Gå til sidens indhold

Flere personer på herberg og forsorgshjem i 2023

Herberger og forsorgshjem 2023

7.200 personer overnattede på et herberg eller forsorgshjem mv. i 2023. Det er en stigning på 3 pct. siden 2022, og 8 pct. siden 2021. Aldersfordelingen ligner fordelingen i de to forgangne år.

Personer med ophold på herberger og forsorgshjem fordelt på alder og årKilde: www.statistikbanken.dk/herfor1

Større andel af kvinder blandt de 18-24-årige end i de andre aldersgrupper

Størstedelen af personerne på herberg og forsorgshjem i 2023 var mænd. De udgør tre fjerdedele, hvilket var samme billede som i 2022. Denne fordeling afspejles i stort set alle aldersgrupper, hvor kvinderne udgør omtrent 25 pct. Blandt de yngste personer udgør kvinderne dog næsten 40 pct.

Personer med ophold på herberger og forsorgshjem fordelt på alder og køn. 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/herfor1

De fleste personer har et ophold på over én måned

Tre fjerdedele af personerne havde ophold, der varede længere end én måned i 2023, mens en fjerdedel af personerne opholdte sig på et herberg eller forsorgshjem i kortere tid. 68 pct. og dermed størstedelen af de personer, der opholdt sig på et herberg eller forsorgshjem i 2023, havde et enkelt ophold. 29 pct. havde mellem 2 og 5 ophold, og endelig havde 3 pct. 6 eller flere i løbet af 2023.

Andel personer, der har opholdt sig på et herberg eller forsorgshjem, fordelt på opholdslængde. 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/herfor1

Definition og opgørelse af antal herberger og forsorgshjem

Herberger og forsorgshjem dækker over boformer efter servicelovens § 110, der er målrettet personer med særlige sociale problemer, som er hjemløse eller funktionelt hjemløse. Funktionelt hjemløse er personer, der har en bolig, men som ikke er i stand til at benytte den i kortere eller længere perioder.

Danmarks Statistiks opgørelse af antal herberger og forsorgshjem kan ikke direkte sammenlignes med antallet i Tilbudsportalen. I Danmarks Statistiks register over ophold på herberger og forsorgshjem opgøres antallet af tilbud som antallet af indberettere til statistikken. Antallet af indberettere kan dog afvige fra antallet af tilbud i Tilbudsportalen. Blandt andet indberetter tilbud med flere afdelinger i nogle tilfælde pr. afdeling; i andre tilfælde indberetter de samlet, f.eks. hvis de ligger administrativt og fysisk på samme adresse. For året 2023 indgår der 129 indberettere i Danmarks Statistiks opgørelse, som svarer til 114 tilbud i Tilbudsportalen.

Nyt fra Danmarks Statistik

26. juni 2024 - Nr. 189

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Herberger og forsorgshjem dækker over ophold på herberg og forsorgshjem efter §110 i Serviceloven, målrettet personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.
Herbergerne og forsorgshjemmene mv. har godkendt deres indberetning for 2021. Kun godkendte indberetninger bliver inkluderet i statistikken, og ved manglende eller afviste indberetninger er landstotalen baseret på en opregning. I 2021 har ingen herberger eller forsorgshjem afvist data.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation