Sammenlignelighed
Kontaktinfo
Forskning, Teknologi og Kultur, Erhvervsstatistik.Søren Østerballe
Hent som PDF
Kulturelle og kreative erhvervs nationaløkonomiske betydning
Statistikken er første gang udarbejdet i 2024 med tal tilbage til 2014. Statistikken er sammenlignelig i hele perioden.
Det er muligt at finde statistik om kulturens økonomi og beskæftigelse i andre lande, selv om der ikke findes internationale retningslinjer for udarbejdelse af denne type statistik. EU, Eurostat og UNESCO udgiver også løbende publikationer, der emnemæssigt overlapper med denne statistik og generelt kulturområdet.
International sammenlignelighed
Statistikken er ikke underlagt nogen EU-forordninger. Det er muligt at finde statistik om kulturens økonomi og beskæftigelse i andre lande, selv om der ikke findes internationale retningslinjer for udarbejdelse af denne type statistik.
EU udgiver også løbende publikationer og statistik i samarbejde med Eurostat, der emnemæssigt overlapper med denne statistik. Se blandt andet den kulturelle sektor, kulturelle og kreative erhverv og kulturelle og kreative sektorer.
UNESCO har ligeledes udgivet publikationer vedrørende de kulturelle og kreative erhverv.
Sammenlignelighed over tid
Input-output-tabellerne til statistikken om de kulturelle og kreative erhvervs nationaløkonomiske betydning er baseret på nationalregnskabet og er i lighed hermed sammenlignelige over tid. Implementering af grundlæggende nye internationale retningslinjer vil så vidt muligt medføre tilbagegående revisioner for at sikre sammenligneligheden over tid. For 2014 og frem er input-output-tabellerne i løbende priser baserede på nationalregnskabets tilgang- og anvendelsestabeller (supply and use tabeller).
Tallene for omsætningen og beskæftigelsen fra Den Generelle Firmastatistik (GF), og import og eksport fra vare- og tjenestehandlen, som benyttes til vægtning i statistikken, bliver løbende opdateret sideløbende med udgivelsen af et nyt referenceår. Grundet manglende data fra vare -og tjenestehandlen er vægtene til mapping af brancherne for referenceårene 2014 og 2015 med udgangspunkt i vare- og tjenestehandlen 2016. Ligeledes tager vægtene til mapping af den foreløbige version for referenceåret 2022 udgangspunkt i vare- og tjenestehandlen 2021, grundet den endelige version af vare- og tjenestehandlen endnu ikke er offentliggjort.
De to seneste referenceår bygger på foreløbige versioner fra Nationalregnskabets 69-branchegruppering, hvorfor usikkerheden her er større end ved de endelige versioner på Nationalregnskabets fulde 117-branchegruppering. Udover at perioderne 2021 og 2022 er foreløbige versioner er de også med indflydelse af betydelige økonomiske forandringer som COVID-19 har bragt med sig, og derfor behæftet med ekstra stor usikkerhed.
Sammenhæng med anden statistik
Adskillige af de kulturemner, der bliver belyst i statistikken, bliver også brugt i de øvrige statistikker vedrørende kulturområdets økonomi og beskæftigelse. Disse omfatter bl.a. Kulturministeriets Udbetalinger, Offentlige bevillinger til kulturelle formål og Kulturens erhvervsstruktur og arbejdsmarked.
Brancheafgrænsningen bestående af 61 branchekoder anvendt af Danmarks Statistik i sidstnævnte statistik Kulturens erhvervsstruktur og arbejdsmarked jf. statistikdokumentationen er oprindeligt lavet med udgangspunkt i UNESCOs Framework For Cultural Statistics (2009), som også er anvendt som referenceramme for drøftelserne vedrørende brancheafgrænsningen i denne statistik.
Da brancheklassifikationen tilhørende input-output-tabellerne til statistikken er som nationalregnskabets, der er afledt af Dansk Branchekode DB07, kan tabellernes værdier sammenholdes med andre statistikker opgjort efter 6-cifrede brancher. Sammenligninger med andre statistikker på et detaljeret brancheniveau vil dog ofte vise afvigelser, dels på grund af forskelle i definitionen af variable, dels som følge af nationalregnskabets ønske om kalenderårsafgrænsning og dets krav til totaldækning af den økonomiske aktivitet på brancheniveau.
Intern konsistens
Statistikken om de kulturelle og kreative erhvervs nationaløkonomiske betydning er principielt sammenlignelig med udgivelserne forbundet med input-output-tabeller og nationalregnskabet.