen "Sygdomsbyrden i Danmark – Risikofaktorer” er ensomheds indflydelse på bl.a. tabte leveår, sygefravær og indlæggelser på sygehus beregnet. Det estimeres således, at der er ekstra omkostninger på 2,2 mia. kr. til behandling og pleje og 7 mia. kr. ved tabt produktion blandt personer, der er ensomme, i forhold til personer, der ikke er ensomme. Analysen er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed for Sundhedsstyrelsen.
Tags: børn, ældre, livskvalitet, samfundsomkostninger, trivsel, tilfredshed, sygefravær, helbred
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
22. september 2016 af Informationsservice og Bibliotek
Livet i EU's hovedstæder
I Vilnius er 98 pct. af indbyggerne glade for at bo i landets hovedstad. I Stockholm og København er det 97 pct., der erklærer sig tilfredse med livet i byen, mens Athen har den laveste andel af tilfredse borgere, nemlig 71 pct.
Mange flere detaljer kan ses i Eurostats publikation "Urban Europe - Statistics on cities, towns and suburbs", der maler et billede af byer og byudvikling i EU-landene med statistikker om boligforhold, arbejdslivet, indvandring osv.
Hele bogen kan downloades, eller de enkelte kapitler kan læses via portalen Statistics Explained. Vil du hellere lege med et visuelt værktøj, så kan du med My capital in a bubble sammenligne og med et blik få øje på forskelle imellem hovedstæderne.
[August 2023: Link til "My capital in a bubble" er ikke længere tilgængelig]
Tags: livskvalitet, levevilkår, tilfredshed, byer
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik
15. september 2016 af Informationsservice og Bibliotek
Livskvalitet i Europa
I dag præsenteres resultaterne af Danmarks Statistiks nye måling af danskernes livskvalitet.
Vil du sammenligne med andre lande er der rig mulighed for det hos Eurostat og OECD, hvor landenes indbyggere har svaret på lignende spørgsmål om bl.a. tilfredshed med livet generelt, tryghed, sociale aktiviteter, helbred og uddannelse.
Hos Eurostat er der infografik, hvor du kan se det enkelte lands score sammenlignet med EU-gennemsnit samt laveste og højeste score. En sammenhængende beskrivelse får du i publikationen "Quality of life - facts and views" og mere detaljerede opdelinger på fx alder, køn og uddannelsesniveau kan ses i de tilhørende tabeller eller kort.
OECD's Better Life Index måler befolkningens trivsel i 34 lande og 395 regioner.
[Link til tabeller og kort fjernet juli 2020]
Tags: livskvalitet, levevilkår, trivsel, rangorden, tilfredshed
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik