Gå til sidens indhold

Stort overskud på de offentlige finanser

Regnskaber for offentlig forvaltning og service 2024 marts-version

I 2024 var der et overskud på 133,2 mia. kr. på de offentlige finanser. Året før var overskuddet på 92,7 mia. kr. Samlet set steg udgifterne med 62,2 mia. kr. til 1.375,7 mia. kr. i 2024, mens indtægterne steg med 102,7 mia. kr. til 1.508,9 mia. kr. i 2024. Indtægterne fra pensionsafkastskatten er opgjort til 43,0 mia. kr. i 2024 og er sammen med stigningen i personskatter og selskabsskatter en af forklaringerne på det store overskud.

Den offentlige saldoKilde: www.statistikbanken.dk/off3

Stigning i indtægten fra pensionsafkastskat, personskat og selskabsskat

Efter to år med relativt beskedne indtægter fra pensionsafkastskatten er indtægterne i 2024 oppe på 43,0 mia. kr. I 2022 og 2023 var indtægterne på hhv. 11,2 og 13,0 mia. kr. Indtægterne fra pensionsafkastskatten varierer meget fra år til år, da den er afhængig af udviklingen på de finansielle markeder. I 2024 var indtægterne fra personskatter på 745,4 mia. kr., hvilket er en stigning på 45,0 mia. kr. i forhold til året før. Alle år siden 2017 har været præget af relativt store årlige stigninger i personskatterne. Selskabsskatterne udgjorde i 2024 122,7 mia. kr. Stigningen var således på 16,6 mia. kr. i forhold til 2023. De tre forudgående år var præget af et relativt stabilt niveau.

Pensionsafkastskatten, personskatter og selskabsskatterKilde: www.statistikbanken.dk/off12

Stigende udgifter til sociale ydelser

De samlede udgifter til sociale ydelser udgjorde 418,1 mia. kr. i 2024. Det er en stigning på 18,3 mia. kr. i forhold til 2023. Det skyldes hovedsageligt en stigning i udgifterne til pensioner, som kan forklares med en stigning i antallet af personer på pension samt i satserne. Derudover var der mindre ændringer i en lang række andre sociale ydelser.

Sociale ydelserKilde: www.statistikbanken.dk/off10

Nyt fra Danmarks Statistik

24. marts 2025 - Nr. 79

Hent som PDF
Næste udgivelse: 3. juni 2025

Kontakt

Kilder og metode

Opgørelsen er udarbejdet inden for rammerne af Databasen for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR). Det betyder, at de regnskabs- og budgetdokumenter, som ligger til grund, foreligger med nationalregnskabskoder på et meget detaljeret niveau. Det er muligt at få adgang til disse informationer mod betaling.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation