Gå til sidens indhold

Danmark henter stor formueindkomst fra USA

Betalingsbalance og udenrigshandel (tema) 2020 fokus på Danmark - USA

USA har en stor betydning for dansk økonomi. Dels er USA i 2020 det største eksportmarked, og dels har Danmark en betydelig formueindkomst fra USA. I de første otte måneder af 2020 bidrog formueindkomsten fra USA med 22 pct. af Danmarks samlede indtægter fra formueindkomsten. Dermed var USA det land, hvor Danmark havde de største formueindkomstindtægter i 2020, efterfulgt af Sverige med en andel på 9 pct. Siden 2009 er andelen af formueindkomsten fra USA steget med 15 procentpoint. I de første otte måneder af 2020 udgjorde eksporten af varer og tjenester til USA 13 pct. af Danmarks samlede eksport, hvilket er 4 procentpoint mere end i 2009. Til sammenligning udgjorde eksporten til det næststørste eksportland, Tyskland, 12 pct. i 2020. 8 pct. af Danmarks samlede import i 2020 kom fra USA, hvor importen fra Tyskland udgjorde 16 pct.

USA's andel af samlet handel med varer og tjenester samt formueindkomstKilde: www.statistikbanken.dk/bb3 og særkørsel Danmarks Statistik.

Varerne dominerer eksporten til USA, mens tjenesterne dominerer importen

I 2019 var der et overskud på handlen med varer og tjenester over for USA på 68 mia. kr. Danmark eksporterede for 159 mia. kr. til USA, hvilket svarer til en fordobling siden finanskrisen i 2009. Heraf var de 91 mia. kr. eksport af varer og 68 mia. kr. kom fra eksport af tjenester. Næsten halvdelen af tjenesteeksporten kom fra eksport af søtransport. I importen fra USA fylder tjenesterne mest. I 2019 importerede Danmark for 92 mia. kr. fra USA, hvoraf tjenesteimporten udgjorde over halvdelen med 62 mia. kr. Her udgjorde søtransport og andre forretningstjenester hver en tredjedel. Andre forretningstjenester dækker bl.a. over køb af patenter. I løbet af de seneste ti år er importen af varer fra USA steget med 12 mia. kr., mens importen af tjenester er steget 24 mia. kr. Det svarer til en stigning i importen fra USA på 66 pct., mens den samlede import er steget med 62 pct.   

Import, eksport og indtægter fra formueindkomst, USA. Løbende priserKilde: www.statistikbanken.dk/bb3.

41 pct. af vareeksporten til USA passerer ikke den danske grænse

Eksporten af varer kan opdeles efter, varer der krydser grænsen, og varer der ikke krydser grænsen. Den del af vareeksporten, der ikke krydser den danske grænse, er vokset betydeligt over årene. Denne form for eksport består dels af salg af varer, som er forarbejdet i udlandet, og dels af salg af færdigvarer, der er købt og direkte videresolgt, uden at de har passeret den danske grænse (merchantingvarer). Særligt til USA, har eksport af varer, som ikke krydser den danske grænse, taget fart. Allerede i 2009 udgjorde denne form for eksport næsten en fjerdedel af vareeksporten til USA, mens det i 2019 var øget til 41 pct. Til sammenligning udgjorde det knap 11 pct. af vareeksporten til resten af verden.

Vareeksport efter varer der krydser/ikke krydser den danske grænseKilde: Særkørsel i Danmarks Statistik.

Formueindkomstindtægter fra USA firedoblet siden 2009

Indtægterne fra formueindkomsten fra USA er fra 2009 til 2019 firedoblet, og var i 2019 36 mia. kr., hvilket er højere end væksten i de samlede indtægter for formueindkomsten på 58 pct. Stigningen i formueindkomsten fra USA er især trukket af afkastet fra direkte investeringer. Indtægter fra formueindkomsten består af indtægter fra direkte investeringer, porteføljeinvesteringer og anden formueindkomst, som bl.a. dækker over rentebetalinger af lån mv. Indtægter fra de direkte investeringer er afkastet fra danske virksomheders datterselskaber i USA, hvor indtægterne fra porteføljeinvesteringer er afkast af amerikanske aktier og obligationer ejet af danskere.

Udviklingen i afkastet af direkte investeringer skal ses i sammenhæng med eksporten uden for landets grænser. Hvordan danske virksomheder vælger at organisere sin produktion i udlandet har betydning for, hvorvidt aktiviteterne registreres som eksport eller indkomst i form af afkastet af direkte investeringer. Når danske virksomheder overlader produktion og salg i udlandet til udenlandske datterselskaber vil denne aktivitet ikke indgå i dansk eksport. Aktiviteten indgår i stedet i betalingsbalancen som formueindkomst fra udlandet.

I 2019 udgjorde afkastet af direkte investeringer 39 pct. af indtægterne fra formueindkomsten fra USA, hvor de i 2009 var negative. Dvs. at der i 2009 var underskud i de danske virksomheders datterselskaber i udlandet, hvilket kan ses i lyset af finanskrisen.

Indtægter fra formueindkomst efter komponenterKilde: www.statistikbanken.dk/bb3.

Nyt fra Danmarks Statistik

27. oktober 2020 - Nr. 398

Hent som PDF
Næste udgivelse: 11. marts 2021

Kontakt

Kilder og metode

Betalingsbalancen er en opgørelse over værdien af de økonomiske transaktioner med udlandet i en given periode.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation