Gå til sidens indhold

ØMU-overskud på 1,8 pct. af BNP i 2014

ØMU-gæld og ØMU-saldo 2014 (oktober-version)

Danmark ligger inden for ØMU-kriterierne for både saldo og gæld ved årets anden ØMU-indberetning til EU-kommissionen. I 2014 havde Danmark et overskud på den offentlige saldo (ØMU-saldoen) på 1,8 pct. af bruttonationalproduktet (BNP). Forbedringen i forhold til 2013, hvor der var et underskud på ØMU-saldoen på 1,1 pct. af BNP, skyldes bl.a. væsentligt forøgede midlertidige indtægter fra omlægningen af kapitalpensionsbeskatningen. Ifølge EU-traktatens ØMU-kriterier må underskuddet på den offentlige saldo under normale omstændigheder ikke overstige 3,0 pct. af BNP.

ØMU-saldoen og ØMU-gælden i pct. af BNP

ØMU-gælden steg

Den offentlige bruttogæld (ØMU-gælden) steg fra 45,0 pct. af BNP i 2013 til 45,1 pct. af BNP i 2014. Stigningen i ØMU-gælden skyldes en øget udstedelse af statsobligationer, der skal imødegå et forventet statsligt finansieringsbehov i 2015. Ifølge ØMU-kriterierne må ØMU-gælden ikke overstige 60,0 pct. af BNP. I forhold til 2011 er ØMU-gælden i pct. af BNP faldet med 1,3 procentpoint og udgjorde 866,8 mia. kr. ved udgangen af 2014.

ØMU-gæld og ØMU-saldo

 

2011

2012

2013

2014

 

pct. af BNP

ØMU-gæld ved årets udgang

46,4

45,6

45,0

45,1

Overskud på ØMU-saldo

-2,1

-3,7

-1,1

1,8

 

mia. kr.

ØMU-gæld ved årets udgang

850,9

850,6

849,7

866,8

Overskud på ØMU-saldo

-38,0

-68,4

-20,0

34,6

Anm.: Det anvendte BNP er fra tabellen www.statistikbanken.dk/NAN1 i Statistikbanken.

Særlig usikkerhed i opgørelsen af ØMU-saldoen

Der foreligger en særlig usikkerhed i opgørelsen af ØMU-saldoen i 2013 og 2014, idet der forventeligt skal foretages ekstraordinære afskrivninger af skatterestancer. Det vil i så fald forøge underskuddet i 2013 og reducere overskuddet i 2014.

ØMU-gælden og ØMU-saldoen er nøgletal

ØMU står for Den Økonomiske og Monetære Union, der er et EU-samarbejde om bl.a. den økonomiske politik og den fælles valuta. ØMU-gælden og ØMU-saldoen er to vigtige nøgletal, der benyttes af EU til at vurdere, om medlemslandene opfylder kriterierne i EU-traktaten. Både eurolande og ikke-eurolande er forpligtet til at overholde de fastsatte ØMU-kriterier.

I stabilitets- og vækstpagten er der angivet sanktionsmuligheder, hvis eurolandene overskrider disse kriterier. Derimod er det ikke forbundet med sanktioner, hvis lande uden for euroen overskrider kriterierne. Disse lande kan dog få EU-henstillinger om at reducere underskuddet og gælden.

ØMU-saldoen er identisk med den nationalregnskabsbaserede offentlige saldo.

ØMU-gælden er et bruttogældsbegreb opgjort i nominel værdi, der omfatter en konsolideret opgørelse af de væsentligste gældsposter i staten, kommuner og regioner samt sociale kasser og fonde. Dvs. de offentlige delsektorers beholdninger af fordringer på sig selv eller andre offentlige delsektorer kan modregnes.

Fx modregnes Den Sociale Pensionsfonds (DSP) beholdning af statsobligationer i gælden, hvorimod DSP's beholdning af fx realkreditobligationer ikke kan modregnes. Der modregnes heller ikke for statens meget store indestående i Nationalbanken. De nævnte statslige aktiver, der ikke kan modregnes, udgør 12 pct. af BNP i 2014. En del af ØMU-gælden omfatter en betydelig låntagning på vegne af statslige selskaber. Disse genudlån udgør 4 pct. af BNP i 2014.

Frister for ØMU-indberetninger

Som led i EU's procedure i forbindelse med uforholdsmæssige store underskud er der to årlige frister for indberetninger til EU-kommissionen af ØMU-saldoen og ØMU-gælden - 1. april og 1. oktober. I oktober bliver der således indberettet på grundlag af de i mellemtiden reviderede nationalregnskabstal for det offentlige.

Tal for Danmark og de øvrige EU-lande publiceres af Danmarks Statistik umiddelbart efter, at Eurostat har offentliggjort tallene ultimo oktober.

Nyt fra Danmarks Statistik

5. oktober 2015 - Nr. 478

Hent som PDF
Næste udgivelse: 7. april 2016

Kontakt

Statistik­dokumentation