Gå til sidens indhold

ØMU-gælden falder fortsat

ØMU-gæld og ØMU-saldo 2016 (oktober-version)

Danmark ligger solidt inden for ØMU-kriterierne for både saldo og gæld i 2016 ved årets anden ØMU-indberetning til EU-kommissionen. ØMU-gælden udgjorde 779 mia. kr. ved udgangen af 2016 svarende til 37,7 pct. af BNP. I forhold til 2015 er det et fald på 1,8 procentpoint af BNP. Siden 2014 er ØMU-gælden faldet med i alt 6,3 procentpoint. Faldet i ØMU-gælden skyldes især et fald i den statslige gæld, som afspejler at statens indestående i Danmarks Nationalbank er reduceret til niveauet fra før finanskrisen. Ifølge EU-traktatens ØMU-kriterier må ØMU-gælden ikke overstige 60,0 pct. af BNP.

ØMU-saldoen og ØMU-gælden i pct. af BNP

ØMU-underskud på 0,6 pct. af BNP

I 2016 havde Danmark et underskud på den offentlige saldo (ØMU-saldoen) på 13 mia. kr. svarende til 0,6 pct. af BNP. I 2015 var der et underskud på ØMU-saldoen på 1,8 pct. af BNP. I 2016 blev saldoen påvirket positivt af bl.a. øgede indtægter fra pensionsafkastskatten, mens saldoen i 2015 påvirkedes negativt af bl.a. forholdsvis store afskrivninger på skatterestancer. Ifølge ØMU-kriterierne må underskuddet på den offentlige saldo under normale omstændigheder ikke blive større end 3,0 pct. af BNP.

ØMU-gæld og ØMU-saldo

 

2013

2014

2015

2016

 

pct. af BNP

ØMU-gæld ved årets udgang

44,0

44,0

39,5

37,7

Overskud på ØMU-saldo

-1,2

1,1

-1,8

-0,6

 

mia. kr.

ØMU-gæld ved årets udgang

849,9

869,6

801,5

778,5

Overskud på ØMU-saldo

-23,8

21,1

-35,6

-12,9

Anm.: BNP er fra tabellen www.statistikbanken.dk/NAN1 i Statistikbanken.

ØMU-gælden er et bruttogældsbegreb

ØMU-gælden er et bruttogældsbegreb opgjort i nominel værdi, der omfatter en konsolideret opgørelse af de væsentligste gældsposter i stat, kommuner og regioner samt sociale kasser og fonde. Dvs. kun de offentlige delsektorers beholdninger af fordringer på sig selv eller andre offentlige delsektorer kan modregnes (fx statsobligationer).

ØMU-gælden opgøres ud fra et forsigtighedsprincip uden modregning for betydelige statslige finansielle aktiver. Oplysninger om disse store finansielle aktiver indgår dog som supplerende oplysninger i Danmarks ØMU-indberetning til EU-kommissionen. De pågældende aktiver har en værdi på i alt 205 mia. kr., svarende til ca. 10 pct. af BNP i 2016.

Hvor der i ØMU-gælden således modregnes for Den Sociale Pensionsfonds (DSP) beholdning af statsobligationer, kan der ikke modregnes for DSP's beholdning af andre finansielle aktiver, der ved udgangen af 2016 udgjorde ca. 9 mia. kr., og som især består af realkreditobligationer. I ØMU-gælden kan der heller ikke modregnes for statens store finansielle aktiver i form af indestående i Danmarks Nationalbank, der udgjorde ca. 111 mia. kr. ved udgangen af 2016.

Hertil kommer, at en del af ØMU-gælden omfatter lån, som staten har optaget på vegne af statslige selskaber, fx inden for infrastruktur, med henblik på billigere finansiering. Disse genudlån til statslige selskaber udgjorde ca. 85 mia. kr. ultimo 2016. Havde disse statslige selskaber i stedet optaget lån med statsgaranti, som giver lidt mindre attraktive lånevilkår, ville det ikke have påvirket ØMU-gælden.

ØMU-gælden og ØMU-saldoen er vigtige nøgletal

ØMU står for Den Økonomiske og Monetære Union, der er et EU-samarbejde om bl.a. den økonomiske politik og den fælles valuta. ØMU-gælden og ØMU-saldoen er to vigtige nøgletal, der benyttes af EU til at vurdere, om medlemslandene opfylder kriterierne i EU-traktaten. Både eurolande og ikke-eurolande er forpligtet til at overholde de fastsatte ØMU-kriterier.

I EU's Stabilitets- og Vækstpagt er der angivet sanktionsmuligheder, hvis eurolandene overskrider disse kriterier. Derimod bliver lande uden for euroen ikke sanktioneret, hvis de overskrider kriterierne. Disse lande kan dog få EU-henstillinger om at reducere underskuddet og gælden.

ØMU-saldoen er identisk med den nationalregnskabsbaserede offentlige saldo.

Frister for ØMU-indberetninger

Som led i EU's procedure i forbindelse med uforholdsmæssige store underskud er der to årlige frister for indberetninger til EU-kommissionen af ØMU-saldoen og ØMU-gælden - 1. april og 1. oktober. I oktober bliver der således indberettet på grundlag af de i mellemtiden reviderede nationalregnskabstal for det offentlige. Tal for Danmark og de øvrige EU-lande publiceres af Danmarks Statistik 31. oktober 2017, umiddelbart efter Eurostats offentliggørelse.

Nyt fra Danmarks Statistik

5. oktober 2017 - Nr. 389

Hent som PDF
Næste udgivelse: 5. april 2018

Kontakt

Statistik­dokumentation