Vi sorterer fortsat mere affald til genanvendelse
Affaldsregnskab 2019
I takt med flere beholdere og ordninger til sortering af husholdningsaffald, stiger mængderne af affald indsamlet til genanvendelse, mens mængderne af affald til forbrænding falder. Husholdningerne sendte omtrent 1,7 mio. ton affald til genanvendelse i 2019, svarende til halvdelen af husholdningsaffaldet. Husholdningsaffald indsamlet til genanvendelse er steget med 0,5 mio. ton siden 2011, hvilket svarer til en stigning på 36 pct.
Kilde: www.statistikbanken.dk/affaldHaveaffald fylder mest i husholdningernes genanvendelige affald
Størstedelen af det affald, som husholdningerne sorterer til genanvendelse, er haveaffald. Med 742.000 ton i 2019, udgør haveaffald 42 pct. af husholdningernes genanvendelige affald. Træ- og madaffald udgør hhv. 11 og 8 pct. af husholdningernes affald til genanvendelse. Resten udgøres af jern og metal, papir, glas, pap, plast og øvrigt affald.
Kilde: www.statistikbanken.dk/affaldÆndrede vaner giver mere pap og mindre papir til genanvendelse
Husholdningerne sorterede 84.000 ton pap til genanvendelse i 2019, hvilket er en stigning med 147 pct. siden 2011. Vi udsorterer især mere papemballage, fx som følge af mere nethandel. I den samme periode ses et fald i mængderne af papiraffald indsamlet til genanvendelse. I 2019 indsamledes 133.000 ton papiraffald fra husholdninger, et fald på 37 pct. sammenlignet med 2011. Mindskede mængder papiraffald kan blandt andet ses i sammenhæng med faldende oplagstal af trykte medier, herunder dagblade og tidsskrifter i papirform i husholdningerne.
Kilde: www.statistikbanken.dk/affaldDen samlede mængde affald stiger
I 2019 skabte vi i Danmark i alt 12,7 mio. ton affald, hvilket er 2 pct. mere end i 2018. Affaldsmængderne har været støt stigende siden 2012. Fra husholdningerne indsamledes i alt 3,5 mio. ton affald, eller 28 pct. af de samlede affaldsmængder i 2019. Affald fra bygge- og anlægsbranchen var i 2019 på 5 mio. ton, og udgjorde 40 pct. af det samlede affald, mens øvrige erhverv skabte 4,2 mio. ton affald, svarende til 33 pct. Stigningen i affaldsmængder ses primært i bygge- og anlægsbranchen og øvrige erhverv.
Kilde: www.statistikbanken.dk/affaldNyt fra Danmarks Statistik
10. marts 2021 - Nr. 83
Hent som PDF
Næste udgivelse: 18. januar 2023
Kontakt
- Sara Svantesson, tlf. 30 46 42 06
Kilder og metode
Affaldsregnskabet bygger på data fra Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem (ADS). Fordelingen på detaljerede brancher efter principperne i det grønne nationalregnskab er foretaget af Danmarks Statistik.